Foredrag om Virginia Woolf og Vanessa Bell i Bloomsburys rammer
10.3.2025 11:51:19 CET | Nivaagaards Malerisamling | Pressemeddelelse
I anledning af den nyåbnede særudstilling 'Bloomsbury-gruppen. Kunsten at leve' inviterer Nivaagaards Malerisamling til foredrag med forfatter Anne Mette Bruun, der står bag den vigtigste danske udgivelse om kvinderne bag Bloomsbury-gruppen, søstrene Virginia Woolf og Vanessa Bell. Anne Mette Bruuns prisbelønnede biografi 'Orlandos døtre' er netop udkommet i en revideret nyudgivelse.

Foredrag: Orlandos døtre
Torsdag 20. marts | kl. 17 - 18
I Orlandos døtre fortæller Anne Mette Bruun den forunderlige historie om to kvinder, forfatteren Virginia Woolf og hendes søster, maleren Vanessa Bell, som brød med den victorianske epokes snævre livs- og kvindesyn og realiserede sig selv som kunstnere og mennesker. Det er en skildring af kampene og deres omkostninger, men også sejrene og det liv, kvinderne vandt sig.
Bogen portrætterer et unikt søskendeforhold, der var så tæt, at de to søstre selv til tider betegnede det som nærmest incestuøst. Men også sjæleligt så nært, at de følte sig som dele af samme helhed. Trods udbrud af jalousi og besiddertrang var de hinanden en daglig støtte livet igennem, og de blev en inspiration både for hinanden og for de mennesker, der omgav dem.
Anne Mette Bruun er cand.mag. i engelsk og filosofi og har i mange år beskæftiget sig med Virginia Woolf og Vanessa Bell. I 2008 modtog hun Statens Kunstfonds hæderspris for førsteudgaven af Orlandos døtre. Hun er også forfatter til biografien Udsigt uden værelse om forfatteren E.M. Forster.
Pressen skrev om Orlandos døtre: 'Klog og underholdende biografi' – Politiken. 'Meget veloplagt fortælling' – Kristeligt Dagblad. 'Anne Mette Bruun er en eminent, engageret og vidende skribent' – Nordjyske Stiftstidende.
Pris: 110 kr. inkl. entre til museet / 30% for årskortholdere. Billetkøb via nivaagaard.dk.
Læsekreds torsdag 13. marts kl. 17 - 18
Ugen før foredraget er der læsekreds i museets Havefoyer om Orlandos døtre af Anne Mette Bruun. Læsekredsen er for alle, der holder af bøger og af at tale med andre om dem.
Gratis adgang - man møder bare op.
Bloomsbury-gruppen. Kunsten at leve
Foredraget afholdes i anledning af Nivaagaards Malerisamlings nyåbnede udstilling, som er den første i Danmark om Bloomsbury-gruppen. Med dyrkelse af det, de kaldte livets kunst, skabte kredsen af britiske pionerer inden for litteratur, kunst, design, økonomi og livsførelse et nybrud i årtierne omkring 1. verdenskrig, der stadig rækker ind i vores tid 100 år senere.
Bloomsbury-gruppen, der opstod omkring Virginia Woolf og Vanessa Bell, er opkaldt efter det kvarter i London, hvor gruppen havde base. Trangen til at sætte præg på verden ved at male, tænke, skrive og drømme holdt gruppen sammen gennem 60 år og to verdenskrige. Og deres indflydelse kom til at sætte et betydeligt aftryk på det 20. århundrede.
Særudstillingen Bloomsbury-gruppen. Kunsten at leve viser kunstværker og genstande indlånt fra The Charleston Trust og andre samlinger i England med fokus på Bloomsbury-gruppens mest aktive år i perioden 1910-1930 - i en farvestrålende udstilling, der udfolder Bloomsbury-gruppens arbejde med billedkunst, design, litteratur, politik og økonomi og inkluderer malerier, tegninger, keramik, bøger, møbler, designobjekter, breve og video.
Billeder


Om Nivaagaards Malerisamling:
Nivaagaards Malerisamling er et klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk 1800-tal samt skiftende særudstillinger med nyere eller moderne kunst. Museet ligger i en smuk gammel rododendronpark, der også huser det populære 'Reservat for truede ord' med omkring 100 ord, som er ved at forlade vores sprog
Følg pressemeddelelser fra Nivaagaards Malerisamling
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Nivaagaards Malerisamling
Nivaagaards Malerisamling fejrer Cirkelines 70-års fødselsdag i 202711.9.2026 11:43:58 CEST | Pressemeddelelse
Det begyndte med en cirkel. I 1957 sad den 17-årige Hanne Hastrup på Tegne- og Kunstindustriskolen og tegnede den lille figur, der skulle blive til Cirkeline. Få år senere flyttede hun til Hesselrødvej ved Karlebo, hvor den lille alf og hendes venner for alvor fik liv. I 2027 fylder Cirkeline 70 år, og det fejrer Nivaagaards Malerisamling næste år med en udstilling af Hanne Hastrups originale tegninger.
Invitation til pressevisning: Christine Swane. En mangfoldig ener4.9.2026 10:39:36 CEST | Presseinvitation
Pressevisning fredag 25. september kl. 11 Direktør ved Nivaagaards Malerisamling, Andrea Rygg Karberg, byder velkommen Kurator og inspektør Karen Benedicte Busk-Jepsen præsenterer udstillingen Mulighed for interviews og fotografering Presse, der ønsker at deltage i pressevisningen, bedes tilmelde sig på forhånd inden 24. september til kommunikationsansvarlig Kirsten Baltzer Kahr: kbk@nivaagaard.dk Den kommende særudstilling på Nivaagaards Malerisamling fejrer Christine Swanes 150 år med den hidtil mest omfattende præsentation af hendes kunstneriske virke. Christine Swane (1876-1960) gik med afsæt i Fynbomalernes kreds sine egne veje, valgte sine egne læremestre og udviklede gennem syv årtier et enestående billedsprog med en sjælden farvesans. Maleriet var hendes udgangspunkt, men midt i livet blev Christine Swane også en nyskabende keramiker og tekstilkunstner, og som ældre kunstner udførte hun en monumental mosaikudsmykning. Livet igennem fandt Christine Swane inspiration i sine nærme
200 børn og voksne på sommerferie med kunsten26.8.2026 11:24:31 CEST | Pressemeddelelse
Kunst og kultur er for alle - men ikke alle har lige adgang til den gennem livet. Det søgte et projekt udviklet i samarbejde mellem Kunsthandlinger/KH, Foreningen Enestående Forældre og Nivaagaards Malerisamling at imødekomme denne sommer, hvor 200 børn og voksne tog på ferie med kunsten.
Talk: Den dansksprogede musikbølge21.8.2026 10:11:56 CEST | Pressemeddelelse
For tredje år i træk inviterer Nivaagaards Malerisamling til en talk om det danske sprog i parken med museets populære Reservat for truede ord – denne gang med fokus på den store bølge indenfor dansksproget musik, der i disse år fylder på alle hitlister. Kom og mød Alberte Winding, Marianne Rathje og Lea Fløe Christensen til en samtale, der udforsker det danske sprogs rolle i sangkulturen. Gratis adgang.
Ny særudstilling: Christine Swane. En mangfoldig ener14.8.2026 10:07:01 CEST | Pressemeddelelse
Den kommende særudstilling på Nivaagaards Malerisamling fejrer Christine Swanes 150 år med den hidtil mest omfattende præsentation af hendes kunstneriske virke i sin enestående mangfoldighed. Med afsæt i Fynbomalernes kreds gik hun sine egne veje, valgte sine egne læremestre og udviklede gennem syv årtier et særegent poetisk billedsprog. Christine Swane var uddannet maler, men blev også en nyskabende keramiker og tekstilkunstner. I evig bevægelse lod hun indtryk fra naturen og sine nære omgivelser, bl.a. på Frederiksberg og i Birkerød, flytte ind i sine værker.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum