Byprofiler stiller skarpt på tre styrkepositioner for Billund Kommune
Tre styrkepositioner kendetegner Billund Kommunes byer på tværs: Lokal stolthed og handlekraftige fællesskaber, et godt børne- og ungeliv samt turismeudvikling og stærke oplevelser. Det er blandt konklusionerne i en række byprofiler for kommunens syv største byer, som kommunalbestyrelsen netop har godkendt.

Der blev nikket hele vejen rundt, da kommunalbestyrelsen tirsdag aften godkendte byprofilerne for Billund Kommunes syv største byer; Grindsted, Billund, Sønder Omme, Vorbasse, Hejnsvig, Filskov og Stenderup-Krogager.
For hvad er den enkelte by kendt for? Hvad drømmer byens borgere om? Og hvad kendetegner kommunen på tværs af byerne? Det satte Billund Kommune sig for at undersøge i tæt samarbejde med borgerne og andre aktører, hvilket har resulteret i en række byprofiler for kommunens syv største byer.
De nu godkendte byprofiler peger på tre styrkepositioner, som går igen i byerne, og hvor der er et særligt udviklingspotentiale for at løfte byerne enkeltvis og samlet set de kommende år. De tre områder er lokal stolthed og handlekraftige fællesskaber, et godt børne- og ungeliv samt turismeudvikling og stærke oplevelser.
Borgmester Stephanie Storbank ser et stort potentiale i de nye byprofiler.
”Jeg er glad for, at vi nu står med syv byprofiler, som viser os, hvad vi allerede gør godt i vores byer, og hvor vi med fordel kan fokusere vores indsatser de kommende år for at løfte byerne yderligere. Jeg håber også, at byprofilerne kan bidrage til, at der opstår flere samarbejder på tværs af byerne, så vi styrker sammenhængskraften i vores kommune,” siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.
Bag byprofilerne ligger et politisk ønske om at skabe det bedst mulige grundlag for samarbejde på tværs af byer, kommune og samarbejdspartnere. Billund Kommune inviterer derfor til et borgermøde i løbet af sommeren, som samler borgere og aktører fra kommunens byer på tværs.
Tæt samarbejde bag byprofilerne
I arbejdet med at udarbejde byprofilerne har der været en grundig proces, hvor landdistriktsråd, lokalråd, borgere, kommunalpolitikere og mange andre aktører har været involveret.
Der har blandt andet været afholdt et borgermøde og syv profilcaféer – én i hver by – hvor borgere har haft mulighed for at sætte ord på, hvad de mener kendetegner netop deres by. Derudover er der udpeget ambassadører fra de syv byer, som har interviewet 46 af deres medborgere.
”Vores byer er stærke - sammen og hver for sig. Og jeg er enormt glad for den store opbakning, der har været, så vi sammen er nået i mål med byprofilerne. Det stemmer godt overens med den lokale stolthed og de handlekraftige fællesskaber, jeg som borgmester oplever alle steder, jeg kommer. Frivillige kræfter skaber nemlig noget godt for hinanden i alle vores byer. Derfor skal der også lyde en stor tak til alle borgere, som har engageret sig i arbejdet med at udvikle byprofilerne. Det lokale kendskab er uvurderligt, og jeg sætter meget stor pris på det gode samarbejde,” fortæller borgmester Stephanie Storbank.
Det glæder Johan Andersen, der er formand for Billund Landdistriktsråd, at landdistriktsråd, lokalråd og borgere har været med fra start til slut i processen.
”Det har virkelig været opløftende at mærke, hvordan vi er blevet inviteret med helt ind i maskinrummet, og det understreger bare, at det ikke er kommunens projekt alene, men et fælles projekt, som vi føler et stort medejerskab over. Det, tror jeg, er det allerbedste udgangspunkt for det videre arbejde, hvor jeg håber, at vi kan styrke samarbejdet på tværs af byerne,” udtaler Johan Andersen, formand for Billund Landdistriktsråd.
Læs mere om byprofilerne på Billund Kommunes hjemmeside.
Fakta: De tværgående styrkepositioner med udviklingspotentiale
- Byprofilerne peger på, at en af de mest markante styrker i de syv byer er de lokale fællesskaber, der særligt er til stede i de mindre byer. Her har borgerne samlet sig omkring fællesskabsinitiativer, der styrker sammenholdet og den lokale stolthed i byen. Samtidig peger byprofilerne på, at det vil være gavnligt i Grindsted og Billund, hvis erfaringerne fra de mindre byer kan bruges til at styrke fællesskabet i de to byer. Derudover vurderes det, at den lokale identitet kan styrkes yderligere ved at fremhæve byernes unikke historie, kultur og traditioner, mens det er vigtigt at samle borgerne omkring fællesskabsaktiviteterne og få de yngre generationer med for at fremtidssikre fællesskaberne.
- Et godt børne- og ungeliv er et vigtigt fokusområde for Billund Kommune som hjemsted for Børnenes Hovedstad, hvor der er et rigt udbud af fritidstilbud, ligesom børn og unge får mulighed for medindflydelse på beslutninger, der vedrører dem. Ifølge byprofilerne kan kommunens fokus på børne- og ungelivet blive endnu stærkere, hvilket vil løfte byerne individuelt, skabe sammenhæng samt fastholde og tiltrække flere borgere.
- Det tredje og sidste udviklingsspor er turisme, som ifølge byprofilerne har potentiale til at styrke alle byerne både individuelt og som en samlet enhed. Hver by kan udvikle sine egne unikke attraktioner eller oplevelser, der tiltrækker danske og internationale besøgende - hvad end det er historiske steder, naturoplevelser, kunstudstillinger eller temaparker. Et tæt samarbejde mellem byerne og aktører omkring byerne vil desuden kunne skabe en sammenhængende turismeoplevelse gennem fælles markedsføringskampagner og koordinerede initiativer.
Kontakter
Mia JosiassenKommunikationschef
Tlf:20 25 20 86mjos@billund.dkBilleder



Følg pressemeddelelser fra Billund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Billund Kommune
Vinderen af Frivilligprisen 2025 er fundet20.3.2025 19:12:16 CET | Pressemeddelelse
Torsdag aften blev Frivilligprisen 2025 overrakt, da Ask Bregnø fra Røde Kors Grindsted blev overrasket med prisen. Han modtager prisen for sit store arbejde med bl.a. netværkscafeen for flygtninge og for sin indsats for socialt udsatte.
Skolevenner gør en stor forskel19.3.2025 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Else Vestbjerg, Aase Meier, Anni Guldager og Alice Glassow er fire ud af i alt fem frivillige skolevenner på Lynghedeskolen afd. Søndre. De deltager i undervisningen og frikvarterne nogle timer om ugen, hvor de med deres tilstedevær som voksne bidrager med nærvær og støtte for både børnene og lærerne.
Tæt samarbejde mellem børnehave og skole sikrer børn i Grindsted en god skolestart18.3.2025 08:08:34 CET | Pressemeddelelse
Når de ældste børn fra Børnenes Univers Grindsted Vest den 1. april starter på Vestre Skole, kender de allerede de nye rammer og deres nye børnehaveklasseleder. Det skyldes et tæt samarbejde mellem skole og daginstitution om at sikre børnene en tryg og smidig overgang til skolelivet.
Rådgivningstelefon skal hjælpe psykisk sårbare13.3.2025 10:31:37 CET | Pressemeddelelse
Borgere der modtager såkaldt paragraf 85-støtte får nu mulighed for få hjælp og støtte hele døgnet. En rådgivningstelefon er nemlig åbnet mellem kl. 18 og 07, og håbet er, at tilbuddet skal give tidlig støtte, så borgeren undgår at problemerne vokser sig for store eller har behov for indlæggelse.
Billund er Danmarks 2. mest imødekommende by12.3.2025 12:17:55 CET | Pressemeddelelse
Billund indtager en 2. plads på Booking.com's liste over danske byer, der giver det bedste førstehåndsindtryk for rejsende – kun overgået af København.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum