Tyske virksomheder er pessimistiske op til valget
Ny undersøgelse viser, at tyske virksomheder er sortseere, når det kommer til økonomien i 2025, og at de – mere end noget andet – ønsker, at en ny regering tager et opgør med bureaukratiet.

Tordenskyerne har efterhånden hængt længe over den tyske økonomi, og det kan mærkes på stemningen i erhvervslivet, der er på et meget lavt niveau op til det tyske valg på søndag.
En undersøgelse foretaget af kreditforsikringsselskabet Atradius blandt mere end 470 tyske virksomheder i slutningen af sidste år, viste, at kun 14 % forventer, at økonomien vil blive bedre i 2025. 32% forventer, at den økonomiske situation vil blive forværret, mens 54% mener, at den hverken vil blive bedre eller værre.
Denne pessimisme er let at forstå. Konkurser bland tyske virksomheder steg med 24,3 % i 2024 sammenlignet med 2023. Næsten en tredjedel, 30%, af de virksomheder, vi har spurgt, mener, at der er en høj risiko for konkurser i deres sektor.
“På trods af en nedgang i eksporten sidste år, er Tyskland fortsat det vigtigste marked for vores danske kunder. Når tyske virksomheder ser negativt på fremtiden, kan det resultere i færre ordrer, hvilket vil påvirke danske eksportvirksomheder direkte,” siger Jesper Daugaard Faurby, direktør i Danmarks største kreditforsikringsselskab Atradius, der forsikrer cirka 20% af den samlede danske eksport.
Lysegrønt håb
Selvom de tyske virksomheders negativitet bestemt ikke kommer ud af det blå, er der nu også enkelte lyspunkter. I Atradius forventer vi, at den tyske økonomi lige akkurat vil vokse i 2025, med en vækst på 0,4% efter en nedgang i både 2023 og 2024.
Samtidig ser flere nøglesektorer ud til at kunne levere en beskeden vækst eller i det mindste undgå store dyk. Tysklands famøse bilindustri forventes at vokse med op til 2 % i 2025 efter at være krympet 4 % i 2024. Aktiviteten i byggeriet forventes at flade ud efter et fald på 3 % i 2024. Maskinproduktionen vil dog sandsynligvis ikke kunne vende den negative udvikling, og vi forventer en nedgang på 0,7%, der trods alt er en forbedring af sidste års nedgang på 5,7 %.
I 2024 faldt eksporten med 0,7 % og de faste investeringer med 2,7 %. Eksporten faldt for andet år i træk efter en svag performance inder for elektronik, maskiner og biler. I Atradius forventer vi, at industriproduktionen vil falde med 2% i 2025, mens forbrugersektoren - der er hæmmet af højere inflation - kun forventes at vokse med 1,3 %.
Selvom nøgletallene for tysk økonomi generelt er nedslående, så bevæger de sig for de fleste sektorer i den rigtige retning. Ifølge Jesper Daugaard Faurby, er der et potentiale i den tyske økonomi, hvis man formår at adressere udfordringerne.
“Det positive ved Tysklands økonomiske udfordringer er, at en ny regering er i stand til at gøre noget ved flere af dem, hvis de selvfølgelig er i stand til at samle et flertal, der er klar til at tage hånd om problemerne.”
Ønskeliste for økonomien
Og hvad mener tyske virksomheder så, at den nye regering skal gøre for at få vendt skuden? Atradius’ respondenter har især angivet 4 områder som værende vigtige, hvis den tyske økonomi skal genvinde momentum.
Først og fremmest vil 82% af respondenterne have, at man arbejder på at reducere bureaukratiet, der ofte ses som en stor hæmsko for erhvervslivet.
Næste ønske, der kommer fra 73% af virksomhederne, er en reduktion af energiomkostningerne. En udgift, som i den grad har udfordret den tyske industris konkurrenceevne efter gashanerne til Rusland blev lukket, netop som man havde afviklet atomkraften.
Det tredje mest populære ønske fra 61% af de adspurgte tyske virksomheder - er skattelettelser. Igen tales ind i et ønske om at fjerne nogle af omkostningerne hos virksomhederne, der har været presset på konkurrenceevnen de sidste år.
Til sidst ønsker lige over halvdelen, 54%, at der vil blive skabt et mere stabilt politisk miljø, hvilket måske ikke er overraskende op til et valg, der kommer i halen på et nedbrud i samarbejdet blandt den tidligere koalitionsregering.
“Virksomhedernes ønsker afspejler i en høj grad de udfordringer, den tyske økonomi står over for. Det er blevet dyrt at producere i Tyskland, hvor den berømte effektivitet ikke længere kan kompensere for de høje omkostninger forbundet med energi, papirarbejde og mangelfuld digitalisering,” siger Jesper Daugaard Faurby.
Med venner som Trump
Det er dog langt fra kun den tyske regering, der har indflydelse på den tyske økonomi. Når den amerikanske præsident varsler handelskrige, kan det være en pind i hjulet på det tyske vækstpotentiale.
“Den tyske eksportsektor havde det allerede svært, men med Trump som præsident i USA er en i forvejen dårlig situation blevet værre. Eksportørerne står over for stadig mere dystre udsigter med trusler om told mod EU, hvor særligt den tyske bileksport kan blive ramt,” siger Jesper Daugaard Faurby.
Effekten af de nyligt indførte amerikanske stål- og aluminiumstariffer vil have beskeden effekt på den tyske eksport, men risikoen for generelle tariffer på import fra EU er fortsat stor. Ifølge en analyse fra Oxford Economics af virkningen af en amerikansk told på 10 % på EU's eksport, vil det trække den økonomiske vækst i Tyskland ned med 0,3 procentpoint i år og 0,4 procentpoint i 2026.
“En straftold på 10% kan være nok til at trække den tyske økonomi ned i nulvækst. Og den vil ramme på et tidspunkt, hvor tyske producenter allerede kæmper for at kunne konkurrere med billigere kinesiske varer på de globale markeder,” siger Jesper Daugaard Faurby.
Nøgleord
Kontakter
Lasse HenriksenPR og Content ManagerAtradius Denmark
Tlf:20715311lasse.henriksen@atradius.comBilleder
Atradius er førende i Danmark inden for kreditforsikring, garantier og erhvervsinkasso med over 100 års erfaring og en markedsandel på ca. 60%. Vores kunder er et bredt udsnit af store og små virksomheder inden for alle brancher. Vi tilbyder løsninger, der sikrer en datadrevet kreditstyring, forbedrer den økonomiske stabilitet og guider virksomheder på nye markeder.

Følg pressemeddelelser fra Atradius
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Atradius
Brexit: Her er vinderne og taberne 5 år efter25.2.2025 12:01:00 CET | Pressemeddelelse
Danmarks største kreditforsikrer, Atradius, har undersøgt, hvilke brancher, der har tabt eller vundet på Brexit, og hvilke konsekvenser det har haft for danske eksportører.
Her er de største risici for virksomheder i 202513.12.2024 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Fra skæbnestund til jubelår. Så forskelligt bliver næste års økonomi beskrevet i overskrifterne hos danske finansmedier. Danmarks største kreditforsikringsselskab, Atradius, forsøger at kaste lys over et uforudsigeligt år ved at kigge nærmere på de største risici for virksomheder i 2025.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum