Kan gulerødder bruges til behandling af diabetes?
Aktuel forskning fra Syddansk Universitet viser, at gulerødder kan regulere blodsukkeret og styrke tarmfloraen – en kombination, der potentielt kan gavne personer med type 2-diabetes.
Kan en helt almindelig gulerod være med til at forbedre behandlingen af type 2-diabetes? Det tyder et nyt studie fra Syddansk Universitet (SDU) på. Forskerne bag har fundet, at gulerødder kan forbedre kroppens regulering af blodsukker og sammensætningen af bakterier i tarmen.
Type 2-diabetes rammer millioner af mennesker verden over. Antallet af personer med type 2-diabetes er stigende både i Danmark og globalt, og i Danmark er antallet mere end firdoblet siden 1996.
Behandlingen inkluderer typisk kostændringer og medicin, men mange oplever bivirkninger ved de gængse lægemidler. Ifølge forskerne fra SDU, Odense Universitetshospital og Københavns Universitet, som har samarbejdet om det netop publicerede studie, kan gulerødder være en naturlig og formodentlig bivirkningsfri måde at supplere behandlingen på.
Effekten af gulerødder på blodsukker og tarmbakterier
Forskerne undersøgte gulerøddernes effekt over en periode på 16 uger på mus, der havde fået fremkaldt type 2-diabetes Her blev musene sat på en fedtholdig diæt, der efterligner menneskers ofte usunde livsstil. Musene blev opdelt i to grupper, hvor den ene fik tilsat ti procent frysetørret gulerodspulver til kosten, mens den anden gruppe fik deres kost uden gulerod. De to fedtholdige diæter var kaloriemæssigt afstemt, så de var ens, og det kun var de bioaktive stoffer fra gulerødderne, som var forskellen. Resultaterne viste, at musene, der fik gulerodspulver, havde bedre blodsukkerregulering, målt via glukosetolerancetests.
En glukosetolerancetest går ud på at måle, hvor godt kroppen kan regulere sit blodsukker, efter at den har fået en bestemt mængde sukker. Hos musene blev det gjort ved at give dem en sukkeropløsning og måle blodsukkeret på forskellige tidspunkter bagefter.
-Vores studie viste, at gulerødder påvirkede sammensætningen af tarmens mikrobiom – de milliarder af mikroorganismer, der lever i tarmen og spiller en vigtig rolle i fordøjelse og sundhed. Hos musene, der spiste gulerødder, blev der observeret en sundere balance mellem tarmbakterierne, forklarer projektkoordinator Morten Kobæk Larsen, lektor ved Klinisk Institut, SDU.
Desuden havde musene flere bakterier, der producerer kortkædede fedtsyrer (SCFA’er). Disse fedtsyrer er små molekyler, som dannes, når bakterier nedbryder kostfibre, og de bidrager til reguleringen af energiomsætning og blodsukker samt understøtter en sund tarmfunktion.
-Alt hvad vi spiser, har indflydelse på sammensætningen af bakterier i tarmen, uddyber Morten Kobæk Larsen.
-Indtagelse af gulerødder påvirker tarmens bakterier hen imod en sund sammensætning, som gavner musene med type 2-diabetes.
Hvordan virker gulerødder?
Gulerødder indeholder bioaktive stoffer, der øger cellernes evne til at optage sukker og dermed hjælper med at regulere blodsukkeret. Disse bioaktive stoffer, der dannet ud fra umættede fedtsyrer, findes også i andre grøntsager fra skærmplantefamilien, såsom persille, selleri og pastinak.
-Vi ser gulerødder som en mulig komponent i fremtidige koststrategier for type 2-diabetes, siger Lars Porskjær Christensen, som er professor i analytisk kemi og naturstofkemi ved Institut for Fysik, Kemi og Farmaci på SDU.
-Måske har andre grøntsager tilhørende skærmplantefamilien lignende egenskaber.
Kan gulerødder hjælpe mennesker?
Forskerne er forsigtige med at overføre resultaterne direkte til mennesker.
-Vores studie er udført i en dyremodel, og det næste skridt er at gennemføre kliniske studier, forklarer de. -Sådanne studier er dog dyre, og vi arbejder på at skaffe eksterne midler til i første omgang at kunne udføre et mindre studie med de oprensede bioaktive stoffer, der kan bane vejen for større undersøgelser og dokumentation for en forebyggende effekt, fortæller Lars Porskjær Christensen
De første indikationer, som forskerne har fået fra et lignende studie af gulerødders effekt på tarmkræft peger dog på, at blot 30-40 gram rå eller let tilberedte gulerødder dagligt potentielt kan have en gavnlig effekt.
Ifølge forskerne er der en forholdsvis stor variation i indholdet af de bioaktive stoffer i gulerødder, men man kan opnå en passende dosis af de bioaktive stoffer ved at vælge den rette sort af gulerødder uden behov for opkoncentrerede produkter. For eksempel sorten ’Night Bird’, der er en lilla gulerod indeholder forholdsvis høje koncentrationer af bioaktive stoffer.
Hvilken rolle spiller tilberedning?
Tilberedning har betydning for mængden af sundhedsgavnlige stoffer, men de forsvinder ikke helt.
-Selv ved længerevarende stegning eller kogning vil der være rester af de bioaktive stoffer. Rå eller let tilberedte gulerødder ser dog ud til at være det bedste valg for at bevare flest mulige gavnlige stoffer, siger Lars Porskjær Christensen.
Fakta: Hvad er bioaktive stoffer?
Bioaktive stoffer er organisk-kemiske forbindelser af biologisk oprindelse, der påvirker biologiske processer, hvoraf mange produceres i planter og svampe. Bioaktive stoffer kan være gavnlige for mennesker, mens andre kan være skadelige. Mange bioaktive stoffer isoleret fra planter og svampe har fundet medicinsk anvendelse og indgår i lægemidler, hvorimod andre bioaktive stoffer i f.eks. vegetabilske fødevarer anses at have sundhedsgavnlige effekter, der kan bidrage til at forebygge udviklingen af forskellige sygdomme. I vegetabilske fødevarer afhænger de sundhedsgavnlige effekter af bioaktive stoffer af deres virkningsmekanismer, biotilgængelighed og af koncentrationen i vegetabilske fødevarer, hvor sidstnævnte afhænger af parametre som sorter, dyrkning og forarbejdning.
Fakta: Om gulerødder og studiet
Gulerøddernes bioaktive stoffer er hovedsagelig falcarinol og falcarindiol, som gulerødderne producerer for at beskytte sig mod svampeangreb. Falcarinol og falcarindiol er således gulerødderne forsvarsstoffer, der er udover at have effekt mod svampe også har vist sig at have antibakterielle og antiinflammatoriske egenskaber samt at have en cytotoksisk effekt.
Studiet blev udført med 54 mus og finansieret af Odense Universitetshospitals forskningsfond.
Forskerne anvendte økologisk dyrkede gulerødder fra en dansk producent.
Studiet er publiceret i Clinical and Translational Science. Læs mere her: https://ascpt.onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/cts.70090
Nøgleord
Kontakter
Marianne Lie BeckerJournalistDet Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Tlf:21 26 19 26mlbecker@health.sdu.dkLars Porskjær ChristensnProfessor, InstitutlederInstitut for Fysik, Kemi og Farmaci
Tlf:+4565507189lpc@sdu.dkLinks
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Snart kan flyvende værktøjskasse vedligeholde danske elledninger19.12.2024 09:13:25 CET | Pressemeddelelse
Med den grønne omstilling er der behov for et toptunet elnet. I et nyt projekt på Syddansk Universitet vil forskere og en række virksomheder udvikle IoT-sensor- og robotsystemer, der kan gøre vedligehold af højspændingsledninger nemmere, billigere og grønnere.
Dansk diabetesmedicin øger risikoen for svært invaliderende øjensygdom16.12.2024 08:24:11 CET | Pressemeddelelse
To uafhængige studier fra Syddansk Universitet (SDU) viser, at patienter med type 2 diabetes, som er i behandling med lægemidlet Ozempic, har øget risiko for at udvikle skader på øjets synsnerve, som kan medføre svært og varigt synstab. Begge studier tager udgangspunkt i danske registre og er de største i verden.
Britt Borregaard udnævnt til professor i hjertesygdomme med særligt fokus på forskning i helbredstilstand efter hjertesygdom13.12.2024 09:03:58 CET | Pressemeddelelse
Britt Borregaard, sygeplejerske, ph.d., er ny professor i hjertesygdomme ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet (SDU) og ved Hjertemedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital (OUH). Professoratet har særligt fokus på Cardiac Health Outcomes Research.
Gode nyheder: Størstedelen af børn og unge synes, det er nemt at sortere plastikaffald10.12.2024 09:58:20 CET | Pressemeddelelse
Resultater fra dette års Masseeksperiment viser, at kun 13 procent af de adspurgte børn og unge finder det svært at affaldssortere plastik.
Stor støtte og efterspørgsel fra erhvervslivet til ny kandidatuddannelse i Sønderborg6.12.2024 11:26:13 CET | Pressemeddelelse
Syddansk Universitet har fået grønt lys fra Uddannelses- og Forskningsministeriet til at uddanne erhvervsøkonomer inden for Global Supply Chain Management på SDU’s campus i Sønderborg, og bag godkendelsen er der støtte og efterspørgsel fra internationalt forankrede virksomheder beliggende i lokalområdet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum