Kan kunstig intelligens hjælpe os til at forebygge stroke?
Hver femte dansker rammes på et tidspunkt i livet af stroke, som er den hyppigste årsag til, at voksne får et handicap og den fjerde hyppigste dødsårsag i Danmark. Nu skal nyt forskningsprojekt fra Aalborg Universitet i et samarbejde med både erhvervsliv og det frivillige Danmark undersøge, om kunstig intelligens kan styrke forebyggelsen på området.

Hvert år rammes 12.000 danskere af stroke, som er fællesbetegnelsen for blodpropper og blødninger i hjernen. En uhyggelig folkesygdom, som både kan medføre død og livslangt handicap. Men også en sygdom, der i mange tilfælde kan forebygges. Et nyt ph.d.-studie undersøger, om man kan bruge kunstig intelligens til at identificere de borgere, som har den højeste risiko for at få et stroke, og tester desuden den nyeste teknologi til at gøre blodtryksmålinger simplere og mere tilgængelige.
- Forhøjet blodtryk er en af de væsentligste risikofaktorer i forhold til at få et stroke – og i øvrigt en lang række andre alvorlige sygdomme. Vi ved, at omkring 300.000 danskere går rundt med forhøjet blodtryk uden at være klar over det, så bliver vi i stand til at identificere denne gruppe og starte en blodtrykssænkende behandling, har det et meget stort folkesundhedsmæssigt potentiale, siger professor Søren Paaske Johnsen fra Dansk Center for Sundhedstjenesteforskning på Aalborg Universitet.
Helt nye muligheder for forebyggelse
Derfor vil man i projektet undersøge den nyeste teknologi til måling af blodtryk via såkaldte private devices, fx mobiltelefoner. Disse teknologier bliver testet op mod traditionelle blodtryksmålinger med manchet, og viser målingerne med en mobiltelefon sig at være pålidelige, åbner det helt nye perspektiver for at holde øje med sit eget blodtryk.
- Vi har alle sammen en mobiltelefon, og kan man bruge den til at monitorere sit blodtryk derhjemme, så får vi helt andre muligheder for det forebyggende arbejde, siger Louise Juhl, der er leder af ph.d.-projektet og blandt andet har en fortid hos patientforeningen Hjernesagen, som også er involveret i projektet.
- Hele idéen til ph.d.-projektet udspringer af Hjernesagens samarbejde med Salling Groups butikker, som jeg selv har været med til at starte op. Der har man fokus på at nå alle dele af det danske samfund med et tilbud om blodtryksmålinger og et forebyggelsesbudskab – og håbet med min ph.d. er, at vi kan skalere den mulighed endnu mere op, forklarer hun videre.
En personlig historie med hjerneskade
Louise Juhl er uddannet master of science fra London Metropolitan University og har gennem flere år arbejdet med digital transformation i en række virksomheder. Senest har hun som nævnt været konsulent i Hjernesagen – og med en egen historie med erhvervet hjerneskade efter en tumor har hun også et stærkt personligt engagement i sagen:
- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Jeg er blevet mødt af meget stor velvilje i min researchfase, både i Danmark og i udlandet, og jeg fornemmer meget klart et stort ønske om, at vi kan udvikle en løsning, som kan gøre en forskel. Jeg tror på, at kunstig intelligens kan være den faktor, der for alvor kommer til at gøre en forskel i det forebyggende arbejde – og ultimativt håber jeg jo på, at vi med det her projekt kommer til at redde nogle menneskeliv. Jeg har selv været igennem et forløb med en tumor i hjernen og har i dag forskellige følgevirkninger, så det giver næsten sig selv, at det her betyder rigtig meget for mig, siger Louise Juhl.
Et stroke danmarkskort
Projektet kommer til at foregå i tæt samarbejde med IT-virksomheden Netcompany. De skal blandt andet bistå med at udvikle et danmarkskort over borgere med høj risiko for at få et stroke, så man kan målrette den forebyggende indsats.
- Vi ser store samfundsmæssige potentialer i projektet både for sundhedsvæsenet, borgerne og samfundet generelt. I Netcompany er det afgørende for os at deltage i projekter, der kan drive samfundet frem i en positiv retning med ansvarlig digitalisering. Derfor stiller vi os fuldt til rådighed i projektets arbejde med kunstig intelligens til at forfine de eksisterende data, så vi kan identificere de danskere, som har den højeste risiko for stroke, siger Thomas Koefoed, partner i Netcompany.
Helt nye perspektiver for forebyggelsen
Også i TrygFonden glæder man sig over perspektiverne i det nye studie, som passer ind i fondens arbejde med at sikre øget overlevelse og bedre livskvalitet hos strokeramte:
- I TrygFonden har vi i en årrække haft et særligt fokus på at øge overlevelse og livskvalitet hos mennesker, der er ramt af stroke, gennem den tilbagevendende symptomkampagne Stræk Snak Smil og støtte til Hjernesagens rådgivning, StrokeLinjen. Med det her projekt er håbet, at vi på sigt også kan bidrage til forebyggelsen af nye stroketilfælde, forklarer Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden.
Som nævnt kobler projektet sig på et eksisterende samarbejde mellem Hjernesagen og Salling Group, hvorfor det også har været et naturligt skridt videre for Salling Fondene at støtte ph.d.-projektet:
- Forebyggelse er med til at bekæmpe folkesygdomme som stroke. I Salling Fondene har vi fokus på at fremme sundhed, blandt andet gennem samarbejdet med Hjernesagen, hvor Salling Fondene tidligere har støttet initiativ med blodtryksmålinger i Salling Groups butikker. Ved at anvende kunstig intelligens til at identificere risikogrupper, håber vi at kunne bidrage til at redde liv og forbedre livskvaliteten for mange, siger Anders Hagh, bestyrelsesformand i Købmand Ferdinand Sallings Mindefond.
Det er naturligvis et håb, som deles af Hjernesagens direktør, Anne Hertz:
- Som patient- og pårørende organisation har vi et stort ønske om, at vi i Danmark bliver endnu bedre til at forebygge stroke. Det er en frygtelig sygdom med enorme konsekvenser for de ramte og deres familier – og faktum er, at hovedparten af alle stroketilfælde skyldes faktorer, der kan forebygges. Så jeg har store forventninger til projektet, understreger Anne Hertz.
Ph.d.-projektet er treårigt og forventes afsluttet med udgangen af 2027.
Kontakt:
Ph.d forsker
Louise Juhl, Mobil: 26 85 76 30, E-mail: Louise@hjernesagen.dk
Professor fra Aalborg Universitet
Søren Paaske Johnsen, Klinisk professor, ledende overlæge, Dansk Center for Sundhedstjenesteforskning, Klinisk Institut, Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital
Mobil: 29 47 02 95, Email: spj@dcm.aau.dk
Netcompany
Majd Ben Khaled Karmani, Communications Consultant, Mobil: 20 75 37 49, Email: mbkk@netcompany.com
Hjernesagen
Anne Hertz, direktør, Mobil: 20 20 38 05, Email: Anne@hjernesagen.dk
Salling Fondene
Trine Skjoldborg, Fondschef, Mobil: 23 70 55 90, Email: trine.skjoldborg@sallinggroup.com
TrygFonden
Grethe Thomas, projektchef, Mobil: 41 77 93 00, Email: gt@trygfonden.dk
FAKTA om forhøjet blodtryk og stroke
Forhøjet blodtryk belaster hjerte-karsystemet, og det er den hyppigste årsag til, at danskerne får et stroke, altså en blodprop eller blødning i hjernen. Man skønner at op mod en million danskere har forhøjet blodtryk – en betydelig del af disse er ikke selv klar over det. Forhøjet blodtryk behandles enten gennem livsstilsændringer eller blodtrykssænkende medicin.
Stroke er en fællesbetegnelse for blodpropper og blødninger i hjernen, som rammer hver femte dansker i løbet af livet. Det er en af de hyppigste dødsårsager herhjemme – og den hyppigste årsag til, at voksne mennesker får et handicap. Hver dag rammes i gennemsnit 34 danskere af et stroke – det svarer til et nyt tilfælde hvert tredje kvarter.
FAKTA om Ph.d.-projektet
AI og ny teknologi til forebyggelse af livsstilssygdomme som stroke er et treårigt ph.d.-projekt på Aalborg Universitet under ledelse af Louise Juhl. Hovedvejleder på projektet er professor Søren Paaske Johnsen fra Dansk Center for Sundhedstjenesteforskning. Projektet afvikles i tæt samarbejde med Netcompay, hvor direktør for Digital Government, Thomas Koefoed, vil være vejleder. Projektet støttes økonomisk af TrygFonden og Salling Fondene, der hver bidrager med 1 mio. kr. Projektets afprøvninger vil ske i et samarbejde med Hjernesagen.
Billeder
Følg pressemeddelelser fra Salling Group
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Salling Group
Salling Group og Folkekirkens Nødhjælp fejrer 20 års partnerskab4.11.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
I to årtier har Salling Group og Folkekirkens Nødhjælp samarbejdet om alt fra katastrofehjælp og bekæmpelse af madspild til støtte til Ukraine og indsamling af genbrugstøj.
føtex er ny hovedpartner for DBU Fodboldskole: Vil gøre en forskel for børn og unge over hele landet1.11.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Et nyt og landsdækkende samarbejde mellem DBU og føtex ser dagens lys: Fra 2026 vil føtex stå i spidsen som partner for DBU Fodboldskole, der hver sommer samler tusindvis af børn og unge til sjove og lærerige fodboldoplevelser.
10.000 danskere har fået målt blodtrykket under indkøbsturen – og hvert tiende er for højt29.10.2025 11:30:00 CET | Pressemeddelelse
Samarbejdet mellem Hjernesagen og Salling Group har gjort det muligt for tusindvis af danskere at opdage forhøjet blodtryk i tide og tage vigtige skridt mod at forebygge stroke – ofte uden at kende til risikoen på forhånd. Indsatsen er med til at bringe forebyggelse og blodtryksmåling helt tæt på danskernes hverdag.
Ny teknologi skal hjælpe kunderne: Scan og find de bedste avocadoer i Bilka27.10.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Salling Group og Bilka sætter nu turbo på indsatsen for at tilbyde kunderne de bedste avocadoer. Det skal være slut med at komme hjem med u- eller overmodne avocadoer, når en helt ny scanner nu introduceres i Bilka.
Salling fejrer julen med tre spektakulære nyheder16.10.2025 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Julen bliver ekstra magisk i år, når Salling tænder julelysene og præsenterer tre store juleoplevelser: en ny og strålende facadeudsmykning, åbningen af Salling Christmas Garden i Aarhus og et helt nyt juleshow med musik og dans i både Aarhus og Aalborg.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum





