Uddannelses- og forskningsministeren rejser til Kina for at tilpasse samarbejde om uddannelse, forskning og innovation
4.1.2025 07:00:00 CET | Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet | Pressemeddelelse
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund rejser til Kina, hvor hun skal mødes med flere kinesiske ministerkollegaer og tilpasse dansk-kinesiske samarbejdsaftaler. Møderne skal også bruges til at drøfte muligheder og udfordringer i det bilaterale samarbejde.
I år er det 75 år siden, at Danmark og Kina indgik diplomatiske relationer. I den periode har begge lande gennemgået markante udviklinger inden for uddannelse, forskning og innovation, og i Kina er udviklingen især accelereret i de seneste år, så landet nu er førende inden for en række områder.
Nu rejser uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund til Kina for at tilpasse de danske samarbejdsaftaler med Kina inden for uddannelse, forskning og innovation. Det sker for at justere samarbejdet til den virkelighed, sektoren befinder sig i. Uddannelses- og forskningsministeren skal blandt andet mødes med de kinesiske undervisnings- og forskningsministre og underskrive samarbejdsaftaler inden for uddannelse, forskning og innovation på nøje udvalgte, fokuserede områder, hvor det dansk-kinesiske samarbejde er til fælles gavn.
Det er blandt andet inden for klimaforandringer, miljøbeskyttelse, bæredygtigt landbrug og fødevarer samt global sundhed. Kina er verdens største udleder af CO2 og derfor en helt central aktør i kampen mod klimaforandringerne. Derudover er Kina også det land, der investerer næstmest i forskning og innovation – kun overgået af USA.
Under besøget vil Christina Egelund også besøge det dansk-kinesiske universitetscenter Sino-Danish Centre (SDC) og møde repræsentanter fra danske virksomheder med forskning- og innovationsindsatser i Kina.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:
- I 75 år har Danmark haft diplomatiske relationer med Kina. I løbet af årene har Kina udviklet sig til en global sværvægter, når det kommer til forskning og innovation. På områder som grøn forskning, klimaforandringer, miljø og global sundhed er Kina en vigtig partner – ikke kun for Danmark, men for hele verden. På andre områder som kvante-, rum- og forsvarsforskning skal vi være forsigtige og tænke os om. Det er ingen hemmelighed, at vores to lande ser forskelligt på en række ting, og at vi i Danmark har skærpet vores tilgang til samarbejdet med Kina. I løbet af besøget vil jeg med mine kinesiske ministerkolleger drøfte nuværende og fremtidige udfordringer og muligheder i det bilaterale samarbejde.
Fakta
- Under besøget skal ministeren mødes med den kinesiske undervisningsminister og den kinesiske videnskabs- og teknologiminister, som hun underskriver tilpassede samarbejdsaftaler med.
- På rejsen deltager også rektorer og prorektorer fra Copenhagen Business School, Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet og Syddansk Universitet samt Innovationsfondens direktør og Danmarks Frie Forskningsfonds bestyrelsesformand.
- Ministeren skal desuden besøge det dansk-kinesiske universitetscenter Sino-Danish Centre (SDC) og deltage i et arrangement med danske virksomheder med forsknings- og innovationsaktiviteter i Kina.
- Efter besøget i Kina rejser ministeren til Japan.
For yderligere oplysninger:
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk
Følg pressemeddelelser fra Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet
Nu får de unge mikrofonen i samtalen om AI og fremtidens uddannelser28.9.2026 06:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvordan bruger elever og studerende AI i dag, og hvor er der behov for klarere rammer? Det skal forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund og undervisningsminister Magnus Heunicke i dag blive klogere på, når de unge får ordet på et møde om AI i skole- og uddannelsessystemet.
H.M. Dronningen og forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsministeren uddeler Undervisningsprisen 202622.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Syv undervisere fra landets universiteter, professionshøjskoler, erhvervsakademier, maritime uddannelser samt højere kunstneriske uddannelser modtager i dag Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriets Undervisningspris.
H.M. Dronningen og forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsministeren uddeler Undervisningsprisen 202617.9.2026 08:13:57 CEST | Pressemeddelelse
Syv dygtige undervisere fra landets videregående uddannelser hædres tirsdag den 22. september 2026 i Operaen i København. Det sker, når H.M. Dronningen og forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund overrækker årets Undervisningspris.
Christina Egelund er rejst til Paris for at deltage i internationalt rumtopmøde9.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund deltager, når den franske regering samler regeringsledere, toppolitikere, virksomheder og forskere til internationalt rumtopmøde i Paris.
Nu kommer aldersgrænse: Regering og aftalepartier sætter hårdt ind mod sociale medier7.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmark går forrest i kampen for at beskytte børn og unge. Derfor vil man fra dansk side indføre en aldersgrænse på 15 år på sociale medier. Lovforslaget forventes at træde i kraft den 1. juli 2027.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum