Ny rapport: Frisættelse af kommuner har løftet kvaliteten og arbejdsglæden i ældreplejen
I 2021 blev tre kommuner sat fri fra særlige nationale og kommunale regler på ældreområdet. Det har medført større arbejdsglæde blandt medarbejderne, og at den enkelte ældres behov er kommet i centrum, viser en ny evaluering fra VIVE.

Et samlet kvalitetsløft af ældreplejen, mere fokus på den enkelte ældres ønsker og behov samt større arbejdsglæde blandt medarbejderne.
Det er nogle af konklusionerne på ældreområdet i en netop offentliggjort rapport fra VIVE, der evaluerer effekterne af de såkaldte velfærdsaftaler i forsøgskommunerne.
I 2021 indgik den daværende regering velfærdsaftaler med syv kommuner på henholdsvis dagtilbuds-, folkeskole- og ældreområdet.
Langeland, Middelfart og Viborg Kommune har taget del i forsøget på ældreområdet. Det betyder, at de tre kommuner har været sat fri fra statslig lovgivning inden for få, væsentlige hegnspæle. Som en del af velfærdsaftalerne har kommunerne også forpligtet sig til at frisætte sig fra lokale regler og krav.
Nu viser VIVE’s evaluering, at der har været positive effekter for både den oplevede kvalitet for borgerne og for medarbejdernes arbejdsglæde.
Ældreminister Mette Kierkgaard siger:
Et ældreliv med livsglæde ser forskelligt ud fra menneske til menneske. Derfor skal vi have en ældrepleje, der sætter borgeren i centrum og giver plads til forskellighed. Jeg er rigtig glad for, at man i Langeland, Middelfart og Viborg har haft gavn af frisættelsen. De gode erfaringer fra forsøgskommunerne giver vigtig viden om, at vi med ældrereformen er på rette vej. Ambitionen med reformen er netop at give alle landets kommuner frihed til bedre at kunne indrette ældreplejen, som det passer dem bedst lokalt. Nu skal vi lære af de gode erfaringer fra de frisatte kommuner.
Mere selvbestemmelse og social kontakt
Medarbejdere og ledere i Langeland, Middelfart og Viborg Kommune oplever generelt, at der er sket et samlet kvalitetsløft i forhold til borgerne i forsøgsperioden. Medarbejderne har især bedre mulighed for at kunne understøtte de ældres personlige pleje, selvbestemmelse og ønsker til aktiviteter og social kontakt.
I Middelfart har forsøgsordningen blandt andet givet medarbejderne mulighed for at afholde en ugentlig fest med kaffe og kage for beboerne i et område med mange ældreboliger. Arrangementet, der finder sted på det lokale plejehjem med hjælp fra frivillige kræfter, har haft til formål at styrke fællesskabet blandt beboerne.
I Viborg Kommune arbejder man blandt andet med at skabe mere ro og værdighed omkring den sidste tid for beboerne på kommunens plejehjem. Som noget nyt afprøver medarbejderne en såkaldt tryghedstrolley, der kan indeholde praktiske remedier, afspille musik og rumme ønskerne for begravelse eller bisættelse.
Ældreminister Mette Kierkgaard siger:
Forsøgsordningen viser, at både borgere og medarbejdere har glæde af frisættelsen. Borgerne får en bedre ældrepleje, når de sættes i centrum, og medarbejderne oplever større arbejdsglæde, når vi udviser dem tillid til, at de kan bruge deres faglighed. Jeg tror, at virkelig mange kommuner i deres omstilling til en ny helhedspleje med faste teams kan lade sig inspirere af forsøgskommunerne.
Om velfærdsaftalerne:
- S-regeringen indgik i 2021 velfærdsaftaler i syv kommuner på hhv. dagtilbuds-, folkeskole- og ældreområdet gældende i perioden 2021-2024. Velfærdsaftalerne er senere blevet forlænget til 2025.
- For Langeland, Middelfart og Viborg Kommune betyder det, at de kan fortsætte med velfærdsaftalelovgivningen frem til ældreloven træder i kraft den 1. juli 2025.
- På dagtilbudsområdet er der indgået aftaler med kommunerne Helsingør og Rebild, mens aftalerne på folkeskoleområdet omfatter Esbjerg og Holbæk Kommune.
Kontakter
Ældreministeriets pressevagt
Tlf:2364 4292Følg pressemeddelelser fra Ældreministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Ældreministeriet
Snart bliver tilsynene på landets plejehjem samlet til ét tilsyn13.10.2025 06:10:00 CEST | Pressemeddelelse
Til sommer bliver både fødevarekontrollen og de kommunale brandsyn en del af samtilsynet for landets plejehjem, har regeringen besluttet. Dermed vil tilsyn inden for både ældrepleje, arbejdsmiljø, fødevarer, brandsikkerhed, den sundhedsfaglige behandling og patientsikkerhed fremover kunne ske ved samme besøg.
Nye midler på vej til at styrke kompetencerne i ældreplejen26.9.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et tocifret millionbeløb til kompetenceudvikling af ledere og medarbejdere i ældreplejen skal bidrage til at sikre ældrereformen gennemslagskraft i hele landet.
Ny pulje skal skabe plejehjemspladser til socialt udsatte ældre25.9.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En voksende gruppe af ældre befinder sig på kanten af samfundet. Ny pulje skal bidrage til at oprette særlige plejehjemspladser, hvor der kan tages højde for udsatte ældres særlige behov.
Millionpulje til lokale partnerskaber på ældreområdet tømt på én dag22.9.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 22. august åbnede en ny pulje, som støtter lokale partnerskaber på ældreområdet mellem kommuner, lokale aktører og organisationer. Interessen har været overvældende, og puljen blev tømt på en dag.
Nye anbefalinger skal sikre udbredelse af velfærdsteknologi og lette arbejdet med dokumentation i ældreplejen12.9.2025 12:36:54 CEST | Pressemeddelelse
En række anbefalinger fra to af regeringens partnerskaber bliver i dag overrakt til ældreminister Mette Kierkgaard. Anbefalingerne bliver en del af grundlaget for den nationale strategi for brug og udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum