PwC hilser EU's kommende regelforenkling velkommen: Vejen er banet for en mere hensigtsmæssig bæredygtighedsrapportering, som bedre balancerer virksomhedernes konkurrenceevne og fokus på bæredygtige løsninger.
EU-Kommissionen har d. 26. februar 2025 fremlagt en såkaldt Omnibus-pakke, der skal forenkle Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD), EU-taksonomiforordningen og Corporate Sustainability Due Diligence Directive (CSDDD). PwC ser positivt på EU's forenklingspakke, som vil reducere de administrative byrder for virksomhedernes bæredygtighedsrapportering og samtidig sikre fokus på bæredygtige løsninger.

De foreslåede justeringer, der bl.a. sikrer en mere hensigtsmæssig proportionalitet mellem virksomheders størrelse og krav til rapportering, skaber et mere balanceret fundament for at fremme en målrettet og praktisk gennemførelse af den bæredygtige omstilling:
"Det er positivt, at rapporteringskravene for virksomheder, der fortsat er omfattet, forventes forenklet på visse områder. Vi havde her gerne set yderligere forenkling, herunder f.eks. mht. den krævede EU taksonomi-rapportering. Samtidig er det godt, at grænserne hæves, da de oprindelige krav ville have været for omfattende for de mange virksomheder, som ville blive omfattet fra og med 2025. Henset til størrelsen af disse virksomheder, ville den relative rapporteringsbyrde have været endnu større, som formentlig ikke ville blive modsvaret af en tilsvarende værdi heraf. Dertil kommer, at der sker en forventet udskydelse af implementeringen for de virksomheder, som skulle have rapporteret for 2025 og 2026, hvilket muliggør en længere forberedelse af rapporteringerne for disse," siger Lars Baungaard, administrerende direktør og Senior Partner i PwC. Han fortsætter:
"Vi har tidligere i PwC efterlyst en regelforenkling, der skaber større klarhed og reducerer de omfattende og tidskrævende krav til bæredygtighedsrapportering. Med det nye udspil ser vi en mulighed for, at virksomhederne i højere grad kan fokusere på bæredygtige løsninger og mindre på kompleks administration. Det vil gavne både bæredygtigheden og konkurrencekraften i den enkelte virksomhed - i Danmark og i EU.”
PwC's pulsmåling fra januar 2025 blandt danske erhvervsledere viser, at 7 ud af 10 finder rapporteringskravene for komplekse, og mange oplever, at de hæmmer deres evne til at drive forretning og samtidig investere i bæredygtige løsninger. Det nye udspil fra EU vil ifølge PwC kunne hjælpe virksomheder med at opretholde deres fokus på kerneforretningen, samtidig med at de forfølger klimamål og en bæredygtig omstilling.
“Det er helt afgørende, at der sikres den rette balance mellem administrative byrder, som pålægges virksomhederne, og den bæredygtige omstilling. Ikke mindst i en tid, hvor erhvervslivet står over for et udfordrende økonomisk klima med usikkerhed og geopolitiske spændinger, hvilket kræver fokus på fleksibilitet, risiko- og omkostningsstyring,” understreger Lars Baungaard og tilføjer:
“Dertil skal man huske, at bæredygtighedsrapporteringer i stort omfang var udbredt, før CSRD’et blev implementeret, idet virksomhederne fandt dette relevant for dem og deres stakeholders. Derfor er det vores forventning, at også mange virksomheder, som nu ikke længere vil være omfattet af CSRD’et, vil udarbejde bæredygtighedsrapporteringer fremover i et omfang og med et fokus, som bedst underbygger disse og deres strategi. “
Regelforenklinger med klare fordele
Forenklingspakken indeholder en række forslag til tiltag, som vil lette byrden for erhvervslivet. Herunder:
-
Scope: CSRD vil fremadrettet alene være gældende for virksomheder, der både har mere end 1.000 medarbejdere i gennemsnit og en omsætning på mere end 50. mio. EUR eller en balancesum på mere end 25 mio. EUR.
-
Begrænsninger i værdikædekravene: For at begrænse den afsmittende effekt af CSRD skal virksomheder omfattet af CSRD-kravene ikke indhente oplysninger fra deres værdikæde, ud over hvad der er anbefalet i den frivillige bæredygtighedsstandard (VSME), fra værdikædepartnere med under 1.000 medarbejdere.
-
Ingen kommende sektorspecifikke ESRS-standarder: Dette vil skabe større ensartethed i rapporteringskravene på tværs af brancher, hvilket PwC vurderer giver virksomhederne mere forudsigelighed og fleksibilitet i deres rapportering.
-
Udskydelse: Den trinvise ikrafttrædelse af CSRDDD udskydes med et år for omfattede virksomheder, startende juli 2028 for den første gruppe virksomheder med 5.000 ansatte og en årlig omsætning på mere end 1.500 mio. EUR. Medlemsstaterne får ligeledes et års udsættelse af implementeringen i national lovgivning. Direktivet skal således implementeres i dansk ret pr. 1. juli 2027.
-
Udskydelse: Implementering af CSRD i wave 2 virksomheder og wave 3 virksomheder udskydes med 2 år, således at wave 2 virksomheders første rapportering er for regnskabsår, der starter 1. januar 2027 og wave 3 for regnskabsår, der starter 1. januar 2028. Såfremt de ikke lever op til de nye størrelseskrav, skal de ikke rapportere efter CSRD.
-
Taksonomi-forordningen: Virksomheder omfattet af CSRD (se ovenfor) med over 1.000 ansatte og en omsætning over 450 millioner euro er fortsat omfattet af taksonomiforordningen og de tilhørende delegerede retsakter. Virksomheder omfattet af CSRD (se ovenfor) med over 1.000 ansatte og en omsætning under 450 millioner euro er omfattet af lempede krav til taksonomiforordningen (opt-in regime).
-
Mindre omfattende krav til assurance: Introduktion af targeted assurance guidelines, som har til formål at reducere omkostningerne og ressourcerne anvendt herpå, uden at det går ud over kvaliteten af den bæredygtige omstilling. Dertil kommer, at der ikke kræves en efterfølgende øget assurance, dvs. overgang fra review til revision.
En nødvendig balance
Rapportering og transparens understøtter en bæredygtig udvikling, men det er hensigtsmæssigt med en mere effektiv rapportering, der kan styrke virksomhedernes bidrag til bl.a. den grønne omstilling, samtidig med at de kan fokusere på innovation og vækst.
“I PwC ser vi frem til, at forenklingspakken bliver realiseret og håber, at den vil bane vejen for en mere målrettet og mindre administrativ tung bæredygtighedsrapportering. Det er afgørende for at sikre, at rapportering fremmer, frem for hæmmer, investeringer i bl.a. grønne løsninger og innovation,” slutter Lars Baungaard.
_________________________________________________________________________
EU-Kommissionens Omnibus-pakke er et foreløbigt forslag, der skal igennem en regulatorisk proces på både EU-plan og nationalt plan for at blive til endelig dansk vedtaget og implementeret regulering. Ordlyden af de enkelte ændringer, som Kommissionen foreslår, kan ændres undervejs, og det endelige resultat kan derfor se anderledes ud.
*Læs mere om VSME her: https://www.pwc.dk/da/arrangementer/2025/vms-standard.pdf
Om PwC
I PwC arbejder vi for at styrke tilliden i samfundet og være med til at løse væsentlige problemstillinger. Det gør vi med udgangspunkt i vores viden inden for revision, skat og rådgivning. Vores kunder kommer fra alle dele af erhvervslivet og den offentlige sektor, og vi er ca. 2.800 medarbejdere og partnere, som brænder for at gøre en positiv forskel for kunder og kolleger. Globalt er vi 328.000 PwC'ere i 152 lande, og i Danmark er vi markedsledende. Mød os over hele landet. Vi er der, hvor du er.
Succes skaber vi sammen …
Følg pressemeddelelser fra PwC
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra PwC
Nye afgørelser præciserer reglerne for håndværker- og servicefradraget15.9.2025 08:30:39 CEST | Pressemeddelelse
Skatterådet har i en række nye afgørelser afgjort, om der kunne opnås håndværker- og servicefradrag eller ingen af delene. Det understreger, hvor vigtigt det er at være helt sikker på, hvilke ydelser der faktisk giver ret til fradragene.
Lejer du din bolig ud? Disse skatteregler bør du kende11.9.2025 09:26:30 CEST | Pressemeddelelse
Højsæsonen for boligudlejning lakker mod enden, og det er for mange tid til at indberette til skat. Men langt fra alle danskere kender skattereglerne på området. Få styr på dem én gang for alle med hjælp fra PwC’s skatteekspert.
Privatøkonomi på skoleskemaet: Aarhus-elever lærer at mestre hverdagsøkonomi3.9.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
PwC og Skoleglæde.nu vender nu tilbage til Aarhus med undervisningsforløbet Ung privatøkonomi, der klæder elever på til at tage ansvar for deres økonomi. Projektet blev første gang introduceret i 2019, og nu er turen igen kommet til Aarhus, hvor elever fra 8. klasse på Strandskolen, Skåde Skole og Frederiksbjerg Skole skal arbejde med praktiske opgaver, der kobler matematik og økonomiforståelse til deres egen hverdag.
Pulsmåling: Virksomheder holder fast i bæredygtighed trods politisk udskydelse2.9.2025 10:10:53 CEST | Pressemeddelelse
På trods af den politiske udskydelse af CSRD fortsætter det strategiske arbejde med bæredygtighed. Tre ud af fire virksomheder, der er omfattet af CSRD (bølge 1), arbejder med bæredygtighed som en integreret del af deres forretning, og 58 % mener, at bæredygtighedsagendaen vil påvirke dele af virksomhedens forretning. Det viser en pulsmåling fra PwC.
Nye skattesatser i 2026: Skattelettelser på vej til mange danskere29.8.2025 11:21:36 CEST | Pressemeddelelse
Nu er skattesatserne i 2026 blevet offentliggjort. Mange danskere kan se frem til betydelige skattelettelser efter årsskiftet, men særligt én gruppe danskere får glæde af det.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum