Nyt konsortium sikrer fremtiden for det store tværgående klimahandlingsprojekt LIFE ACT
Det bliver Aarhus Kommune i samarbejde med SDU Climate Cluster, der overtager ansvaret for Danmarks største EU-støttede klimahandlingsprojekt LIFE ACT (Action for Climate Transition).

Med et samlet budget på 212 mio. kroner fokuserer LIFE ACT-projektet konkret på implementering af klimahandlingsplaner i 27 partnerkommuner og skal bidrage til videndeling, kompetenceudvikling og udvikling af løsninger til klimahandling på tværs af hele landet.
Projektet skulle efter planen være gået i gang 1. januar 2025. Men efterårets brede politiske aftale på sundhedsområdet (strukturreformen) har betydet, at regionerne ikke længere skal arbejde med klima og grøn omstilling.
Derfor skulle der lynhurtigt findes en ny ledelsesmæssig forankring af LIFE ACT. Den opgave har den oprindelige projektejer Region Midtjylland arbejdet intenst på siden november.
Løsningen bliver, at Aarhus Kommune overtager projektejerskabet fra Region Midtjylland og fremover står for den overordnede ledelse af LIFE ACT sammen med SDU Climate Cluster.
De to partnere danner sammen med Miljøstyrelsens Center for Klimatilpasning og kommunerne Høje-Taastrup, Kalundborg, Odsherred og Middelfart også rammen om den daglige ledelse af projektets syv tematiske indsatsområder - de såkaldt faglige arbejdspakker.
- Som land har vi en vigtig opgave med at accelerere implementeringen af kommunernes klimahandlingsplaner, og i et enestående og nyskabende regionalt samarbejde har vi og de øvrige partnere brugt mange ressourcer på at udvikle LIFE ACT og få det gennem nåleøjet til EU LIFE-midler. Derfor er jeg også både glad for og lettet over, at vi sammen med det nye ledelseskonsortium med kommuner, et universitet og en styrelse er lykkedes med at finde en ny perspektivrig løsning for ledelse af LIFE ACT, siger Kim Kofod Hansen, udviklingsdirektør i Region Midtjylland og formand for styregruppen i LIFE ACT.
Aarhus Kommune bliver projektejer
Den nye ledelseskonstellation med Aarhus Kommune som projektejer opfylder EU’s ønske om en projektejer, der har en formel rolle i klimahandling. Det har kommunerne.
Samtidig sikrer det ledelsesmæssige samspil med SDU Climate Cluster en tæt kobling mellem kommunale behov og den nyeste forskningsbaserede viden inden for klimaforandringer og klimahandling. Ved sammensætningen af det nye ledelseskonsortium får kommunerne desuden en endnu mere fremtrædende rolle i projektets koordinering, end det oprindeligt var tænkt.
- I Aarhus Kommune har vi sammen med SDU, Region Midtjylland og den kommende arbejdspakkeledelse knoklet hårdt og tænkt ud af boksen for at finde en ny løsning for LIFE ACT-projektets fremtid, og vi ser frem til at løfte projektejerskabet i samspil med de øvrige partnere. For Aarhus Kommune er det tværgående LIFE ACT-projekt nemlig en unik mulighed for både at lære og lære fra os. Det glæder mig derfor også, at vi som en af landets store kommuner på denne måde kan gå forrest og bidrage til at bane vejen for hurtigere klimahandling i hele landet. Så stor tak til regionerne og særligt Region Midtjylland for det solide arbejde, der er gået forud med at sikre projektet og EU-midlerne til Danmark, siger Henrik Seiding, direktør for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
SDU Climate Cluster skal både lede og udvikle
I LIFE ACT får SDU Climate Cluster dels en fremtrædende rolle i den overordnede ledelse af projektet sammen med Aarhus Kommune og dels rollen som gennemgående forskningsfaglig kapacitet på tværs af projektets forskellige faglige tematikker.
Her skal forskningsmiljøerne blandt andet bidrage med ny viden inden for høstning og lagring af solenergi, naturbaserede løsninger, arealanvendelse samt håndtering af hedebølger og tørke. Desuden skal SDU i samarbejde med en række kommuner bidrage til udvikling og test af metoder til borgerinddragelse, samskabelse og lokal kompetenceudvikling i relation til klimahandling.
- Som universitet med stort fokus på at gøre en samfundsmæssig forskel på klimaområdet er LIFE ACT et utroligt spændende projekt at træde ind i, og vi ser et kæmpe potentiale for at bringe vores viden i spil til gavn for de forandringer, Danmark står overfor. Vi kigger ind i en fremtid, hvor både klimagasreduktioner og klimatilpasning bliver stadigt vigtigere. Det samme gælder vores kompetencer og kapacitet til sammen at løse de komplekse problemstillinger, vi står overfor. Her giver LIFE ACT en fantastisk mulighed for at afprøve handlinger og lære sammen på tværs. Så stor tak til regionerne for at skabe rammen og særlig tak til Aarhus Kommune for at have modet til at tage på denne udviklingsrejse sammen med os, siger Sebastian Mernild, professor og leder af SDU Climate Cluster.
Næste skridt i overdragelsen af projektet er at tilrette den kontrakt, der er indgået mellem Europa Kommissionen og LIFE ACT-partnerskabet. Efterfølgende skal Europa Kommissionen godkende det nye partnerskab uden regionerne. Under forudsætning af at dette sker, vil projektet kunne starte 1. april 2025.
Fakta om LIFE ACT:
- LIFE ACT (Action for Climate Transition) skal arbejde med forebyggelse af og tilpasning til klimaforandringer samt synergier mellem de to områder.
- Formålet med projektet er at accelerere den landsdækkende implementering af de kommunale klimahandlingsplaner i omstillingen mod et klimaneutralt og klimarobust samfund. 70 pct. klimaneutralitet i 2030 - og 100 pct. i år 2050 samt opfyldelse af målsætningen om klimarobusthed.
- Projektet engagerer samlet set 55 kommuner, universiteter, forsyningsvirksomheder og statslige myndigheder.
- Det samlede budget for LIFE ACT er 212 mio. kroner. Over projektets otte år støtter EU med 128 mio. kroner fra EU’s LIFE-program.
- Der er oprettet en hjemmeside for LIFE ACT-partnerskabet bl.a. med en beskrivelse af de ledelsesmæssige og tematiske arbejdspakker, der er planlagt. Læs mere på www.life-act.eu.
Kontakter
Kim Kofod HansenUdviklingsdirektør, Regional Udvikling, Region Midtjylland
Tlf:20434304kim.kofod.hansen@ru.rm.dkHenrik SeidingDirektør, Teknik og Miljø, Aarhus KommuneKontakt via Anders Lai, pressekonsulent, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, 40 24 83 21, alai@aarhus.dk
Sebastian MernildProfessor og leder, SDU Climate Cluster
Tlf:29666328mernild@sdu.dkOm Region Midtjylland
Region Midtjylland er en politisk styret, administrativ enhed, der har tre hovedopgaver inden for velfærd og udvikling: Sundhed og hospitaler, specialiserede tilbud til socialt udsatte og handicappede.
Regional Udvikling søger gennem konkrete regionale opgaver, ekspertiser og partnerskaber at skabe gode, fremtidssikrede løsninger og sikre, at Region Midtjylland er en attraktiv og bæredygtig region for alle.
Følg pressemeddelelser fra Region Midtjylland
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Midtjylland
Tre nye direktører klar til Aarhus Universitetshospital28.2.2025 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
Den øverste ledelse på Aarhus Universitetshospital bliver udvidet med tre nye direktører den 1. april 2025.
Region Midtjylland styrker sikkerheden i Psykiatrien med knap 10 mio. kroner28.2.2025 10:53:43 CET | Pressemeddelelse
Regionsrådet har prioriteret en række tiltag, der skal øge sikkerheden for patienter og medarbejdere i psykiatrien.
Region Midtjylland og VUC indgår partnerskab for at styrke voksenuddannelser26.2.2025 14:06:35 CET | Pressemeddelelse
Ny aftale sætter retning for kompetenceudvikling i hele regionen.
Region investerer i flere letbanetog og hyppigere afgange19.2.2025 15:00:00 CET | Pressemeddelelse
Den stigende passagertrafik på letbanen kræver nye tog. Derfor stiller Region Midtjylland nu en lånegaranti på 500 mio. kroner.
Fem finalister kæmper om Landsbyprisen 202519.2.2025 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
Se hvilke landsbyer i Region Midtjylland, der er med i opløbet om Landsbyprisen på 150.000 kroner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum