Diabeteskurven er knækket i københavnsk bydel
Region Hovedstadens Steno Diabetes Center Copenhagen har siden 2015 sammen med bl.a. Københavns Kommune og almene boligorganisationer arbejdet for at fremme sundheden og forebygge type 2-diabetes i bydelen Tingbjerg. Nu knækker diabeteskurven, og den forebyggende sundhedsindsats vækker international genlyd.
Mens forekomsten af type 2-diabetes stiger generelt i Danmark, falder den i den københavnske bydel Tingbjerg. Det blev offentliggjort af Steno Diabetes Center Copenhagen i går torsdag under et besøg af den britiske sundhedsminister Karin Smyth i Tingbjerg.
Den britiske minister var på besøg i Region Hovedstaden for at få inspiration til, hvordan briterne på samme måde kan højne sundheden i bl.a. udsatte boligområder.
Samarbejde med beboere
Steno Diabetes Center Copenhagen har igennem ti år stået i spidsen for at fremme beboernes sundhed i Tingbjerg. Det er sket med baggrund i forskningsbaserede sundhedsfremmende initiativer og er udviklet og gennemført i samarbejde med boligområdets beboere, den boligsociale helhedsplan, lokale foreninger, kommunale forvaltninger, centre og institutioner samt eksterne partnere.
Projektet vækker international interesse, fordi det er en generel tendens i den vestlige verden, at social udsathed og sundhed er tæt forbundet, og at begge forhold er lavere blandt beboere i almene og udsatte boligområder end for andre befolkningsgrupper.
”Tingbjerg-indsatsen er etableret i en forståelse af, at diabetes er en kompleks sygdom, som både handler om den individuelles sundhed, men også sociale forhold, som spiller en meget stor rolle for både sygdomsudvikling og forebyggelse. Det kan vække inspiration også internationalt, hvor diabetes og andre kroniske sygdomme giver enorme udfordringer,” siger direktør Magnus T. Jensen, Steno Diabetes Center Copenhagen.
”Det er tankevækkende, at faldet af nye diabetestilfælde i Tingbjerg sker i samme periode, som den forebyggende indsats for at fremme sundheden blandt Tingbjergs beboere har fundet sted. Tallene kan ikke sige noget om en direkte sammenhæng, men vi tror på, at vores indsats har haft en effekt, ” siger forskningsleder Paul Bloch, Steno Diabetes Center Copenhagen.
Indsatsen skal ud i hele landet
I Tingbjerg har man bl.a. skabt et sundhedsnetværk for beboere med kronisk sygdomme og deres pårørende, organiseret stavgang, anlagt Fælleshaven som et trygt mødested for Tingbjergs beboere og foreninger, hjælp til at lave et cykelværksted, æblemosteri, havebrug, hønseavl, biavl, beboerrestaurant og café. Der er også aktiv opsporing af personer med type 2-diabetes eller forstadier til diabetes, en lokal diabetessygeplejerske samt hjælp og støtte til aftaler i sundhedsvæsenet.
Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) er meget begejstret for det helhedssyn, som arbejdet i Tingbjerg bygger på.
”Vi kan ikke se isoleret på sygdom. Vi er nødt til at se på, hvad der er for et liv, vi kan leve i hverdagen, og det er lige præcis sådan nogle erfaringer, vi skal bringe ind i det forebyggende arbejde og de kommende sundhedsråd, hvor vi i regionen sammen med kommuner skal skabe rammen om bedre sundhed for borgere,” siger Lars Gaardhøj, der glæder siger over, at erfaringerne allerede inspirerer andre – herunder den kommende folkesundhedslov.
Steno arbejder nu på, at erfaringerne fra Tingbjerg overføres til den almene boligsektor generelt. Det gælder både sociale og sundhedsfremmende indsatser for børn og børnefamilier i boligområdet og diabetesrettede indsatser for voksne.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen besøgte Tingbjerg den 5. februar for at få inspiration til lovteksten til en kommende folkesundhedslov, der kan skubbe til mulighederne for at udbrede tilgangen fra Tingbjerg til hele landet og til de almene boligområder generelt. BL - Danmarks Almene Boliger - og Landsbyggefonden samt flere kommuner og almene boligområder har allerede vist interesse for en model for, hvordan Tingbjerg-indsatsen kan realiseres andre steder i landet.
FAKTA - Stenos analyser af data fra Danmarks Statistik viser
- Før indsatsen var forekomsten af type 2-diabetes næsten dobbelt så høj i Tingbjerg som i resten af Danmark
- Under indsatsen er forekomsten steget på landsplan, men faldet i Tingbjerg
- Forekomsten af type 2-diabetes er nu på samme niveau i Tingbjerg som i resten af Danmark.
Se også vedhæftede graf, der viser den estimerede forekomst af nye tilfælde af type 2-diabetes i Tingbjerg og Danmark i perioden 2003-2022 per 100.000 borgere med angivelse af tidspunktet for opstart af projektet kaldet Tingbjerg Changing Diabetes (TCD) i 2015.
Om Tingbjerg og beboere i almene boliger
- Der bor ca. 7.000 personer i Tingbjerg, der er en bydel i Brønshøj-Husum i Københavns Kommune. Ifølge Danmarks Statistik var 79 pct. af beboerne i Tingbjerg i 2020 indvandrere eller efterkommere af indvandrere.
- Beboere i almene boliger har dårligere helbred og har oftere diabetes end den generelle befolkning. Knap 10 procent af beboerne i almene boliger har diabetes, viser forskning fra Statens Institut for Folkesundhed. Beboerne har også oftere en lungesygdom og lider oftere af hovedpine og søvnproblemer. De føler sig også oftere ensomme, ryger i højere grad og er oftere overvægtige.
Kilde: Rapport udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed for Danmarks Almene Boliger
Om type 2-diabetes
- Flere end 330.000 personer herhjemme har type 2-diabetes. Det svarer til 6,9% af den danske befolkning ifølge Diabetesforeningens diabetestal.nu.
- Type 2-diabetes er en sygdom, hvor blodsukkeret er for højt, fordi man enten producerer for lidt insulin eller ikke kan udnytte den insulin, kroppen producerer, godt nok.
- Forhøjet blodsukker gennem længere tid kan føre til følgesygdomme til diabetes, f.eks. skader på øjne, nyrer, hjerte og følesans.
- Risikoen for type 2-diabetes hænger både sammen med gener, alder, BMI og livsstil.
Om Steno Diabetes Center Copenhagen
Steno Diabetes Center Copenhagen er et offentligt hospital i Region Hovedstaden etableret i samarbejde med Novo Nordisk Fonden. Steno Diabetes Center Copenhagen beskæftiger sig med behandling af diabetes samt forebyggelse, forskning og uddannelse inden for diabetes og relaterede områder. Hospitalet blev grundlagt i 1932 af læge H.C. Hagedorn og nobelpris-tager, læge August Krogh.
Flere end 11.000 personer med diabetes er tilknyttet Steno Diabetes Center Copenhagen, som dermed er det største diabeteshospital i Skandinavien. Heraf er næsten 1.000 børn og unge med type 1-diabetes. Det gør Steno til Nordeuropas største børnediabetesklinik.
Steno har godt 500 medarbejdere fordelt på forskere og sundhedsprofessionelle. Der forskes blandt andet i strukturel forebyggelse, diabeteskomplikationer, præcisionsmedicin, stigma omkring diabetes og sundhedsteknologi.
Læs mere på sdcc.dk
Kontakt
Forskningsleder Paul Bloch: +45 3091 2920, privat: +45 5092 6617
Steno Diabetes Center Copenhagen
Mail: paul.bloch@regionh.dk
Direktør Magnus T. Jensen: 2614 8148
Steno Diabetes Center Copenhagen
Mail: Magnus.thorsten.jensen@regionh.dk
Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S): Region Hovedstadens pressevagt på 7020 9588
Mail: presse@regionh.dk
Kontakter
Region Hovedstadens presseRegion Hovedstaden
Tlf:70209588presse@regionh.dkBilleder





Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Region H giver flere penge til behandling af et stigende antal kvinder med brystkræft10.7.2025 12:39:29 CEST | Pressemeddelelse
Målopfyldelsen af pakkeforløb for brystkræft er i bedring efter en længere periode med mangel på det nødvendige personale. Området er imidlertid udfordret af et stigende antal kvinder, der sendes til udredning for brystkræft, så for at fastholde de gode resultater har regionsrådet valgt at afsætte 15 mio. kr. i varig bevilling til behandlingen.
20 millioner til at nedbringe ventetiden til operationer og høreapparatsbehandling4.7.2025 10:05:58 CEST | Pressemeddelelse
Politikerne i Region Hovedstaden vil sikre hurtigere udredning og behandling for patienter, der oplever længere ventetid til fx en planlagt operation af brok eller til at få høreapparat.
Mere psykiatrisk hjælp til både børn og voksne3.7.2025 12:05:57 CEST | Pressemeddelelse
Region Hovedstaden har afsat penge til mere hjælp fra praktiserende speciallæger indenfor psykiatrien. Der er fundet penge til hjælp til både børn, unge og voksne med behov for psykiatrisk udredning og behandling.
Virtuel virkelighed giver nyt håb til patienter med stemmehøring3.7.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Dansk forskning publiceret i The Lancet Psychiatry viser markant effekt af ny VR-behandling. Studiet dokumenterer, at patienter med skizofreni oplever mindre stemmehøring en ved almindelig behandling.
Amager og Hvidovre Hospital orienterer borgere om manglende opfølgning på undersøgelse1.7.2025 13:07:29 CEST | Pressemeddelelse
Hospitalet har konstateret, at der i forbindelse med specifikke typer af skanninger - primært af hjertet - ikke er sket en korrekt opfølgning på bifund ved undersøgelsen. Fejlen kan betyde, at tidlige tegn på sygdom, primært i lungerne, ikke er blevet opdaget. Hospitalet er i gang med at gennemgå ca. 800 skanninger, og det ventes at omkring 20 patienter skal indkaldes til nærmere undersøgelse.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum