Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse: Glædeligt at politiet får røgfri arbejdstid

Del

Politiet indfører nu røgfri arbejdstid for samtlige knap 18.000 medarbejdere. Dermed er vejen banet for, at flere statslige arbejdspladser kan gå i samme fodspor og bidrage til at skabe sunde rammer på arbejdspladsen, mener man hos Kræftens Bekæmpelse.

Politiet er en meget synlig samfundsinstitution og en af de største statslige arbejdspladser. At indføre røgfri arbejdstid her er derfor et vigtigt signal at sende og et pejlemærke for andre statslige arbejdspladser.
Politiet er en meget synlig samfundsinstitution og en af de største statslige arbejdspladser. At indføre røgfri arbejdstid her er derfor et vigtigt signal at sende og et pejlemærke for andre statslige arbejdspladser. Rigspolitiet

Efter at 2024 er blevet til 2025, er det helt slut med at ryge i det danske politi. Den 1. januar trådte politiets nye rygepolitik i kraft, og dermed er hele arbejdstiden inklusive pauser røgfri for de knap 18.000 medarbejdere i Rigspolitiet og politikredsene.

- Midt- og Vestjyllands Politi og Nordjyllands Politi har trådt stierne gennem nogle år, og det er blevet taget godt imod. Nu sætter vi røgfri arbejdstid ind i en national ramme som en vigtig del af vores overordnede sundhedspolitik. Den skal sikre, at vi har sunde og raske medarbejdere, der kan passe deres arbejde bedst muligt. Det er både til gavn for den enkelte og for arbejdspladsen, siger Jens Yndgaard, som er politiinspektør og centerchef for Center for Flåde og Materielstyring, der er ansvarlig for politiets sundhedstiltag.

Den røgfri arbejdstid i politiet blev besluttet i 2022 som en del af en større sundhedspolitik, der også har haft fokus på kost, søvn og motion. Men selvom politiet er samfundets ’udøvende magt’, har det været vigtigt ikke at tvinge initiativet igennem. Tværtimod har beslutningen fået lov at modne ved at involvere medarbejderne i de enkelte kredse, anerkende bekymringer og skabe en kultur uden røg og hjælpe dem, der har ønsket at stoppe med at ryge.

- Der kan være langt fra virkeligheden på kontorerne i Rigspolitiet til det yderste led på den enkelte politistation. Den lokale involvering af politikredsene og medarbejderne har været helt afgørende, for man kommer ikke langt ved at trække beslutningen ned over hovedet på folk. Det er også vigtigt at motivere, siger politiinspektør og centerchef Jens Yndgaard.

Statslige arbejdspladser går mod røgfri tider
Mens langt de fleste kommunale og alle regionale arbejdspladser i dag har røgfri arbejdstid, er udviklingen gået langsommere på de statslige arbejdspladser. Her har kun 19 procent af medarbejderne i dag røgfri arbejdstid.

Det er derfor positivt, når en institution som politiet nu viser vejen ved at gøre hele arbejdstiden røgfri, mener man i Kræftens Bekæmpelse.

- Politiet er en meget synlig samfundsinstitution og en af de største statslige arbejdspladser. At indføre røgfri arbejdstid her er derfor et vigtigt signal at sende og et pejlemærke for andre statslige arbejdspladser. Røgfri arbejdstid kan både bidrage til, at færre starter og flere stopper med at ryge. Vi ved, at 3 ud af 4 der ryger, har et ønske om at stoppe med at ryge. Derfor er det meget positivt, når arbejdspladser tager ansvar for skabe en sund kultur blandt medarbejderne, siger chefkonsulent Niels Them Kjær fra Kræftens Bekæmpelse.

Mindre modstand end forventet
Beslutningen om at indføre røgfri arbejdstid er blevet taget godt i mod i politiet. Det skyldes blandt andet, at man har trukket på erfaringerne fra Midt- og Vestjyllands Politi, som siden 2021 har haft røg- og nikotinfri arbejdstid.

Her gav man også medarbejderne god tid til at vænne sig til den nye virkelighed, bl.a. ved at inddrage medarbejderrepræsentanter for at sikre en god proces, ved at uddanne sundhedsambassadører og rygestopmentorer.

Da reglerne trådte i kraft den 1. juli 2021, var den modstand, man havde frygtet, stort set ikke til stede, fortæller Lars Kirkegaard, der er stabschef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

- Vi havde nok forestillet os, at der ville komme en reaktion. For det at bestemme, om man må ryge eller anvende tobaksrelaterede produkter i arbejdstiden har jo hidtil været op til én selv. Men i dag forventer mange faktisk, at arbejdspladsen har en aktiv rolle i medarbejdernes sundhed. Så da dagen kom, endte vi reelt med at sparke en åben dør ind, fordi langt de fleste syntes, det var en meningsfuld beslutning og at processen havde været god. Det budskab har vi gjort meget ud af, når vi har været ude og tale med andre politikredse og på seminarer, siger Lars Kirkegaard fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Der er stadig ansatte, der ryger og bruger tobaksrelaterede produkter i politikredsen – men færre end tidligere og ikke i arbejdstiden. Lars Kirkegaard er meget glad for at se, at de positive erfaringer nu bliver bredt ud til resten af det danske politi, og måske kan inspirere andre arbejdspladser.

- Alle ved jo, hvilke konsekvenser rygning og nikotin har for sundheden. Derfor er det fantastisk at se, at hele politiet nu rykker på denne dagsorden, og viser sig som en moderne statslig arbejdsplads, der tager et ansvar for medarbejdernes sundhed, siger stabschef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Lars Kirkegaard.

Hvad er røgfri arbejdstid?
Røgfri arbejdstid betyder, at medarbejdere og ledere ikke må ryge i arbejdstiden – hverken på eller uden for matriklen. Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at røgfri arbejdstid omfatter alle tobaksrelaterede produkter.

Gevinsterne ved røgfri arbejdstid er:

  • Et sundere arbejdsmiljø og beskyttelse af ansatte mod tobaksrøg
  • Forebygger at medarbejdere begynder at ryge på arbejdspladsen
  • Støtter medarbejdere, som ønsker at stoppe med at ryge
  • Styrker medarbejderes status som rollemodel eller sundhedsautoritet.
  • Lige pausevilkår og et styrket fællesskab på arbejdspladsen.
  • Styrker arbejdspladsens image over for kunder og borgere.

Kilde: www.cancer.dk/roegfriarbejdstid

Kontakter

Om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse er Danmarks største sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder med forskning i kræft, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende. Vores mål er, at færre får kræft, at flere overlever kræft - og at flere får et bedre liv med og efter kræft.

Besøg os på Cancer.dk.

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye