Borgere med akut sygdom skal have bedre og hurtigere forløb
Region Hovedstaden vil i samarbejde med kommunerne og de praktiserende læger lave en række tiltag, der gør det nemmere for borgere, når de har brug for akut hjælp. Et af målene er, at ældre sårbare borgere skal så lidt som muligt ud på landevejene

Sundhedssamarbejdsudvalget, der repræsenterer de 29 kommuner i hovedstadsområdet og Region Hovedstaden, har netop godkendt en række tiltag, der skal sikre gode og effektive forløb for akutte patienter.
Der er planlagt i alt otte indsatser, der bygger på analyser af arbejdsgangene på tværs af Akuttelefonen 1813 og regionens akutmodtagelser og -klinikker.
”Grundlæggende vil vi gerne skåne især ældre, sårbare mennesker, så de ikke skal sendes afsted til en akutmodtagelse. Hvis vi kan behandle borgerne i deres eget hjem eller på plejehjem, så er det langt at foretrække for de fleste. Til gengæld skal vi være endnu bedre til at modtage borgerne, når de alligevel kommer ind på hospitalet. Det gavner det enkelte menneske, og det gavner et presset sundhedsvæsen – i såvel kommuner, på hospitaler og hos praktiserende læger,” siger regionsrådsformand og formand i Sundhedssamarbejdsudvalget, Lars Gaardhøj (S).
Spare turen på hospitalet
Fire af indsatserne handler om at forebygge, at ældre indlægges eller genindlægges akut, som også er nogle af ambitionerne i sundhedsreformen. Indsatserne gør det muligt for både region, kommuner og almen praksis at få vigtige erfaringer til det kommende arbejde med at føre sundhedsreformens ambitioner ud i livet.
”For ældre borgere er en tur på hospitalet altid en stor belastning. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan for, at de kan blive i deres hjem eller på plejehjemmet. Med de nye indsatser gør vi det lettere for vores plejehjem at trække på en udkørende funktion og hospitalets akutafdeling, når en borger har behov for akut behandling – men uden at borgeren skal en tur forbi hospitalet. Vi er også glade for, at vi som nogle af de første udvider ordningen om 72-timers behandlingsansvar til 96 timer, og at ordningen, som noget nyt, også kommer til at gælde alle de borgere, der bor på plejehjem, men har været en tur forbi en akutmodtagelse,” siger næstformand i Sundhedssamarbejdsudvalget, sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune Sisse Marie Welling (SF).
En af indsatserne handler om borgere på kommunernes plejehjem. Her vil man kunne køre ud og tilse og behandle borgere på plejehjem i tidsrummet mellem kl. 16-23 samt i weekender mellem kl. 8-23.
Den udkørende funktion rekvireres af 1813, og vil i udgangspunktet være den kommunale akutfunktion. Hvis akutfunktionen ikke er tilgængelig, eller det vurderes at være hensigtsmæssigt, kan en paramediciner eller en udkørende læge fra Akuttelefonen 1813 sendes ud til borgeren. Her vil man kunne vurdere borgeren og tage nødvendige prøver. Via en videokonference med vagthavende i akutmodtagelsen kan man beslutte at iværksætte behandling i hjemmet (fx IV-antibiotika/væske), indlægge eller afslutte.
Vigtig samtale
En anden indsats handler om at finde en god model for systematisk at gennemføre samtaler med borgere på plejecentre, hvor de tager stilling til, om de vil indlægges akut, og hvad de vil behandles for.
”Vi støtter op om at få en større systematik, når det gælder de vigtige samtaler med borgere på plejecentre om deres ønsker til behandling, så de ikke transporteres ind på en akutmodtagelse, hvis det kan undgås – og de ikke ønsker det,” siger Peder Reistad, formand for PLO-Hovedstaden.
Fakta – Fremtidens Akutområde
- I november 2023 blev der på foranledning af hospitalsdirektørkredsen i Region Hovedstaden igangsat en analyse under overskriften Fremtidens Akutområde. Hvordan kan Akutområdet fremtidssikres og udvikles, så borgere møder samme kvalitet og tilgængelighed, uanset hvor i regionen de bor. Arbejdet med analysen er nu færdigt og har resulteret i otte konkrete indsatser til at styrke akutområde.
- Indsatser, der går på tværs af sektorer, skal finde sin endelige form i et samarbejde mellem regionen, kommuner og de praktiserende læger. Drøftelse heraf vil finde sted i Tværsektoriel strategisk styregruppe og Sundhedssamarbejdsudvalget.
Otte indsatser
- De fire store somatiske akuthospitaler i Region Hovedstaden skal leve op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om speciallægedækning i akutmodtagelserne senest ved udgangen af 2025 og speciallægedækning på akuthospitalet senest ved udgangen af 2026.
- Afprøvning af et fælles natåbent lægevagtstilbud på tværs af akutmodtagelser i Region Hovedstaden i tidsrummet kl. 23-07.
- Tilbud om subakut vurdering næste dag i lægevagt og skadestue.
- Tilbud om subakut behandling i akutmodtagelsen næste dag.
- Dataanalyser med henblik på at karakterisere og monitorere borgere og plejecentres indlæggelsesmønstre i Region Hovedstaden.
- Klinisk vurdering ved udkørende funktion og alternative forløb til indlæggelser for borgere på plejecentre i tidsrummet mellem kl. 16-23 samt i weekender mellem kl. 8-23.
- Udbrede afklaring af behandlingsniveau blandt borgere på plejecentre.
- 72 timers behandlingsansvar for borgere fra alle plejecentre, der har ophold i akutmodtagelsen.
Kontakter
Region Hovedstadens presseRegion Hovedstaden
Tlf:70209588presse@regionh.dkFølg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Region Hovedstaden lancerer podcast til gravide og medforældre1.3.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Er du gravid, medforælder eller bare nysgerrig på graviditet, hjemmefødsel, kejsersnit eller måske bristninger? Så har Region Hovedstaden den rette podcast til dig.
Flere patienter kan få hjemmebehandling med antibiotika20.2.2025 10:12:00 CET | Pressemeddelelse
Regionsrådet har godkendt, at fremstillingen af døgndoser automatiseres ved hjælp af en robot. Robotten aflaster personalet og producerer mere. Det betyder, at flere patienter kan komme i behandling hjemme.
Patienter og pårørende: Prioriter forskning og vidensdeling om kvindesygdomme6.2.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Et opgaveudvalg bestående af borgere og politikere kommer nu med en række anbefalinger til, hvordan kvindesygdomme kan blive mere synlige i sundhedsvæsenet, og hvordan behandlingen af sygdommene kan blive bedre.
Vi spørger borgerne: Hvordan har du det?4.2.2025 07:55:00 CET | Pressemeddelelse
I dag spørger landets kommuner og regioner ca 300.000 tilfældigt udvalgte borgere i en landsdækkende undersøgelse af trivsel, sundhed og sygdom. Svarene skal forbedre forebyggelse og behandling i kommuner og regioner.
Region Hovedstaden gør klar til at sammenlægge somatik og psykiatri30.1.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Region Hovedstaden er i fuld gang med at forberede en organisatorisk sammenlægning af psykiatrien og somatikken. Ambitionen er klar: Patienter med både psykiske og fysiske lidelser skal opleve bedre sammenhæng, kvalitet og nærhed i behandlingen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum