Nyt studie: Nej, du bliver ikke grøn forbruger alene af at købe genbrug
11.2.2025 09:42:39 CET | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse
Forskere fra SDU Life Cycle Engineering har lavet et casestudie i klimaeffekten af et genbrugsprogram i Odense. Genbrug af f.eks. møbler har et stort potentiale, konkluderer de, men fordi forbruget ofte flyttes over på andre områder, er den reelle effekt begrænset eller ligefrem negativ.

Når du køber en gammel fin kommode i en genbrugsbutik, tænker du måske, at du har gjort klimaet en tjeneste.
Det har du ikke. Ikke nødvendigvis i hvert fald.
Det er konklusionen i et nyt studie fra forskere på Institut for Grøn Teknologi på Syddansk Universitet, der netop er blevet publiceret i tidsskriftet Sustainable Production and Consumption.
I studiet undersøger SDU-forskerne klimaeffekten af Odense Renovations genbrugsbutik Zirkel, og som det første større danske studie er den såkaldte rebound-effekt også medregnet.
- Man taler om rebound-effekten, når grønne tiltag viser sig at være mindre effektive, end de kunne have været, fordi folk ændrer adfærd og øger deres forbrug, forklarer Ciprian Cimpan, der er lektor i livscyklusanalyse på Syddansk Universitet og en af forskerne bag undersøgelsen.
- Et velkendt eksempel er elsparepæren, som har gjort det meget billigt at få lys, hvilket så blot har betydet, at folk sjældent slukker for kontakten.
Potentiel negativ klimaeffekt
Også i forhold til genbrug af forbrugerprodukter som tøj og møbler er der en markant rebound-effekt, viser forskningslitteraturen. Især i rige lande som Danmark.
I studiet af den fynske genbrugsbutik valgte forskerne at fokusere på møbler, eftersom de udgør den største produktkategori i butikken. Her kunne de regne sig frem til, at man potentielt kan spare 1,8 kilo CO2e per kilo genbrugsmøbel, man køber i Zirkel.
Problemet er bare, anslår forskerne, at størstedelen af disse reduktioner bliver ædt af rebound-effekten.
Dels fordi man fra tidligere undersøgelser ved, at møblerne ikke altid erstatter nye produkter én til én. Men især fordi man sparer mange penge ved at købe en genbrugt sofa frem for en ny, og de penge vil – igen ifølge tidligere undersøgelser – blot blive brugt på andre produkter.
Dermed er der i visse tilfælde endda en potentiel negativ effekt, forklarer Ruby Bubinek, der er hovedforfatter til studiet og ph.d.-studerende på SDU Life Cycle Engineering.
- Vi regner os frem til en rebound-effekt på mellem 82 og 167 procent Det vil altså sige, at genbrugte møbler i bedste fald kan spare klimaet for 0,32 kg CO2e per kg genbrugsmøbel og i værste fald kan føre til en udledning på 1,23 kg CO2e per kg genbrugsmøbel. I hvert fald i vores beregnede scenarier, siger forskeren.
Tallene baserer sig på resultater fra andre studier sammenholdt med priserne på genbrugsvarerne i Zirkel og statistik over danskernes forbrugsvaner.
- Det er vigtigt at sige, at det er et estimat, så der vil være nogle forbrugere, for hvem tallene passer, og andre, hvor det ikke gør. Men det tegner et generelt billede af, at genbrug i sig selv ikke er nok, mener Ruby Bubinek.
Flere mulige løsninger
Forskerne kommer i deres studie med en række bud på, hvordan man kunne reducere rebound-effekten og i højere grad indfri potentialet for genbrug af almindelige forbrugerprodukter.
- En del af ansvaret ligger hos producenter og politikere. Man kunne f.eks. sætte flere krav til kvaliteten og holdbarheden af nye produkter og sørge for, at de kan repareres. Det vil gøre, at når produkterne en dag skal genbruges, så kan de i højere grad erstatte nye produkter én til én, siger Ciprian Cimpan.
Men forskerne mener også, at forbrugerne er nødt til at være mere bevidste om deres adfærdsmønstre.
- Det er godt at donere tøj til genbrug eller købe en brugt stol, men det er ikke i sig selv nok. Hvis man gerne vil være en grønnere forbruger, skal man lave nogle større og bredere valg i en mere klima- og miljøvenlig retning. Det handler om at reducere sit generelle forbrug, siger Ruby Bubinek.
Nøgleord
Kontakter
Ruby Bubinek
Ph.d.-studerende, SDU Life Cycle Engineering
+45 65509690
rubu@igt.sdu.dk
Ciprian Cimpan
Lektor, SDU Life Cycle Engineering
+45 24409882
cic@igt.sdu.dk
Sebastian Wittrock
Journalist, Det Tekniske Fakultet, SDU
+45 20135212
sewitt@tek.sdu.dk
Billeder
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Bliv klogere på fodbold-VM gennem forskernes øjne15.6.2026 11:25:57 CEST | Pressemeddelelse
Tre af Syddansk Universitets fodboldeksperter fra Institut for Idræt og Biomekanik bringer dig tættere på de faktorer, som ofte afgør kampe, men som sjældent fylder mest i overskrifterne eller i diskussionerne på vej hjem fra stadion.
SDU-spinout vil gøre solceller til en del af arkitekturen8.6.2026 10:00:44 CEST | Pressemeddelelse
Forskning fra SDU skal nu omsættes til en virksomhed, der udvikler teknologien bag organiske solceller. Målet er at gøre solceller mere attraktive at integrere i bygninger – og samtidig styrke europæisk produktion af grøn energiteknologi.
Konference skal ruste danske virksomheder mod cyberangreb i værdikæder2.6.2026 09:55:59 CEST | Pressemeddelelse
Cyberangreb rammer ikke længere kun store virksomheder. I dag kan ét svagt led i værdikæden være nok til at lamme hele forretninger. Derfor samles virksomheder, eksperter og organisationer den 9. juni 2026 i Fredericia til den nye konference Cybersikkerhed i værdikæder 2026.
Presseinvitation: Den officielle åbning af SDU Center for Large Structure Produc tion (LSP)27.5.2026 10:45:35 CEST | Pressemeddelelse
Nyt forskningscenter skal automatisere den tunge industri med kæmperobotter.
Helle Precht udnævnt til professor i radiografi ved SDU26.5.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Professoratet skal styrke forskningen i patient-centreret billeddiagnostik, optimering af CT- og røntgenteknologi samt strålebeskyttelse. Forskningen skal bidrage til bedre diagnostik, højere patientsikkerhed og udvikling af radiografifaget nationalt og internationalt.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum







