DTU - Danmarks Tekniske Universitet

Tre mulige gevinster: Sådan kan letbanen gavne DTU og hovedstadsområdet

13.8.2026 10:04:08 CEST | DTU - Danmarks Tekniske Universitet | Pressemeddelelse

Del

Ifølge DTU-professor kan letbanen give lettere adgang til DTU Lyngby Campus, mere komfortable rejser og stærkere forbindelser mellem boliger, arbejdspladser og uddannelser på tværs af hovedstadsområdet.

Stationen ved Anker Engelunds Vej ligger centralt på DTU Lyngby Campus og bliver et af tre letbanestop på universitetets område. Foto: DTU
Stationen ved Anker Engelunds Vej ligger centralt på DTU Lyngby Campus og bliver et af tre letbanestop på universitetets område. Foto: DTU

Efter flere års anlægsarbejde er dagen endelig kommet: Lørdag den 22. august 2026 åbner Hovedstadens Letbane i hele sin længde mellem Ishøj og Lundtofte. Samtidig tages de sidste 17 stationer i brug, herunder tre stationer på DTU Lyngby Campus.

Ifølge Otto Anker Nielsen, professor i transportmodellering på DTU, er det en kæmpe fordel for DTU, at letbanen kører gennem selve campus.

”Det betyder kortere gangafstand til bygningerne på campus og gør det lettere at komme til DTU fra blandt andet Lyngby Station. Letbanen forventes også at køre mere punktligt end busserne, og rejsen bliver både mere komfortabel og overskuelig,” uddyber Otto Anker Nielsen.

Større komfort og kapacitet

Ifølge professoren giver letbanen en mere jævn og komfortabel rejse med færre vibrationer end en bus. Samtidig kan letbanen flytte langt flere mennesker end biltrafikken på et almindeligt kørespor. Hvis mange vælger letbanen, kan den derfor være med til at mindske trængslen på vejene.

På knap syv måneder har Hovedstadens Letbane rundet en vigtig milepæl: én million rejser er gennemført på strækningen mellem Ishøj og Rødovre siden åbningen den 26. oktober 2025.

”Mange har allerede taget letbanen til sig. På den sydlige del af strækningen er passagerantallet næsten fordoblet sammenlignet med de busruter, der tidligere kørte her,” fastslår Otto Anker Nielsen.

Fra 22. august forbinder letbanen otte kommuner. Udover DTU kører den blandt andet forbi to hospitaler, flere uddannelsesinstitutioner og store virksomheder langs Ring 3. Derfor forventer Hovedstadens Letbane op mod 12.000 daglige passagerer allerede i år.

Nye muligheder for byudvikling

Otto Anker Nielsen vurderer, at letbanen kan påvirke, hvor folk vælger at bo og arbejde, og hvor virksomheder vælger at etablere sig.

Erfaringerne fra den sydlige del af letbanen viser, at den kan understøtte udviklingen af nye bolig- og byområder. Otto Anker Nielsen peger blandt andet på Herstedhusene, hvor et tidligere industriområde er blevet omdannet til en ny bydel, og på Vallensbæk, hvor området mellem jernbanen og rådhuset er renoveret til et moderne og grønt byrum.

”Fordi letbanens rute ligger fast, kan borgere, virksomheder og institutioner planlægge langsigtet. Det gør områderne langs strækningen mere attraktive for både beboere og virksomheder.”

Omkring DTU og Lundtofte ser Otto Anker Nielsen gode muligheder for udvikling, blandt andet på arealerne mellem DTU og Helsingørmotorvejen.

Otto Anker Nielsen peger også på, at letbanen kan knytte DTU og Lyngby centrum tættere sammen. Det bliver lettere for studerende og medarbejdere at benytte byens butikker, caféer, restauranter, kultur- og fritidstilbud. Samtidig får Lyngbys borgere og besøgende bedre adgang til DTU og universitetets aktiviteter.

Et grønnere og mere sammenhængende campus

Letbanen spiller en central rolle i den strategiske campusplan for DTU Lyngby Campus, hvor målet er, at flere skal ankomme med tog, bus eller cykel, mens færre skal komme i bil.

”De nye letbanestop bliver centrale indgange til campus. Herfra skal det være nemt at gå eller cykle videre til bygninger, torve og andre samlingspunkter,” siger Anders B. Møller, campusdirektør på DTU.

Campusplanen peger på fire centrale tiltag, der skal øge mobiliteten: letbanen, et campusstrøg for gående og cyklister, fem tværgående stier, samt en gradvis flytning af bilparkeringen til parkeringshuse i udkanten af campus.

”Letbanen hjælper os med at skabe et grønnere og mere sammenhængende campus. Når flere ankommer med kollektiv transport, kan vi prioritere gående og cyklister, begrænse den interne biltrafik og på sigt frigive arealer til grønne uderum, mødesteder og aktiviteter,” påpeger Anders B. Møller.

På åbningsdagen inviteres borgere fra hele hovedstadsområdet til en festdag med musik, aktiviteter og oplevelser langs strækningen. Samtidig bliver det gratis at rejse med letbanen hele dagen.

Kom til åbningsfest på DTU Lyngby Campus

Lørdag den 22. august mellem kl. 10-15 markeres åbningen af hele letbanen således på stationerne:

  • Rævehøjvej: Oplev DTU's internationale kor synge hits fra ABBA, Queen og Adele, smag japansk street food og kom forbi et loppemarked.
  • Anker Engelunds Vej: Prøv sjove videnskabelige forsøg og oplev forskning helt tæt på.
  • Akademivej: Kom tæt på en elektrisk racerbil og avancerede droner udviklet af studerende.

Find det fulde program her: https://dinletbane.dk/da/om-os/aabning-2026

Nøgleord

Kontakter

DTU - Danmarks Tekniske Universitet

DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Vores mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet.

Følg pressemeddelelser fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye