Skolepatruljerne fortjener hyldest
Det kan være en våd fornøjelse at være skolepatrulje i de kolde og mørke vintermåneder, og det standhaftige arbejde fortjener anerkendelse. Derfor markerer Esbjerg Kommune og Syd- og Sønderjyllands Politi elevernes særlige indsats i uge 5, udnævnt som Den Sureste Uge.
Alle, der havde kurs mod Vitaskolen i dag, blev mødt af budskabet: Vink til skolepatruljen.
Et lille vink for at udtrykke taknemmelighed for det arbejde, som skolepatruljerne hver dag udfører. De møder ind tidligere og står ude i al slags vejr for at hjælpe skolekammerater sikkert i skole. Det sættes der fokus på her i uge 5, hvor de lokale skolepatruljer hyldes på forskellig vis.
I dag blev skolepatruljen på Vitaskolen overrasket med besøg af Diana Mose Olsen, formand for Børn & Skoleudvalget og Henning Ravn, formand for Plan & Byudvalget.
"Det er inspirerende at se, hvordan eleverne tager ansvar for deres skolekammeraters sikkerhed. Skolepatruljerne gør ikke kun en forskel i trafikken, men lærer samtidig om ansvar, samarbejde og vigtigheden af at hjælpe andre. Det er et fantastisk engagement, som fortjener stor anerkendelse," siger Diana Mose Olsen.
"Sikker skoletrafik er noget, vi arbejder med på mange niveauer, men skolepatruljerne spiller en helt central rolle i hverdagen. De er synlige beviser på, hvor vigtigt det er at tage hensyn, og de gør en reel forskel for sikkerheden. Deres indsats fortjener stor ros," siger Henning Ravn.
Danskerne bakker op om skolepatruljerne
Skolepatruljeindsatsen bidrager til trygheden omkring skolerne. Samtidig har skolepatruljerne en meget konkret indvirkning på trafiksikkerheden, da næsten alle trafikanter, som kommer til at køre for stærkt på skolevejen, sætter farten ned, hvis de ser en skolepatrulje.
”Der sker heldigvis kun få alvorlige ulykker på danske skoleveje, og skolepatruljen er uden tvivl med til at bidrage til både trygheden og sikkerheden på skolevejen. Det er måske svært at begribe, at man i 6-7. klasse har en betydning for andre på den måde, men det er ikke desto mindre tilfældet, så stor tak herfra”, siger Liv Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Når skolepatruljerne træder ud i trafikken, er det ikke kun skolebørnene, der nyder godt af deres arbejde. Hele 96 procent af danskerne er positive over for skolepatruljernes indsats, viser en undersøgelse foretaget af Rådet for Sikker Trafik og LB Foreningen.
„Det er fantastisk at se den opbakning, skolepatruljerne har fra danskerne. De skaber ikke kun sikkerhed for de yngste trafikanter, men minder os alle om at vise hensyn i trafikken. Det er derfor helt på sin plads, at vi giver dem et ekstra skulderklap i uge 5, som vi har døbt Den Sureste Uge,“ siger Mikkel Klausen, chef for uddelinger i LB Foreningen.
Hyldest over hele landet
I alt deltager 82 kommuner i Den Sureste Uge 2025, hvor kommuner, politikredse og skoler samles om at fejre skolepatruljerne.
Når skolepatruljerne i uge 5 stiller sig ud på skolevejen, stiller de sig på skuldrene af mange generationer før dem, som også har taget ansvar for deres lokalområde og skolens trafiksikkerhed. Skolepatruljeordningen blev lanceret i Danmark i 1949 efter amerikansk inspiration, og siden er der oprettet skolepatruljer landet over, hvor tusindvis af elever har bidraget til en tryg start på skoledagen.
Fakta:
- 96 procent af danskerne er positive over for skolepatruljerne. (Kilde: ”Skolepatruljer 2023“ er en undersøgelse foretaget af Wilke for Rådet for Sikker Trafik og LB Foreningen blandt 1.018 repræsentativt udvalgte danskere.
- Den Sureste Uge er en årligt tilbagevendende kampagne, som sætter fokus på skolepatruljernes indsats i den mørkeste og koldeste tid af året.
Om Den Sureste Uge
Den Sureste Uge er en landsdækkende kampagne i uge 5, hvor Rådet for Sikker Trafik og LB Foreningen hylder skolepatruljerne for deres vigtige arbejde. Kampagnen inviterer kommuner, politiet og skoler til at deltage i fejringen og give skolepatruljerne en velfortjent anerkendelse.
Kontakter
Diana Mose Olsen, formand for Børn & Skoleudvalget, tlf. 29 43 29 26
Henning Ravn, formand for Plan & Byudviklingsudvalget, tlf. 40 10 12 46
Rådet for Sikker Trafik: projektleder Liv Kofoed Jensen, tlf. 2572 7110
Rådet for Sikker Trafik: pressekonsulent Jeppe Gudmandsen, tlf. 2811 5863
Billeder
Om Esbjerg Kommune
Esbjerg er landets femtestørste by og Danmarks EnergiMetropol. Vi har sat ambitiøse klimamål og går forrest i den bæredygtige udvikling, hvor byen spiller en central rolle for hele Europas grønne kurs.
I Esbjerg Kommune er pionerånd og viljen til fremdrift en del af DNA'et, og der er ikke langt fra idé til handling. Vores nye mål for Esbjerg er at blive et fyrtårn inden for oplevelser og kultur. Her er allerede masser af spændende muligheder, og nu sætter vi turbo på, så endnu flere får øje på Esbjerg.
Danmarks ældste by, Ribe, ligger i Esbjerg Kommune, og her emmer det af kultur og charme, lige som stationsbyen Bramming er populær og driftig. Samtidig nyder Esbjerg Kommune godt af en perlerække af aktive landsbyer med stærke fællesskaber.
Følg pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune
Sådan ser Esbjerg ud i 2050: Udviklingsplan skal gøre Esbjerg til fremtidens grønne storby28.1.2025 12:30:00 CET | Pressemeddelelse
En levende, grøn og sammenhængende by. Sådan lyder pejlemærkerne i en ambitiøs udviklingsplan, der skal forvandle byen til en moderne, grøn metropol med plads til både byliv, kultur og bæredygtige løsninger frem mod 2050.
Bliv klar til Royal Run: Kom til åben hal og test formen på One Mile27.1.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Esbjerg Kommune og DGI inviterer alle til en aktiv søndag formiddag, hvor små og store kan brænde krudt af og hygge sig til Træn med Royal Run.
Kultur- og fritidslivet er en gevinst for Esbjerg Kommune17.1.2025 13:00:00 CET | Pressemeddelelse
Både når det gælder borgernes trivsel og kommunens udvikling, er kultur- og fritidslivet en stærk drivkraft i Esbjerg Kommune. En ny rapport fremhæver områdets positive betydning for fællesskab, mangfoldighed og identitet.
Lysfest i Det Internationale Kvarter13.1.2025 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Oplev en eftermiddag fyldt med lys, varme og fællesskab, når Lysfesten igen lyser op på en torsdag i januar-mørket. Alle er velkomne, og det er gratis at være med.
Telefonrobotten vender tilbage med en række forbedringer10.1.2025 12:19:15 CET | Pressemeddelelse
Efter en række justeringer er Esbjerg Kommunes telefonrobot fra mandag igen klar til at tage telefonen, når borgerne ringer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum