Middelfart Sparekasse

Endnu et stærkt år i Middelfart Sparekasse

Del

Resultatet for 2024 nåede ikke helt samme niveau som i 2023. Et overskud før skat på 386,9 mio. kr. er alligevel meget tilfredsstillende.

Middelfart Sparekasses hovedsæde
Middelfart Sparekasses hovedsæde

Med et resultat før skat på koncernniveau på 386,9 mio. kr. overgik Middelfart Sparekasse sine egne forventninger til 2024. Da halvårsregnskabet blev aflagt, var forventningen at nå et resultat i niveauet 325-365 mio. kr. før skat.

"Det er altid glædeligt at overraske positivt. Det er særligt glædeligt for os, da en af de væsentligste årsager er, at vores kunder bredt set har det godt," fortæller Martin Baltser, adm. direktør i Middelfart Sparekasse.

Det er den økonomiske sundhedstilstand, Martin Baltser refererer til, og det gør han, fordi Sparekassens tab og nedskrivninger er nærmest ikke-eksisterende. 2,9 mio. kr. er der nedskrevet i regnskabet – hvilket skal ses i sammenhæng med et udlån, som i 2024 passerede 8 mia. kr. Sammen med stigende netto rente- og gebyrindtægter kunne der være basis for at gentage rekordregnskabet fra 2023, hvor overskuddet var 439,4 mio. kr.

Håret i suppen, der gør, at det ikke lykkes, er sparekassens udgifter til lønninger og administration. Samlet set er udgifterne til personale og administration steget med 13,7 procent fra 2023 til 2024.

"Regnskabsmæssigt har vi fået den fulde effekt af de pæne lønstigninger, som også medarbejderne i finanssektoren har fået. Dertil kommer, at vi er blevet flere kolleger. Og derudover stiger vores udgifter til IT mærkbart" fortæller Martin Baltser.

Samlet set tøver han ikke med at kalde resultatet for 2024 for ”meget tilfredsstillende”.

"I 2023 og 2024 har vi nydt godt af, at vi er en sparekasse i ordets bedste forstand. Vi har et stort indlånsoverskud, og der er en verden til forskel på, om renten er – 0,6 eller + 3,6 procent i Nationalbanken, hvor en stor del af vores indlånsoverskud er placeret," siger Martin Baltser.

Vækst i forretningen

Martin Baltser kan glæde sig over, at der grundlæggende er vækst i forretningen. Indlånet er steget 5,5 procent til 14,7 mia. kr., og udlånet steg med 9 procent i 2024 til 8,2 mia. kr.

"Stigningen i udlånet skyldes primært, at vi har oplevet vækst i erhvervs-forretningen. Det er bl.a. her vi er gået offensivt til værks og har ansat flere kolleger. Udviklingen i udlånet viser, at det har båret frugt," siger Martin Baltser.

På privatsiden er der fortsat efterspørgsel efter prioritetskreditter og øvrige boliglån. Og så er Sparekassens elbillån en grøn solstrålehistorie.

"Elbillånet er nu med afstand det mest populære billån i sparekassen. Udlånet til elbiler har passeret 360 mio. kr. ved udgangen af 2024, og udviklingen er fortsat i 2025," fortæller Martin Baltser.

Elbillånet udgør sammen med sparekassens energilån og klimalån de produkter, som relaterer sig direkte til den bæredygtige omstilling.

"Med energilånet har vi et produkt, hvor kunderne kan låne til grønne projekter som fx solceller eller en ny, grønnere varmekilde. Klimalånet kommer i spil, når skaden er sket, og ens hus skal sikres mod fx grundvand eller oversvømmelser fra hav eller vandløb. Disse produkter har ikke fået samme gennembrud som elbillånet endnu. Men jeg er sikker på, det kommer," siger Martin Baltser.

En solid sparekasse

Med direktørens ord er de to seneste års overskud brugt klogt. Pengene er lagt på kistebunden, og der er indfriet ekstern gæld. Egenkapitalen er ved årets udgang så tæt på tre mia. kr., den kan komme – 2.999 mio. kr.

I juni 2025 indfries den sidste portion ekstern kapital, hvorefter sparekassens kapitalgrundlag udelukkende består af opsparet overskud og garantkapital. NEP-kapitalprocenten er 33,6 ultimo 2024, og den kapitalmæssige overdækning er på 12,6 procentpoint.

"Vi har sørget for, at sparekassen er godt rustet til de næste mange år. Vi lever i usikre tider, og jo mere tåget, der er, når man ser fremad, jo vigtigere er det at have et stærkt fundament," siger Martin Baltser.

Fundamentet for de kommende år er også lagt i sparekassens nye strategi, ”Danmarks mest nærværende pengeinstitut”.

"Vi lever af de nære relationer til vores kunder, som alle har et direkte nummer til deres personlige rådgiver. Det nærvær skal vi evne at fastholde, selv om kontakten med kunderne bliver mere sporadisk i takt med, at de kan klare mere og mere på egen hånd. Det er vores ansvar at fastholde relationen, og det arbejde vil vi forfine i de kommende år," siger Martin Baltser.

Han forventer ikke, at resultatet for 2025 kommer i nærheden af 2023 og 2024.

"Dertil er vi for afhængige af renteudviklingen, og jeg tror ikke, vi har set den sidste rentenedsættelse i år."

Sparekassen forventer et resultat før skat på koncernniveau for 2025 i niveauet 200-250 mio. kr.

"Det er bestemt et acceptabelt niveau. Som garantsparekasse og selvejende institution skal vi ikke levere en høj egenkapitalforrentning til vores ejere. Vi skal tjene så meget, at vi kan være her på den lange bane, og det er bestemt muligt med det forventede resultat for 2025," siger Martin Baltser.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Adm. direktør Martin Baltser.
Adm. direktør Martin Baltser.
Ingen restriktioner
Download
Middelfart Sparekasses hovedsæde
Middelfart Sparekasses hovedsæde
Download

Vedhæftede filer

Om Middelfart Sparekasse

”Til fælles bedste.” Det var udgangspunktet, da Middelfart Sparekasse blev stiftet i 1853, og den sætning har vi levet efter lige siden. For Sparekassen handler til fælles bedste om at gøre en positiv forskel for kunder, medarbejdere og de lokalsamfund, vi er en del af.

Følg pressemeddelelser fra Middelfart Sparekasse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Middelfart Sparekasse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye