
Pesticiderne ’stjæler’ det rene vand
Pesticider og kemikalier fra landbruget har allerede fundet vej ned i vores grundvand i stort omfang - og stadig mere er undervejs, fordi landbruget kører løs med giftsprøjten, som om intet var hændt. I dag er der pesticidrester i over halvdelen af vandværkernes testede indvindingsboringer - og i 15% af boringerne er grænseværdierne for drikkevand overskredet

Lad os vende blikket bagud og begynde med et smukt citat. Ved Folketingets åbning den 4. oktober 2022 sagde daværende statsminister Mette Frederiksen (S) blandt en del andet:
”Vi skal blive meget bedre til at beskytte vores natur og miljø. Vores skove med de brede bøge. Løvet, der står så grønt.
’Jeg ved en lærkerede’, synger vi for vores børn. Og nok er lærken stadig almindelig i Danmark. Men den barske sandhed er, at Danmarks bestand af lærker er halveret.
Sommerfuglen er et andet eksempel på en art, der er blevet væsentligt færre af.
Vores plante- og dyreliv forsvinder bogstavelig talt for øjnene og næsen af os. Hvis vi ikke gør noget. Så bliver det kun i sangene, at vores børnebørn hører om lærker, viber, engdrag og moser.
Det var A.P. Møller, der sagde, at ”den, der har evnen, har pligten”.
Vi ved, vi har evnen. En evne, der gror med de krav, vi stiller. Vi har også pligten. Men det kræver, at vi fortsætter den nuværende kurs.
Vi skal beskytte det danske guld: Vores rene drikkevand.”
Det er den sidste sætning, vi sætter fokus på her. Dels fordi den er overmåde vigtig. Dels fordi den er udtryk for en fejlagtig opfattelse. Det danske drikkevand er ikke længere guld, fordi det ikke længere er rent. Og det bliver kun værre.
Mængderne af uønskede stoffer i grundvandet er hastigt stigende og vil i stadigt større omfang ramme drikkevandet i de kommende årtier, når det pumpes op, uanset hvor meget vi beskytter det nu. Pesticider og kemikalier fra landbrug, industri og gamle lossepladser har allerede fundet vej ned i vores grundvand i stort omfang - og stadig mere er undervejs, fordi landbruget kører løs med giftsprøjten, som om intet var hændt.
I dag er der pesticidrester i over halvdelen af vandværkernes testede indvindingsboringer - og i 15 pct. af boringerne er grænseværdierne for drikkevand overskredet. Sådan ligger landet. Tilsyneladende har det ingen positiv betydning for tallene, at de mest forurenede boringer lukkes og dermed glider ud af den årlige statistik.
Og læg mærke til, at der i dag er indført grænseværdier, altså hvor mange og hvor meget sprøjtegift der må være i det vand, du drikker. Det betyder, at selvom dit drikkevand erklæres rent, så vil det stadig oftere indeholde rester af sprøjtegifte, men altså under de politisk vedtagne mængder.
Grænseværdier for pesticider i grundvand blev indført i Danmark i 1999, som en ganske skelsættende beslutning. Indtil da havde miljømyndighederne håndhævet en nultolerance overfor landbrugspesticider i drikkevandet. Det vil sige, blev der påvist pesticider i en drikkevandsboring, så blev den lukket. Punktum.
Sådan er det ikke mere.
Grænseværdierne blev indført som en politisk tilpasning til en virkelighed, hvor der blev målt flere og flere pesticider i grundvandet. Det skete allerede for 25 år siden under en socialdemokratisk miljøminister.
I sommeren 1999 fandt man dansk landbrugs mest populære pesticid, Roundup, i grundvandet under Fyn i koncentrationer mange gange højere end grænseværdien. Både aktivstoffet glyfosat og nedbrydningsproduktet AMPA blev påvist i gentagne boringer fra 1,5 til 5 meters dybde på Østfyn, og koncentrationerne var helt op til tyve gange den tilladte værdi for drikkevand. Den daværende miljøchef i Fyns Amt afslørede det store illusionsnummer, da han udtalte til Danmarks Radio, at ”da Roundup i sin tid blev godkendt, skrev man, at det ikke kunne udvaskes til grundvandet. Det kan det altså.”
Konsekvensen udeblev. Daværende miljøminister Svend Auken (S) turde ikke lægge sig ud med landbrugslobbyen. Han valgte på vegne af alle danskere at tillade en vis mængde glyfosat i det grundvand, som vi bruger som drikkevand. Det skete som en del af implementeringen af EU’s vandrammedirektiv, hvis formål angiveligt var at beskytte grundvandet og sikre, at både overfladevand og grundvand har en rimelig god kemisk status, men altså ikke længere uden pesticider.
Så det ’rene’ danske drikkevand er en farlig illusion. Grænseværdierne fastsættes politisk, hvilket har betydet stort spillerum for landbrugets og kemibranchens lobbyister, der benytter alle midler for at holde liv i den falske forestilling om det danske guld.
De seneste 70 års udsprøjtning af kemiske gifte over halvdelen af Danmark gør det sværere og sværere for vandforsyningerne at skaffe tilstrækkeligt rent grundvand, som overholder de nødvendige kvalitetskrav. De store byer er i dag pressede på vandforsyningen, og flere steder er man nødt til at blande forurenet grundvand med rent vand for at kunne levere nok drikkevand under grænseværdierne til forbrugerne.
Så ja – vi skal beskytte det danske guld: Vores ’rene’ drikkevand. Men altså nej – det er ikke længere rent, Mette Frederiksen. De tider er forbi, hvor enhver vandhane leverede det fineste rene drikkevand direkte fra undergrunden efter en simpel filtrering og beluftning. Fat det dog.
Nøgleord
Kontakter
Kjeld HansenRedaktør
Tlf:26215326kjeld@baeredygtighed.dkBilleder


Om Gylle.dk
Foreningen GYLLE.DK er en nonprofit, uafhængig sammenslutning, der udgiver et journalistisk nyhedsmedie med kritisk journalistik om natur, klima og landbrug. Mediet bringer nyheder, baggrundsartikler og analyser, der tilbyder engagerede borgere, beslutningstagere, lobbyister og andre indsigt med et præcist fokus på emner og årsagssammenhænge, der sjældent eller aldrig publiceres af traditionelle medier.
Publiceringen følger den amerikanske metode: "Tell the Facts, Name the Names".
Da agroproduktion beslaglægger 63 procent af det yndige land, undgås det næppe, at der af og til vil optræde indlæg, som beskæftiger sig med den omdiskuterede industri og dens stadig færre udøvere. Sådan er det bare!
GYLLE.dk anbefaler, at du abonnerer på bloggens RSS-feed, så du løbende orienteres om nye indlæg.
Velkommen til en verden af viden om alt det, der betyder noget for livet omkring os!
Følg pressemeddelelser fra Gylle.dk
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Gylle.dk
Landbruget overholder hverken aftalerne om mindre kvælstof eller regelret brug af sprøjtegifte - eller beskyttelse af drikkevandet1.3.2025 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Hvad betyder det for den grønne trepart, at beskyttelsen drikkevandet er kuldsejlet? Den vigtigste del af aftalen handler om at gøre 140.000 hektar landbrugsjord til ny natur og plante skov på 250.000 hektar, men redder det drikkevandet? Hvis vi ikke har nået det mål til tiden, og der ikke er en plan B, vil det virkelig få folk til at miste troen på sådanne grønne aftaler - og på Landbrug & Fødevarer - i fremtiden
Foråret så sagte kommer28.2.2025 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
Overskriften er som mange vil vide titlen på præsten Kaj Munks erindringsbog; den har et strejf af ømhed, som let leder tanken hen på hans folkekære digt om den blå anemone
Danske svinekødsproducenter eksporterer bunker af resistente stafylokokker til den halve verden28.2.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Velkendt er det, at de mange millioner levende danske svin, der ruller over den danske grænse og ud i Europa, er bærere af de resistente CC398 MRSA-bakterier, men nye tal fra Statens Serum Institut viser, at de resistente bakterier også eksporteres til fjerne lande som Brasilien, Uganda og Vietnam, uden at sundhedsmyndighederne løfter en finger
Sig det med blomster, men hvor køber man buketter uden giftrester?27.2.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Danmark opretholder nidkært et miljøværn for borgerne, når det gælder rester af ulovlige pesticider på fødevarer fra både EU og især fra lande udenfor fællesskabet, men hvor der gælder skrappe regler for giftrester på frugt og grønt, så er der frit slag, når det gælder arbejdsmiljøet for de blomsterhandlere, der håndterer afskårne blomster som roser fra Kenya og Etiopien eller prydplanter fra Malaysia og Filippinerne
Landmandens ansvar for din kræftsygdom er ikke længere til diskussion27.2.2025 05:55:00 CET | Pressemeddelelse
Med Danmarks topplacering som det værst kræftramte land i verden sættes der et stort spørgsmålstegn ved landbrugets udstrakte anvendelse af kraftige sprøjtegifte, der kan fremkalde kræftsygdomme. Myndighedernes godkendelser af disse midler tenderer en overtrædelse af menneskerettighedernes helt basale påbud, om statens pligt til at sikre borgerne gode fundamentale livsvilkår herunder retten til sundhed