Forskning fra Steno Diabetes Center Copenhagen: Fodscreeninger er ofte unødvendige
22.1.2025 11:00:00 CET | Region Hovedstaden | Pressemeddelelse
Personer med diabetes kan i mange tilfælde undvære den årlige fodscreening. Forskere fra Steno Diabetes Center Copenhagen har undersøgt risikoen for fodsår og konkluderer, at omkring 40 procent kan slippe for årligt at få tjekket deres fødder.

110.000 personer eller omkring 40 procent af dem, der har diabetes herhjemme, kan slippe for årligt at se deres diabetesbehandler for at få tjekket deres fødder. Risikoen for, at de har problemer med fødderne som følge af deres diabetes og udvikler komplicerede fodsår, der kan føre til amputation, er nemlig stort set ikke eksisterende eller meget lille.
Det viser ny forskning fra Steno Diabetes Center Copenhagen. På den baggrund lægger hospitalet op til at indføre et nyt screeningsinterval på hvert tredje år frem for hvert år for patienter i den lave risiko. Den nye forskning udfordrer dermed nationale og internationale retningslinjer, som anbefaler, at alle med diabetes får screenet deres fødder hvert år.
”Vi skal turde udfordre vores vaner og kliniske praksis, så vi undgår at udføre undersøgelser og behandlinger i sundhedsvæsenet, som ikke giver mening, eller har meget lav værdi. Det store antal fodscreeninger, der foregår i dag, er blot ét eksempel ud af mange i sundhedssektoren, som vi med god samvittighed kunne reducere betragteligt i antal,” siger direktør for Steno Diabetes Center Copenhagen, professor Magnus T. Jensen.
Til gengæld vil der være mere tid til, at personer i høj risiko for at få et fodsår kan følges tættere, understreger Magnus T. Jensen.
Formanden for Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S), hilser initiativet fra Steno Diabetes Center Copenhagen velkomment og lægger op til endnu flere eksempler på nytænkning i sundhedsvæsenet:
”Det er det, vi har brug for: At vi i sundhedsvæsenet vælger klogt, når det gælder borgernes tid og helbred. Vi skal nedsætte antallet af fysiske konsultationer, så vi skaber plads til de mennesker, der virkelig har brug for at komme på hospitalet og lader dem, der ikke har brug for at komme, blive hjemme. Vi skal bruge vores sundhedsvæsen bedst muligt. Det er det nye tiltag et godt eksempel på," siger Lars Gaardhøj.
Utilstrækkelig evidens
Indfører man i hele Danmark det nye screeningsinterval, vil sundhedsvæsenet kunne reducere antallet af fodscreeninger med over 220.000 over en treårig periode, viser studiet fra Steno Diabetes Center Copenhagen, der i dag er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Diabetes, Obesity and Metabolism.
Konstitueret chef for Klinisk Translationel Forskning på Steno Diabetes Center Copenhagen, overlæge og professor Peter Rossing, der også er formand for Dansk Diabetes Database vurderer, at mange guidelines for behandling i sundhedsvæsenet er baseret på utilstrækkelig evidens:
”Vi skal bruge data til at kvalificere vores kliniske retningslinjer, som i nogle tilfælde bygger på svag evidens. Det er for eksempel tilfældet med intervallet for fodscreeninger for personer med diabetes. Vores studie er et eksempel på, at vi med data kan opkvalificere vores behandling fra at være generel og uden betydning for mange til at være gavnlig for dem, der faktisk har brug for undersøgelserne,” siger Peter Rossing, der er medforfatter bag det netop publicerede studie.
FAKTA om studiet
- 6.279 personer med type 1-diabetes og 8.330 personer med type 2-diabetes, der havde fået foretaget minimum to fodundersøgelser fra årene 1998 til 2020 på Steno, blev fulgt i en registerbaseret kohorteundersøgelse.
- Personerne blev inddelt efter deres evne til at mærke vibrationer i fødderne (vibrationstærsklen kaldet VPT) og selve pulsen i fødderne. Havde personen en høj følesans og en høj puls, kom personen i en lav risikogruppe for at udvikle fodproblemer, og omvendt hvis VPT-scoren og pulsen i fødderne var lav, kom personen i højrisikogruppen.
Dermed konkluderes:
- 56,4% af voksne med type 1-diabetes vurderes at være i lav risiko for at udvikle fodsår. Det svarer til ca. 18.364 personer.
- 27,3% af voksne med type 2-diabetes vurderes at være i lav risiko for at udvikle fodsår. Det svarer til ca. 90.230 personer.
Kilde: Diabetes, Obesity and Metabolism: Cumulative risk of diabetic foot complications in risk groups of type 1 and type 2 diabetes: Real-World Evidence from a 22-year follow-up study. Forfattere: Abhilasha Akerkar, Pernille F. Rønn, Vanja Kosjerina, Christian Stevns Hansen, Adam Hulman, Frederik Persson, Anne Rasmussen, Peter Rossing, Tarunveer S. Ahluwalia. (link)
Kontakter
Region Hovedstadens presseRegion Hovedstaden
Tlf:70209588presse@regionh.dkBilleder
Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Nyt partnerskab skal give patienter bedre adgang til celleterapi15.9.2026 09:17:12 CEST | Pressemeddelelse
Region Hovedstaden og Cellerator har netop indgået et strategisk partnerskab om at styrke udviklingen og afprøvningen af avancerede behandlinger som celleterapi. Målet er at gøre vejen fra forskning til behandling kortere og give danske patienter hurtigere adgang til behandlingerne.
Markant flere lærer at redde liv12.9.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Flere end 700 beboere i 13 almene boligområder har alene i år lært livreddende førstehjælp. Det er det højeste antal, siden Region Hovedstadens Akutberedskab begyndte at uddanne beboere i områderne. Indsatsen i netop disse områder er særlig vigtig, fordi der her er flere hjertestop, samtidig med at færre overlever.
Skrøbelige ældre får måltider med hjem: Tilbud sænker risiko for genindlæggelser6.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ældre og skrøbelige patienter får gennem et ernæringsprojekt på Herlev og Gentofte Hospital små, appetitlige retter med hjem til det første døgn efter udskrivelse fra hospitalet. Foreløbige resultater viser, at patienterne er glade for tilbuddet og har en lavere risiko for at blive genindlagt efter udskrivelse.
Nyt ambulatorium skal hjælpe flere unge med psykiske sygdomme4.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Region Hovedstaden åbner nu et nyt ambulatorium for unge på Rigshospitalet. Op mod 450 unge med psykiske sygdomme vil ugentlig kunne komme til udredning og behandling i ambulatoriet. Dette vil bidrage til at nedbringe ventetiderne i børne- og ungdomspsykiatrien.
Ny rapport: Børn af forældre med psykisk sygdom i større risiko for dårlig trivsel27.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Omkring tre ud af ti børn og unge i Region Hovedstaden har mindst én forælder, der er diagnosticeret eller behandlet for psykisk sygdom. Langt de fleste trives, men en ny rapport viser, at en gruppe af børnene har udfordringer med blandt andet trivsel, relationer, psykiske vanskeligheder, søvn og sundhed.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

