Regeringen investerer millioner i satellitkommunikation og klimaforskning gennem den europæiske rumfartsorganisation ESA
Regeringen har besluttet at investere over 135 millioner kroner i ESA-programmer, der blandt andet fokuserer på teknologiudvikling og rumforskning inden for grøn omstilling, telekommunikation og samfundssikkerhed. Investeringerne er med til at give nye kompetencer og erhvervsmuligheder i Danmark.
Observationer af jordens klima, sikkerhed i rummet og udviklingen af satellitkommunikation er nogle af de elementer, der indgår i de seks programmer under den europæiske rumfartsorganisation ESA, som regeringen har valgt at investere i. Investeringerne kommer i forlængelse af regeringens nye strategi for rumforskning og -innovation, der fokuserer på at øge Danmarks indflydelse i det europæiske rumsamarbejde.
Fælles for de udvalgte ESA-programmer er, at de alle fokuserer på områder inden for rumforskning og rumteknologi, der kan gavne Danmarks sikkerhed, klimamål og erhvervsliv.
Et af programmerne er eksempelvis teknologiprogrammet ARTES, der har fokus på satellitkommunikation. Herunder blandt andet hvordan kommunikationssatellitter og -udstyr kan udvikles, så fremtidens telekommunikationsnetværk her på Jorden kan blive både bedre og sikrere.
Et andet program er Future-EO, der er ESA’s udviklingsprogram for jordobservationsmissioner. Ambitionen med programmet er at udvikle nye metoder til, hvordan man kan anvende jordobservationsdata til eksempelvis at optimere eller finde på nye løsninger til miljø- og klimaudfordringer. Jordobservationer, som ofte foregår via satellitter, hjælper til at overvåge forandringer i natur og miljø, hvilket både giver en bedre forståelse af, hvordan Jorden fungerer som planet, men også hvordan jorden påvirkes af klimaforandringer.
Danske forskere og virksomheder har også mulighed for at deltage i jordobservationsprogrammet ved for blandt andet at kunne levere teknologi til nye satellitter og ved at kunne få del i data fra missionerne, som de kan benytte til videre forskning
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:
-Vi har for ganske nylig lanceret en ny rumstrategi, der skruer markant op for vores investeringer i rummet, og vi prioriterer nu endnu flere penge gennem ESA-programmer, der kommer både danske forskere og virksomheder til gode. Udover at investeringerne giver os adgang til unikke data, bidrager investeringerne også til, at danske forskere og virksomheder får del i udviklingskontrakter og projekter, hvor de kan arbejde med at fremme nogle af Danmarks styrkepositioner inden for rumforskning – eksempelvis udviklingen og produktionen af kommunikationssatellitter. Potentialerne i rummet er enorme, og vi vil gerne have, at Danmark spiller en større rolle i, hvordan rummet i fremtiden skal – og kan – udnyttes. Det er investeringen i ESA-programmerne et vigtigt skridt på vejen til.
Fakta
- ESA er den europæiske rumfartsorganisation, der har til formål at udvikle Europas rumfartsmuligheder og sikre, at investeringerne i rumfarten fortsætter med at gavne Europas befolkninger. ESA har 23 medlemsstater, herunder Danmark.
- Investeringer i ESA kommer retur til Danmark i form af opgaver og udviklingskontrakter. Programmerne støtter på den måde danske aktører i hele værdikæden, fra forsknings- og udviklingsaktiviteter til test og demonstration af teknologier og produkter på markedet.
- Udover jordobservation og satellitkommunikation har de udvalgte programmer ligeledes fokus på udviklingen af drift og udstyr til rummissioner, udviklingen af teknologiske kompetencer hos europæiske rumvirksomheder samt øget fokus på rumvejr, nærjordsobjekter og rumaffald.
- Regeringen præsenterede i november en ny 10-årig rumstrategi, som skruer markant op for Danmarks deltagelse i ESA. Investeringen i ESA-programmerne flugter dermed med regeringens ambitioner om, at Danmark skal have en større indflydelse på rummet til gavn for både dansk forskning, innovation og sikkerhed.
- Midlerne til investeringen i ESA-programmer kommer fra forskningsreserven for 2025, hvor de blev afsat til at styrke Danmarks deltagelse i ESA. Investeringen løber i alt op på 135,79 millioner kroner.
Læs mere om prioriteringen af midlerne
For yderligere oplysninger:
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk
Følg pressemeddelelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet
Christina Egelund i Ukraine for at styrke samarbejde om uddannelse og forskning14.9.2025 09:31:51 CEST | Pressemeddelelse
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har netop besøgt Ukraine for at følge Danmarks indsatser med at genopbygge landet og for at styrke det uddannelses- og forskningsmæssige samarbejde.
800 nye engelsksprogede uddannelsespladser åbner for flere eftertragtede internationale studerende1.9.2025 12:38:48 CEST | Pressemeddelelse
I foråret blev et bredt politisk flertal enige om at oprette 800 nye engelsksprogede uddannelsespladser inden for STEM-/IT-området, hvor der er høj efterspørgsel. Nu er pladserne fordelt mellem landets uddannelsesinstitutioner.
Regeringen vil investere 68 mio. kr. i tysk og fransk på de videregående uddannelser27.8.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Interessen for sproguddannelser er faldet drastisk over mange år, og færre studerende vælger at læse tysk og fransk. Det er vigtigt, at vi i fremtiden har såvel undervisere til gymnasiet, forskningsmiljøer på universiteterne og ansatte i erhvervslivet, der kan begå sig på andet end engelsk. Derfor vil regeringen over de næste fire år afsætte 68 mio. kr. til at styrke tysk og fransk på de videregående uddannelser.
Vinderen af Forskningskommunikationsprisen 2025 giver en stemme til udsatte i samfundet20.8.2025 07:00:58 CEST | Pressemeddelelse
Antropolog og seniorforsker Sine Plambech vinder Uddannelses- og Forskningsministeriets Forskningskommunikationspris 2025. Sine Plambech modtager prisen for sin store og kreative formidlingsindsats om nationale og globale udfordringer knyttet til migration, trafficking og sexarbejde.
Egelund bekymret: Endnu et fald i optaget på sproguddannelserne27.7.2025 18:05:12 CEST | Pressemeddelelse
Den 28. juli bliver knap 60.000 ansøgere tilbudt en plads på en videregående uddannelse. Flere er optaget på en professionsbacheloruddannelse, mens færre er optaget på blandt andet de akademiske bacheloruddannelser i forhold til sidste år. Optaget på STEM- og IT-uddannelser med forventet lav ledighed er fortsat højt, mens optaget på sproguddannelserne fortsat falder.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum