Vestforbrænding og Copenhagen Infrastructure Partners indgår partnerskab om CO2-fangstprojekt
De to virksomheder er gået sammen for i fællesskab at udvikle, bygge og drive et CO2-fangstanlæg ved Vestforbrænding i Glostrup. Anlægget forventes at fange 500.000 tons CO2 om året.

Vestforbrænding og Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) har indgået en investerings- og samarbejdsaftale om at stifte et joint venture-selskab med henblik på i fællesskab at udvikle, bygge og drive et CO2-fangstanlæg på Vestforbrændings matrikel i Glostrup. CIP vil gennem deres Energy Transition Fund I (CI ETF I) eje en majoritetsandel af joint venture-selskabet i bygge- og driftsfasen. Derudover er der indgået en røggasaftale mellem parterne, hvorefter Vestforbrænding leverer røggas fra affaldsforbrænding og joint venture-selskabet foretager CO2-fangst.
Anlægget forventes at fange cirka 500.000 tons CO2 fra Vestforbrændings forbrændingsanlæg, der skal transporteres og lagres permanent i undergrunden. Den indfangede CO2 svarer til 11 % af den samlede CO2-udledning i hovedstadsområdet (2021). Projektet kommer til at bidrage til den danske regerings mål om permanent at lagre 2,4 millioner tons CO2 inden 2030 og 34 millioner tons CO2 inden 2045.
En del af den indfangede CO2 skal bidrage til Vestforbrændings mål om CO2-neutralitet. Resten udbydes til potentielle aftagere, der ønsker at bidrage til klimaindsatsen. Joint venture-selskabet forventer således at indgå langsigtede aftaler om salg af kreditter, og indtægterne fra disse skal bidrage yderligere til projektet. De frivillige kreditter giver klimabevidste virksomheder en unik mulighed for at tackle rester af egne emissioner og samtidig bidrage til sikker håndtering af restaffald. Derudover vil projektet bidrage til Vestforbrændings udrulning af fjernvarme, hvor overskudsvarme fra CO2-fangstprocessen vil blive udnyttet i fjernvarmenettet.
Projektet er et vigtigt skridt for Vestforbrænding mod markant at reducere CO2-udledningen fra affaldsforbrændingen.
"Det er afgørende for Vestforbrænding og vores ejere, at vi reducerer vores direkte klima- og miljøpåvirkning til et minimum. Derfor har vores bestyrelse sat et mål om at opnå CO2-neutralitet inden 2030. Vi arbejder stålfast mod dette mål, og partnerskabet med CIP gør os endnu mere håbefulde på at nå det. Nu er vores fokus på samarbejdet med CIP, så vi kan arbejde hårdt og tæt sammen på at etablere et CO2-fangstanlæg på Vestforbrænding. Anlægget vil desuden være et væsentligt bidrag til at nå Danmarks klimamål," siger Steen Neuchs Vedel, direktør hos Vestforbrænding.
"CO2-fangst er, sammen med andre teknologier, et vigtigt led i at opnå net zero-målsætningen. Vi tror fuldt og fast på, at vi sammen med en stærk partner som Vestforbrænding kan bidrage betydeligt til de danske klimamål. Partnerskabet med Vestforbrænding vil gøre det muligt for CIP at udvide vores erfaring med CO2-fangst, hvilket vil være til gavn for hele fonden," fortæller Søren Toftgaard, partner hos CIP.
Gennemførelsen af projektet afhænger af en række projektaftaler og er i sidste ende betinget af et tilskud fra Energistyrelsens CCS-pulje samt godkendelse fra de kompetente myndigheder i henhold til investeringsscreeningsloven.
Om Copenhagen Infrastructure Partners
Copenhagen Infrastructure Partners P/S (CIP) blev grundlagt i 2012 og er i dag verdens største dedikerede fondsforvalter med fokus på greenfield-investeringer inden for vedvarende energi og er globalt førende inden for offshore vindenergi. CIPs fonde fokuserer på offshore og onshore vindenergi, solcelleanlæg, biomasse, waste-to-energy, transmission og distribution, reservekapacitet, lagring, avanceret bioenergi og Power-to-X.
CIP forvalter 12 fonde og har til dato rejst cirka 31 milliarder EUR til investeringer i energi og tilknyttet infrastruktur fra mere end 180 internationale institutionelle investorer. CIP har cirka 500 medarbejdere og 14 kontorer rundt om i verden. Læs mere om CIP på www.cip.com
Om Vestforbrænding
Vestforbrænding er et af Danmarks største affalds- og energiselskaber og er ejet af 19 kommuner på Sjælland. Vi modtager affald fra virksomheder og en million borgere - og arbejder dagligt for, at affaldet bliver behandlet bedst muligt med omtanke for klima og miljø. Størstedelen af affaldet bliver afsat til genanvendelse. Resten bliver brændt på vores anlæg i Glostrup og udnyttet til at producere el og fjernvarme. Læs mere om Vestforbrænding på www.vestfor.dk
Kontakter
Oliver Routhe SkovHead of Media RelationsCopenhagen Infrastructure Partners
Tlf:+45 30 54 12 27Tlf:+45 30 54 12 27orsk@cip.comPer Henrik GoosmannPressechefVestforbrænding
Tlf:+45 40 38 76 31pgo@vestfor.dkBilleder

Om Vestforbrænding
Vestforbrænding er Danmarks største affaldsenergiselskab. Vi er ejet af 19 storkøbenhavnske og sjællandske kommuner, som vi tilbyder løsninger inden for indsamling og behandling af affald samt levering af fjernvarme og elektricitet. På vores hjemmeside www.vestfor.dk kan du læse om Vestforbrændings selskabskonstruktion, vores historie, økonomi og værdisæt.
Følg pressemeddelelser fra I/S Vestforbrænding
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra I/S Vestforbrænding
Kom til nabobesøg på Vestforbrænding11.6.2025 08:51:59 CEST | Pressemeddelelse
Vestforbrænding gentager succesen fra sidste år og inviterer sine naboer til at opleve Danmarks største affalds- og energianlæg indefra. Du kan høre mere om det daglige arbejde og om visionerne for fremtiden. Besøget afsluttes med en rundvisning på værket og en sjælden mulighed for at komme ind i én af Vestforbrændings to store ovne, som på det tidspunkt er lukket ned for vedligehold.
Stærkt felt videre i stort fjernvarmeudbud4.6.2025 14:02:43 CEST | Pressemeddelelse
I alt fem virksomheder er blevet prækvalificeret til at afgive indledende bud på Vestforbrændings anden etape af selskabets store fjernvarmeudrulning. Nu skal de prækvalificerede virksomheder konkurrere om at blive blandt de totalentreprenører, der frem mod 2030 skal udvide fjernvarmenettet i seks kommuner og tilslutte op mod 17.000 husstande til fjernvarme.
Ny leder til Vestforbrænding Affaldsenergi20.5.2025 08:36:40 CEST | Pressemeddelelse
1. juni tiltræder Vegard Hetting stillingen som leder af Vestforbrænding Affaldsenergi. Vegard indgår samtidig i Vestforbrændings ledelse.
CIPs og Vestforbrændings CO₂-fangstprojekt prækvalificeret til CCS-puljen16.5.2025 10:10:59 CEST | Pressemeddelelse
Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og Vestforbrænding har sammen nået en vigtig milepæl i arbejdet med at etablere Danmarks næste storskalaanlæg til CO₂-fangst.
Risiko for nabogener fra Vestforbrænding15.5.2025 09:48:59 CEST | Pressemeddelelse
Vestforbrænding indleder planlagt vedligeholdelse af vores anlæg i Glostrup frem til 26. juni. Arbejdet er omfattende og kan skabe øget støj og trafik på og ved anlægget - lugtgener kan også forekomme.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum