Fem år efter den store nedlukning: 4 ud af 10 virksomheder vil ikke søge kompensation, men fyre ansatte ved ny pandemi
17.3.2025 05:55:00 CET | SMVdanmark | Pressemeddelelse
Nye tal fra SMVdanmark viser, at i tilfælde af en ny pandemi vil fire ud af ti SMV'er takke nej til kompensation og i stedet opsige medarbejdere. Forklaringen er katastrofale erfaringer med kompensationsordninger under covid-19. Vi kan med de nuværende regler ikke forvente, at virksomhederne vil holde hånden under beskæftigelsen næste gang, lyder vurderingen fra SMVdanmark, der efterspørger politisk handling, mens tid er.

I dag den 17. marts er det fem år siden, at regeringen på et pressemøde pålagde frisører, fitnesscentre, storcentre, cafeer, restauranter, barer og en række andre erhverv at lukke ned for at begrænse smitte med covid-19. Langt de fleste virksomheder valgte dengang at fastholde deres medarbejdere, da de blev lovet, at kompensationsordninger ville lukke det hul i kassen, nedlukningen skabte.
Det er desværre et sandsynligt scenarie, at vi på et tidspunkt skal igennem en pandemi og lignende nedlukninger igen. Og når det sker, skal vi forvente, at virksomhederne vil handle anderledes.
Det viser en undersøgelse blandt SMVdanmarks 18.000 medlemmer. Her svarer 38 pct. af virksomhederne, at det er sandsynligt eller meget sandsynligt, at de vil opsige personale og minimere faste udgifter frem for at søge statslig kompensation, hvis en ny pandemi rammer. Kun knap hver tredje virksomhed svarer, at det valg for dem er usandsynligt eller meget usandsynligt.
Adm. direktør i SMVdanmark, Jakob Brandt, siger om tallene:
“For alt for mange virksomheder var kompensationsordningerne under corona en katastrofe med lange sagsbehandlingstider, genberegninger og uventede tilbagebetalingskrav. Vores virksomheder følte sig svigtet i et bureaukratisk afregningscirkus, der for mange har varet fire år og har kostet mere i administrationsomkostninger, end de har fået i kompensation. Derfor kommer det heller ikke bag på mig, at mange vil betakke sig for at tage imod muligheden for kompensation næste gang.”
Jakob Brandt uddyber:
“Vi risikerer, at virksomhederne ikke igen vil holde hånden under beskæftigelsen, fordi de ikke har tillid til mulighederne for kompensation. Det kalder på politisk handling."
Virksomhedernes rettigheder er væk - vi har brug for klarhed
I 2020 fjernede politikerne retten til erstatning ved forebyggende indgreb under en epidemi. Desuden blev virksomhedernes mulighed for let at få prøvet deres sager administrativt eller via domstolene afvist. En politisk aftale om kompensation ved fremtidige epidemier fra 2024 giver ingen garantier for virksomhederne.
SMVdanmark opfordrer regeringen til at udvise rettidig omhu og sikre klare retningslinjer for, hvordan virksomheder bliver understøttet ved fremtidige pandemier. Uden tydelige og forpligtende aftaler risikerer vi en gentagelse af de kaotiske beslutningsprocesser under covid-19, hvor virksomhederne blev efterladt i uvished.
"Politikerne bør tage ansvar og sikre virksomhederne en reel tryghed i tilfælde af en ny pandemi. Hvis ikke, vil vi se et erhvervsliv, der tager sagen i egen hånd ved at minimere risikoen, og det betyder opsigelser og lavere investeringer i dansk økonomi," siger Jakob Brandt og fortsætter
“Hvis politikerne vil have Danmark økonomisk lige så godt gennem den næste pandemi, så gør de klogt i at aftale reglerne for kompensation snarest, så virksomhederne kan læse det med småt, før de siger ja til at fastholde deres medarbejdere, selvom politikerne lukker deres forretning,” siger Jakob Brandt.
Fakta:
Det svarer virksomhederne:
Forestil dig, at en ny epidemi ramte, og myndighederne tvangslukkede din virksomhed for at mindske smitten i samfundet. Hvor sandsynligt er det, at I ville gøre nedenstående?
"Opsige personale og straks minimere mine faste udgifter, så jeg kan undgå at skulle søge hjælpepakker."
- Meget sandsynligt: 25 pct.
- Sandsynligt: 13 pct.
- Hverken eller: 15 pct.
- Usandsynligt: 9 pct.
- Meget usandsynligt: 22 pct.
- Ved ikke: 16 pct.
Kilde: SMVdanmark medlemsurvey, 1.009 besvarelser.
Nøgleord
Kontakter
Jakob BrandtAdm. direktør i SMVdanmark
Tlf:24 25 27 27brandt@smvdanmark.dkAsbjørn LindsøKommunikations- og pressechef
Tlf:21534364lindsoe@smvdanmark.dkSMVdanmark er paraplyorganisation for brancheorganisationer, lokale tværfaglige håndværker- og industriforeninger og over 1.000 direkte medlemsvirksomheder. SMVdanmark repræsenterer omkring 18.000 små og mellemstore virksomheder og er den eneste hovederhvervsorganisation, der udelukkende arbejder for SMV’ernes interesser – både nationalt, lokalt og på EU-plan. Læs mere på SMVdanmark.dk.
Følg pressemeddelelser fra SMVdanmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra SMVdanmark
Ny analyse: Kommunerne svigter SMV’er i offentlige udbud6.2.2026 11:40:40 CET | Pressemeddelelse
En ny landsdækkende analyse fra SMVdanmark viser, at hensynet til mindre virksomheder i kommunale udbud er begrænset. Kun få kommuner arbejder systematisk med at give de små virksomheder reel mulighed for at byde sig til, mens en lang række kommuner slet ikke indtænker de mindre virksomheder i udbudsprocessen.
SMVdanmark roser ny cyberaftale: Vigtig styrkelse af erhvervslivets digitale sikkerhed28.1.2026 16:44:35 CET | Pressemeddelelse
En bred politisk aftale om cybersikkerhed er netop landet. SMVdanmark ser det som et vigtigt skridt i retning af at gøre små og mellemstore virksomheder mere robuste over for en voksende cybertrussel.
SMVdanmark: Aftale om differentieret moms på fødevarer er ren populisme og dyrt bureaukrati28.1.2026 10:18:35 CET | Pressemeddelelse
Regeringen og en række partier har i dag præsenteret en aftale om at sænke momsen på fødevarer fra 2028. SMVdanmark retter skarp kritik mod aftalen, som vil koste milliarder i administration hos virksomhederne og næppe have stor påvirkning på forbrugerpriserne. "Det er ren populisme op til et valg," siger Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark.
SMVdanmark: Fødevarecheck er et mindre onde end differentieret fødevaremoms27.1.2026 11:15:53 CET | Pressemeddelelse
Fødevarechecks har ikke stået på SMVdanmarks ønskeseddel. Det er dog trods alt bedre end at indføre en ny differentieret fødevaremoms, som også har indgået i de politiske forhandlinger. SMVdanmark advarer kraftigt mod den øgede bureaukratisering, som en eventuel ny momsstruktur vil medføre.
Boghandlerforeningen bliver en del af SMVdanmark8.1.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Boghandlerforeningen har meldt sig ind i SMVdanmark. Det skal sikre effektiv drift af foreningen og give medlemmerne adgang til en lang række fordele. Fra juridisk rådgivning til rabatter på forsikringer og udstyr.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum