Ny aftale om tre initiativer på handicapområdet: Socialtilsynet skal fokusere mere på brodne kar
Regeringen, Liberal Alliance, Konservative Folkeparti og Radikale Venstre er enige om udmøntningen af tre initiativer fra rammeaftalen på handicapområdet.
Selvom borgere med handicap ikke nødvendigvis oplever en øget kvalitet, er udgifterne til det specialiserede socialområde de seneste år steget med omkring en milliard om året. En af årsagerne er, at udgifterne er svære at styre og at ressourcerne bliver brugt på tilsyn, kontrol, dokumentation og bureaukrati.
I maj 2024 indgik de seks partier en rammeaftale, der satte retning for handicapområdet nu og i fremtiden. Initiativerne i rammeaftalen skal begrænse unødigt bureaukrati samt understøtte forudsigelighed, den rette hjælp i tide og en bæredygtig og forudsigelig økonomi for kommunerne.
Nu er regeringen og Liberal Alliance, Konservative Folkeparti og Radikale Venstre enige om udmøntningen af tre af rammeaftalens initiativer:
En effektivisering af socialtilsynet
Socialtilsynet skal have en mere risikobaseret tilgang til det at føre tilsyn. Det betyder bl.a. at kravet om et fast årligt tilsyn i alle tilbud bliver fjernet, og at socialtilsynene i stedet skal have større fokus på de brodne kar og på de tilbud, hvor der er problemer.
Alle tilbud skal dog have tilsynsbesøg mindst hvert tredje år, og plejefamilier skal have tilsynsbesøg mindst hvert andet år.
Derudover er det besluttet at undersøge, hvordan man kan komme snyd og svigt på sociale tilbud til livs. Herunder regler om karens, økonomiske tilsyn og krav til ledere og ejere på botilbud.
Beløbsgrænse for alternative botilbud
I dag har borgere visiteret til botilbud eller botilbudslignende tilbud ret til frit at vælge et alternativt tilbud i en anden kommune, end det kommunen har visiteret til. Nogle gange op til 25 pct. dyrere. Nu bliver reglerne ændret, så det frie valg for borgere med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne fremadrettet kun omfatter tilbud, hvor udgiften for kommunen ikke er mere end 10 pct. dyrere.
Nye regler for ægtefæller i botilbud
I dag er det sådan, at hvis man bor med sin ægtefælle på et botilbud efter § 108 og ægtefællen dør, så kan man blive boende lige så længe, man vil – selvom man ikke har brug for den støtte og behandling, tilbuddet giver. Nu får kommunen mulighed for at pålægge ægtefællen eller partneren til den afdøde at skulle fraflytte §108-tilbuddet med et varsel på tre måneder.
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:
"Borgerne har ikke mærket, at udgifterne på det specialiserede socialområde er steget med milliarder. Der bliver brugt flere penge, men vi bruger dem forkert. På for meget kontrol, dokumentation og bureaukrati. Vi bruger eksempelvis i dag alt for mange ressourcer på at føre tilsyn, der ikke skaber nogen værdi – og som ikke opdager brodne kar. Nu effektiviserer vi socialtilsynet og lægger det om, så det vil få et større fokus de steder, hvor der er problemer. Og jeg er særligt glad for, at vi samtidigt sætter et arbejde i gang, der skal stoppe snyd og svigt på tilbuddene."
Christian Friis Bach, socialordfører for Venstre, siger:
"Venstre er glade for aftalerne, der gør det nemmere for kommunerne at styre udgifterne, styrker gennemsigtigheden i økonomien, og sikrer et tilsyn, som kan fokusere langt mere på de tilbud, hvor der er problemer. Det vil på sigt være til gavn for borgere, der har brug for et botilbud. Det er de første, men vigtige skridt, mod en omfattende reform af det specialiserede socialområde. Tak til Socialministeren og alle partier for et godt samarbejde."
Rosa Eriksen, socialordfører for Moderaterne, siger:
"Med overstående aftale sikrer vi, at midlerne er bedst brugt på netop mennesker med handicap. Vi kan ikke se til at økonomien løber løbsk uden at vi handler. Vi er særligt tilfredse med, at socialtilsynene bliver mere risikobaserede. Kræfterne skal bruges der, hvor der er udfordringer."
Katrine Daugaard, socialordfører for Liberal Alliance, siger:
"Liberal Alliance er glade for at sidde med i en aftale, hvor vi tvinger hinanden til at kigge på, hvordan vi bruger pengene bedst muligt uden at gå på kompromis med kvaliteten. Det er en svær balance, og i særdeleshed når man er partier med meget forskellige værdier og ambitioner for området. Jeg synes, vi er landet et godt sted, hvor vi tilgodeser kommunernes behov for bedre at kunne styre økonomien, men også nødvendigheden af at en beløbsgrænse ikke kan være 0%, før den nødvendige gennemsigtighed i kvalitet og pris er sammenlignelig på tværs af ejerforhold. Et socialtilsyn, der er mindre bureaukratisk og i større grad går efter dem med lav kvalitet og som udgangspunkt altid kommer uanmeldt, finder vi fornuftigt."
Birgitte Bergman, social- og handicapordfører for Det Konservative Folkeparti, siger:
"I Det Konservative Folkeparti har det været vigtigt for os at sikre, at der uddannes specialkonsulenter til at styrke socialtilsynets kompetencer således at vi målretter tilsyn til de mere risikobaserede botilbud. Det har været en vigtig prioritet for os, at der senest hvert andet år skal føres socialtilsyn med plejefamilier. Jeg er særligt tilfreds med, at vi i aftalen får indført en kontrolenhed, der skal kunne efterprøve takstfastsættelsen på kommunale tilbud. Det er med til at sikre gennemsigtighed i priser og kvalitet i de forskellige typer af botilbud, for det skal både være fair for de private aktører, samtidig med at kommunerne får en bedre styring af deres økonomi og borgeren får det bedst mulige tilbud. Vi prioriterer, at parterne i aftalen skal inddrages i de løsninger, som vi fremadrettet skal have for sikre en bedre service for borgeren og for at sikre en bæredygtig udvikling af handicapområdet."
Lotte Rod, socialordfører for Radikale Venstre, siger:
"I Radikale Venstre ønsker vi, at handicappolitikken skal laves i fællesskab i Sammen om Handicap. Jeg har derfor arbejdet både for at luge ud i regeringens økonomiaftale og for at sikre mig, at parterne fremover bliver inddraget fra begyndelsen. Jeg er især tilfreds med, at jeg sammen med Konservative og Liberal Alliance er kommet af med den såkaldte 0-grænse, så borgere fortsat kan vælge selvejende og private tilbud, og vi i stedet gør tingene i den rigtige rækkefølge og starter med at sikre økonomisk og indholdsmæssig gennemsigtighed."
Sara Baaring, handicapordfører for Socialdemokratiet, siger:
"I Socialdemokratiet er vi glade for handicapaftalen, fordi den styrker kvaliteten på området, sikrer en mere bæredygtig økonomi og fjerner en masse gakket administration for både borgere og kommuner. Med dagens delaftale tager vi et vigtigt skridt mod større bæredygtighed. Næste afgørende skridt er at få specialeplanen på plads, som skal sikre bedre og mere ensartet faglighed på området."
Kontakter
Social- og Boligministeriets presseafdeling
Tlf:41 85 13 60presse@sm.dkFølg pressemeddelelser fra Social- og Boligministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Social- og Boligministeriet
Containerboliger kan blive til permanente almene boliger20.1.2025 13:22:52 CET | Pressemeddelelse
Det er muligt for almene boligorganisationer at erhverve midlertidige studieboliger – som eksempelvis containerboliger - for at etablere flere billige og permanente almene boliger.
Ny tilgang i børnesager med familier med grønlandsk baggrund17.1.2025 15:02:03 CET | Pressemeddelelse
Regeringen og Naalakkersuisut er enige om at afskaffe brugen af standardiserede psykologiske tests i børnesager med familier med grønlandsk baggrund. En særlig enhed, der har indgående kendskab til grønlandsk sprog og kultur, skal i stedet bistå kommunerne.
Fælles løsning om brugen af standardiserede psykologiske tests i børnesager med familier med grønlandsk baggrund12.1.2025 15:49:40 CET | Pressemeddelelse
Der er opnået enighed mellem regeringen og Naalakkersuisut om en fælles løsning i forhold til brugen af standardiserede psykologiske tests i sager om anbringelse af børn i familier med grønlandsk baggrund. Regeringen ser med stor alvor på den kritik, som er blevet rejst af disse tests i sager om familier med grønlandsk baggrund. I lyset af den tvivl, der har været rejst, har regeringen og Naalakkersuisut fundet en fælles løsning herpå. Regeringen vil fremsætte lovforslag herom senere i denne folketingssamling. Det nærmere indhold og udformning heraf vil blive offentliggjort i løbet af den kommende uge.
Julehjælpen til udsatte familier firedobles15.12.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen har sammen med et flertal af Folketingets partier besluttet at give 20 mio. kr. ekstra i julehjælp til udsatte familier.
Engelsksprogede lejere får større sikkerhed på boligmarkedet10.12.2024 09:55:19 CET | Pressemeddelelse
Nu skal en autoriseret oversættelse skabe mere tryghed, så de mange lejere, der ikke taler dansk, f.eks. udenlandske studerende, har mulighed for at indgå juridisk bindende autoriserede lejekontrakter på engelsk.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum