Nyt center skal opbygge viden til at løse omfattende PFAS-forurening
Universitetssamarbejde i et nyt PFAS-center skal levere forskning og viden om, hvordan myndighederne kan afværge, inddæmme og oprense omfattende forurening med PFAS.
Et nyt PFAS-center i samarbejde mellem DTU, Københavns Universitet, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet skal samle ny viden om effekterne af PFAS. Mange af de mere end 10.000 kemiske stoffer i PFAS er problematiske, fordi de ikke nedbrydes i naturen og kan ophobes i mennesker og dyr.
Det nye PFAS-center bliver placeret på DTU og skal forske inden for områderne miljø, fødevarer og sundhed. Derudover skal centret levere viden og rådgive myndigheder og politikere om løsninger og strategier for at afværge, inddæmme og oprense forurening med PFAS.
”Vi har brug for mere viden, så vi er sikre på, at de løsninger, vi foreslår, er langsigtede, og at samfundet gør de rigtige investeringer. Miljøet er fyldt op med PFAS, og problemet er så stort, at vi ikke kan rense alt op. For at kunne prioritere indsatsen, skaber vi ny viden på en række forskningsområder. Vi bistår også myndighederne med at håndtere de akutte problemer - f.eks. at vi i dag har 3.000 gamle lossepladser i Danmark, hvorfra der kan sive PFAS ud i miljøet,” siger leder af PFAS-centeret Anders Baun, der er professor på DTU Sustain.
PFAS-centret er finansieret med en bevilling på 45 mio. kr. fra Miljøministeriet og skal understøtte den nationale PFAS-handlingsplan, som et flertal i Folketinget vedtog i 2024. PFAS-centeret vil allerede i 2025 sætte gang i en række forskningsprojekter, der spænder fra:
- udslip af PFAS fra affaldsbehandlingsanlæg.
- udvikling af nye metoder til at undersøge og afværge forureninger af jord-, grundvands- og drikkevand med PFAS.
- bæredygtige PFAS-frie alternativer i fx den grønne omstilling.
- analytisk-kemisk udvikling af metoder for mulige oversete PFAS.
- optag af PFAS i dyr og afgrøder.
- forekomst af PFAS i foder og fødevarer.
På sundhedsområdet vil et projekt desuden løbende sikre et samlet overblik over viden og forskningsresultater om, hvordan PFAS påvirker menneskers helbred. Forskningsprojekter, der er sat i gang i 2025, vil være fuld finansieret af PFAS-centret, og herefter er det ambitionen, at PFAS-centret i 2026 og 2027 kan medfinansiere forskning og viden om PFAS i Danmark.
Ud over at levere forskningsbaseret viden er PFAS-centrets mission at bidrage til både den offentlige oplysning og til rådgivning af myndighederne. PFAS-centret skal koordinere og samle forskningsindsatsen og kompetenceopbygningen på tværs af de fire partneruniversiteter og videre ud i de relevante danske vidensmiljøer. Koordineringen omfatter også inddragelse af internationale forskere og videnspersoner.
PFAS-centeret er finansieret frem til 2028, og ud over den nationale indsats arbejder Danmark, sammen med fire andre EU-lande, for et omfattende forbud mod anvendelse af PFAS i hele EU.
Fakta
PFAS (per- og polyfluoralkylstoffer) er en stor gruppe af menneskeskabte kemikalier, der indeholder over 10.000 forskellige stoffer. De er kendt for deres stærke bindinger mellem kulstof og fluor, hvilket gør dem meget stabile og svære at nedbryde. Derfor kaldes de ofte "evighedskemikalier". PFOS (perfluoroktansulfonat) er en specifik type PFAS. Det er en af de mest kendte og brugte PFAS-stoffer. PFOS blev tidligere brugt i mange produkter som brandslukningsskum, vandafvisende stoffer og rengøringsmidler.
PFAS er problematisk, fordi stofferne ikke nedbrydes og er meget mobile i miljøet samt kan ophobes i mennesker og dyr. Det betyder, at selv lave niveauer af eksponering kan have langsigtede konsekvenser for sundhed, f.eks. i forhold til risiko for udvikling af kræft, nedsat fertilitet og lav fødselsvægt, svækkelse af kroppens evne til at bekæmpe infektioner, leverskader og øget kolesterolniveau.
Regeringens handlingsplan mod PFAS
To af de store indsatser i den nationale PFAS-handlingsplan har fokus på PFAS i jorden og i drikkevandet.
Aftaleparterne bag handlingsplanen har afsat en pulje til at oprense punktkilder, der er forurenet med PFAS. Regionerne anslår, at på op mod 15.000 grunde kan være forurenet med PFAS, da der har været, eller er forurenende aktivitet på grundene. Der afsættes med handlingsplanen også en tilskudspulje, som vandforsyningerne kan bruge til at beskytte borgernes drikkevand mod PFAS.
Udover dette – samt etableringen af PFAS-centret – har indsatserne i handlingsplanen derudover fokus på at:
- Forbyde PFAS i tøj, sko og imprægneringsmidler til forbrugere i Danmark.
- Der afsættes en pulje på 110 mio. kr. til oprensning af PFAS i drikkevand.
- Der afsættes en pulje på 100 mio. kr. til rensning af jord for PFAS.
- Øge kontrollen af produkter – bl.a. med onlinehandel og i fysiske butikker.
- Styrke overvågning af PFAS i vandmiljøet, i fødevarer og fødevareproducerende dyr.
- Etablere partnerskaber med erhvervslivet samt sikre målrettet information til borgerne.
- Sikre viden om PFAS-niveauerne i den danske befolkning.
- Rådgive kommuner og vandforsyningsselskaber om PFAS samt sikre viden om PFAS-niveauerne i den danske befolkning.
- Arbejde for et generelt forbud mod PFAS i hele EU.
Kontakter
Anders BaunProfessor, sektionslederDTU Sustain
Tlf:45251567Tlf:42702035abau@dtu.dkDTU Presse
Pressekontakten varetages alle hverdage fra kl. 9-16
DTU - Danmarks Tekniske Universitet
DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Vores mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet.
Følg pressemeddelelser fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet
Rektor om aftale for kandidatreform: Det er positivt, at der er blevet lyttet20.12.2024 08:50:44 CET | Pressemeddelelse
Aftalen om den kommende kandidatreform er blevet genforhandlet. For DTU betyder det, at et forslag om at oprette en alternativ erhvervskandidatordning bliver en realitet.
Nyt center skal understøtte design og fabrikation af mikrochips i Danmark19.12.2024 11:00:00 CET | Pressemeddelelse
Flere danske virksomheder skal kunne designe og fabrikere avancerede chips. Det nye Danish Chips Competence Centre samler derfor de førende aktører på området og giver industrien direkte adgang til viden, netværk og produktionsfaciliteter.
Verdens første 3D metalprint i rummet kommer til Jorden13.12.2024 09:21:34 CET | Pressemeddelelse
DTU har designet et af de første metal-emner, der nogensinde er fremstillet i rummet. Det sendes efter planen lørdag den 14. december til Jorden, hvor det skal undersøges. Resultaterne kan revolutionere, hvordan vi arbejder i rummet.
Biofiltre fra DTU kan mindske udledning af metan fra gylle – og spare penge i landbruget2.12.2024 08:30:00 CET | Pressemeddelelse
DTU’s test af et biofilter ved en grisefarm viser en markant reduktion af den potente drivhusgas metan. Samtidig viser beregninger, at biofiltret kan være en god forretning, der er langt billigere end de kommende CO2-afgifter.
DTU om kandidatrapport: Vi kommer til at uddanne endnu færre ingeniører20.11.2024 10:12:48 CET | Pressemeddelelse
Kandidatudvalgets arbejde er slut, men DTU er ikke tilfreds med resultatet. Ifølge rektor Anders Bjarklev vil Kandidatudvalgets anbefalinger medføre et betydeligt fald i DTU’s optag af kandidatstuderende.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum