Høje promiller blandt mange spritbilister
Over halvdelen af de sigtede spritbilister har en promille over 1,2. Det viser tal fra Rigspolitiet. Det får nu Rådet for Sikker Trafik og Alkohol & Samfund til at opfordre omgivelserne til at være mere opmærksomme på at gribe ind.
![](/data/images/public/13562436/14227818/42f5c987-6c83-4dad-8f25-45a814e58907-w_720.png)
Over en femårig periode fra 2018 til 2022 har politiet sigtet knap 28.000 personer for spritkørsel, viser tal fra Rigspolitiet. Og når man ser på promillerne, så viser tallene, at lige over halvdelen havde en promille over 1,2.
- Kører man rundt med så meget alkohol i blodet, er der ingen tvivl om, at man er til fare for sig selv og andre. Og når der er så mange med så høje promiller, tyder det på, at en stor del af spritbilisterne har et decideret alkoholproblem, siger Pernille Sølund Ehlers, chefkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.
Vigtigt at flere blander sig
Tallene får nu Rådet for Sikker Trafik og Alkohol & Samfund til at opfordre til, at flere griber ind. Det kan for eksempel være, hvis man er til en fest eller middag, og en beruset person vil køre. Men det kan også ske, at man har kendskab til en person med et alkoholproblem, som af og til sætter sig bag rattet i påvirket tilstand.
I dag går der i gennemsnit 10-12 år fra folk erkender, at de har et alkoholproblem, til de kommer i behandling. I de år kan det høje alkoholforbrug ødelægge både familie- og arbejdsliv, gå hårdt ud over sundheden, og de pågældende kan nå at køre spritkørsel mange gange.
- Omgivelserne kan gøre en kæmpe forskel ved at gribe ind. Det kan man gøre ved at fortælle personen, at man kan få gratis og anonym rådgivning og hjælp. Selv om det kan være svært at blande sig, så kan det være afgørende for, at personen tager imod den hjælp, der er nødvendig for at få sat forbruget ned eller komme helt ud af et eventuelt alkoholproblem, siger Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen hos Alkohol & Samfund.
Flere beder om hjælp efter sigtelse
I flere politikredse tilbyder politiet i dag alle, der bliver sigtet for sprit- eller narkokørsel, at de efterfølgende kan blive ringet op af en rusmiddelrådgiver, hvis de har brug for hjælp. Erfaringerne viser, at omkring hver fjerde tager imod politiets håndsrækning.
- For mange er det et ”wake up call”, når de bliver sigtet for sprit- eller narkokørsel, og de indser, at de har brug for hjælp. For nogen er det nok med en enkelt telefonsamtale, mens andre har brug for et længere rådgivnings- eller behandlingsforløb. Det gavner den enkelte, familien og samfundet, og det er godt for trafiksikkerheden, siger Pernille Sølund Ehlers fra Rådet for Sikker Trafik.
Sådan får du hjælp:
Drikker du for meget, eller er du i tvivl om, at du drikker for meget, så kan du altid på gratis hjælp hos din egen læge, Alkolinjen på telefon 80 200 500 eller hos din kommunes alkoholbehandling.
Og er du pårørende og har brug for rådgivning og gode råd i forbindelse med din nære, der drikker, kan du også gratis og anonymt kontakte Alkolinjen på telefon 80 200 500 eller chat på alkolinjen.dk alle hverdage kl. 9-17.
Vidste du, at..:
• Kun 15 % af danskerne, der har behov for alkoholbehandling, er i behandling.
• Der i gennemsnit går 10-12 år inden en borger med et alkoholproblem kommer i behandling.
• Hver 5. dræbte i trafikken dør i en spritulykke.
Danmarkskort: Se hvor mange der har mistet livet i spritulykker i politikredsene.
Kampagne sætter fokus på spritkørsel:
I ugerne 26-30 sætter Rådet for Sikker Trafik og 61 kommuner fokus på spritkørsel med den landsdækkende kampagne ”Klar til et pust?”. Anledningen er, at sommeren er fyldt med mange sociale arrangementer, hvor der bliver drukket alkohol. Desværre er sommeren også en af de perioder på året, hvor der sker mange spritulykker på vejene.
Fakta:
Tal fra Rigspolitiet viser, at i perioden 2018-2022 sigtede politiet 27.804 personer for at have kørt spritkørsel i et motoriseret køretøj. Af dem havde 52 % en promille over 1,2.
Kontakt:
Søren Ørsted Pedersen, pressechef, Rådet for Sikker Trafik: 2232 7009.
Bjarne Stenger Elholm, leder Alkolinjen, Alkohol & Samfund: 6012 6784.
Rådet for Sikker Trafik er en privat organisation, der arbejder for at øge trafiksikkerheden. Medlemmerne af Rådet er dels offentlige myndigheder og dels private organisationer.
Rådet for Sikker Trafiks arbejde omfatter bl.a. kampagner, undervisningsmaterialer og rådgivning. Administrerende direktør for Rådet for Sikker Trafik er Jakob Bøving Arendt.
Se mere på www.sikkertrafik.dk
![Rådet for Sikker Trafik står bag en række landsdækkende kampagner, der skal få trafikanterne til at køre mere sikkert. Adfærden i trafikken er skyld i ni ud af ti alvorlige ulykker.](/data/images/public/13562436/14227818/0eacc322-a9e8-4b67-bb2b-ae6be27bd947-w_780.jpg)
Følg pressemeddelelser fra Rådet for Sikker Trafik
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Rådet for Sikker Trafik
Gode råd til sikker bilferie: Planlæg pauser og overhold færdselsreglerne i udlandet8.2.2025 07:35:00 CET | Pressemeddelelse
I forbindelse med vinterferien vil tusindvis af danskere i de kommende uger køre på bilferie. Rådet for Sikker Trafik og FDM opfordrer til, at man planlægger turen og husker pauser undervejs, så man ikke kører, mens man er træt og uopmærksom.
Denne risikable fejl begår mange: Glemmer selen i turistbussen7.2.2025 07:04:00 CET | Pressemeddelelse
Det er lovpligtigt at bruge sele i turist- og fjernbusser. Men mange glemmer det, hvilket er risikabelt, advarer Rådet for Sikker Trafik og SOS International i forbindelse med vinterferien.
20.000 forfrosne ambassadører hyldes i uge 5 (klausuleret til 27. januar)23.1.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Trafiksikkerhedens yngste udøvende aktører bliver i ”Den Sureste Uge” hyldet i 82 kommuner landet over. Det er naturligvis skolepatruljen, som får anerkendelse for deres indsats i uge 5, hvor det er koldt, mørkt og vådt at hjælpe skolens børn sikkert i skole.
Spritkørsel: Nej, du kan ikke danse dig ædru!13.12.2024 00:00:00 CET | Pressemeddelelse
Næsten hver 5. voksne dansker tror fejlagtigt, at de selv kan gøre noget for at blive hurtigere ædru. Endnu værre ser det ud blandt de 18-34-årige, viser en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik, der frygter at misforståelsen kan få nogle til at køre, selv om de stadig har for meget alkohol i blodet.
Landsdækkende undersøgelse: Det går den rigtige vej på skolerne, men alt for langsomt3.12.2024 00:00:00 CET | Pressemeddelelse
Stadig flere skoleelever bliver undervist i færdselssikkerhed og lærer, hvordan de undgår at komme til skade i trafikken, viser en landsdækkende undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik. Men det er langt fra alle skoler, der giver børnene den vigtige og nødvendige undervisning. Fredensborg ligger dog helt i top (se lokale tal for alle kommuner).
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum