AutoBranchen Danmark

EU vil give bilindustrien tiltrængt håndsrækning

Del

Indsatsen på strategisk vigtige områder som batteriproduktion og selvkørende biler bliver nu styrket. AutoBranchen Danmark ser positivt på pakke med nye biltiltag fra Europa-Kommissionen.

Foto: Colourbox.com
Foto: Colourbox.com

I dag har Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, løftet sløret for adskillige nye tiltag, der skal stille europæisk bilindustri langt bedre i konkurrencen med kinesisk og amerikansk bilindustri.

”Det er ingen hemmelighed, at europæisk bilindustri lige nu er presset fra flere sider. Vi er kommet bagud i udviklingsræset, salget i Kina er styrtdykket og nu tromler amerikanerne på med toldsatser,” siger adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg og fortsætter:

”Derfor er jeg også virkelig glad for, at EU-kommissionen nu vil give en tiltrængt håndsrækning til bilsektoren, som er helt central af flere grunde – bl.a. så vi i svære tider kan sikre vores egen mobilitet.”

Allerede mandag afslørede Ursula von der Leyen de første tre initiativer, som Kommissionen har arbejdet på, men nu er hele den planlagte handleplan offentliggjort.

Støtte til batterier og selvkørende biler

For det første vil Kommissionen yde direkte støtte til europæiske batteriproducenter for at styrke konkurrenceevnen og sikre uafhængighed fra bl.a. Kina, der producerer størstedelen af verdens batterier. I dag er vi nemlig ikke i stand til at producere batterier til så lave priser, at en færdig elbil vil være attraktiv nok.

I alt skal der allokeres 1,8 milliarder euro til at sikre en sikker og konkurrencedygtig forsyning af batterier til bilindustrien.

For det andet vil man sikre Europas position i den globale konkurrence om selvkørende biler, som på længere sigt kan blive vigtigt for bl.a. at afhjælpe trængselsproblemer og frigøre transporttid til andre formål.

Derfor vil EU etablere en industrialliance, hvor virksomheder kan samarbejde om udvikling af software, chips og teknologi til selvkørende biler. Samtidig vil man forenkle test- og godkendelsesregler samt støtte store pilotprojekter, der kan få autonome køretøjer hurtigere ud på vejene.

Letter presset fra CO2-krav

For det tredje vil man fastholde de CO2-krav, der hele tiden har været planlagt, men samtidig giver man nu langt mere elastik, før der kommer bøder på bordet. Den nye ordning skal bl.a. give bilproducenterne lov til opfylde emissionskrav i et tre-årigt perspektiv i stedet for at stå til regnskab hvert år.

”Det er et ret smart greb at bløde lidt op her. Både fordi det køber de hårdt pressede europæiske bilfabrikker lidt tid. Men også fordi det mindsker behovet for at købe CO2-kvoter fra store elbilsproducenter som Tesla og de kinesiske mærker, hvilket bare stiller dem endnu stærkere,” siger Gitte Seeberg.

”Herhjemme har vi dog nydt godt af, at bilproducenterne pinedød skulle have elbiler på gaden for at undgå bøder, selvom de var svære at sælge sydpå. Så hvis presset letter lidt, kan det få betydning for, udbud og priser herhjemme,” siger hun.

I dag kom det blandt andet også frem, at Europa-Kommissionen arbejder på tiltag, der skal styrke efterspørgslen efter elbiler (nulemissionskøretøjer) i Europa, og at man vil støtte omskoling af medarbejdere til at håndtere arbejde med nye drivmidler.

Indtil videre er der tale om forslag, som skal igennem en godkendelsesproces, før de træder i kraft. AutoBranchen Danmark følger udviklingen i europæisk bilindustri tæt.

Nøgleord

Kontakter

Om AutoBranchen Danmark

AutoBranchen Danmark er brancheorganisation for 1200 virksomheder i den danske autobranche. Vores medlemmer tæller nyvognsforhandlere, brugtvognsforhandlere, leasingselskaber, værksteder, autolakererier og alle de virksomheder, der ligger herimellem. Med andre ord er vi den organisation, der repræsenterer det bredeste udsnit af den danske autobranche. AutoBranchen Danmarks adm. direktør er Gitte Seeberg. Hun er tidligere politiker for Det Konservative Folkeparti og har siddet i Folketinget samt Europa-Parlamentet.

Følg pressemeddelelser fra AutoBranchen Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra AutoBranchen Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye