Energistyrelsen udmelder forbrugerprislofter på fjernvarme for 2023-2025
For at styrke gennemsigtigheden og øge forbrugerbeskyttelsen på fjernvarmeområdet er det besluttet at indføre et prisloft på forbrugerpriserne på fjernvarme. Energistyrelsen udmelder nu prislofterne for 2023-2025.
Formålet med prisloftet på fjernvarme er blandt andet at sikre gennemsigtighed i prisen på fjernvarme og styrke forbrugerbeskyttelsen. Konkret vil prisloftet give forbrugerne en indikation af, om deres varmeforsyningsvirksomhed har høje priser sammenlignet med omkostningerne til en individuel luft-til-vand-varmepumpe. Dertil vil fjernvarmeforbrugere med høje varmepriser få bedre mulighed for at fravælge fjernvarme.
Der er ikke tale om et prisloft i traditionel forstand, da varmeforsyningsvirksomhederne ikke direkte begrænses i, hvad de kan opkræve hos forbrugerne.
Prisloftniveauerne for 2023-2025, med et politisk besluttet forsigtighedstillæg på 15 procent, er:
- Prisloft 2023: 486 kr./GJ i 2023-prisniveau
- Prisloft 2024: 410 kr./GJ i 2024-prisniveau
- Prisloft 2025: 412 kr./GJ i 2025-prisniveau
Det bemærkes, at Energistyrelsen udmeldte indikative prislofter, som havde samme niveau, på ens.dk den 9. december 2024.
Mere information om fastsættelsen af prislofterne, herunder datagrundlag, fremgår på https://ens.dk/forsyning-og-forbrug/forbrugerprisloft-paa-fjernvarme.
Fra 2026 vil Forsyningstilsynet hvert år skulle beregne prislofterne og offentliggøre en oversigt over varmeforsyningsvirksomheder, der i gennemsnit har haft beregnede forbrugerpriser over prisloftet over en treårig periode. Varmeforsyningsvirksomheder på oversigten vil skulle udarbejde en plan for nedbringelse af priserne, og hvis virksomheden ikke får nedbragt priserne tilstrækkeligt, vil det kunne betyde, at forbrugerne får ophævet deres forbrugerbindinger.
Baggrund for prisloftet
Med Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022 blev det politisk besluttet at indføre et prisloft på forbrugerpriserne på fjernvarme for at styrke gennemsigtigheden og øge forbrugerbeskyttelsen på fjernvarmeområdet. Med den opfølgende klimaaftale om gennemsigtighed i varmeforsyningsvirksomheder fra juni 2024 blev det besluttet, at prisloftet skal tage afsæt i omkostningerne for en individuel luft-til-vand-varmepumpe.
---
FAKTA
Prisloftet på fjernvarme
- Prisloftet på fjernvarme har blandt andet til hensigt at give forbrugerne en indikation af, om deres varmeforsyningsvirksomhed har høje priser sammenlignet med omkostningerne til en individuel luft-til-vand-varmepumpe.
- Der er tale om et nationalt prisloft, der vil gælde alle varmeforsyningsvirksomheder, som leverer opvarmet vand, uanset størrelse. Der er ikke tale om et prisloft i traditionel forstand, hvor prisloftet lægger et loft over, hvor meget en varmeforsyningsvirksomhed vil kunne indregne i sine varmepriser.
- Prisloftet kan ikke i sig selv informere den enkelte forbruger om, hvilken varmeløsning der vil være mest økonomisk fordelagtig for forbrugeren. Det skyldes, at prisen for opvarmning med forskellige varmeløsninger vil variere for den enkelte forbruger og afhænge af en række forhold, eksempelvis:
- Karakteristika ved den konkrete bolig, der skal opvarmes, herunder boligens størrelse og isolering, kvaliteten af forbrugerens eget varmeanlæg mv.
- Lokale forhold som variationer i elomkostninger
- Der vil endvidere være omkostninger forbundet med at skifte eller etablere varmeløsning, som ikke er inkluderet i prisloftet. Det kan fx være omkostninger for en fjernvarmekunde, der ønsker at udtræde af kundeforholdet med en varmeforsyningsvirksomhed.
- Ligeledes kan der være eventuelle omkostninger ved at tilslutte sig fjernvarme, som ikke er fuldt afspejlet i den beregnede forbrugerpris på fjernvarme, som sammenlignes med prisloftet.
- Herudover kan andre forhold, som fx bebyggelsens tæthed, pladsbegrænsninger og adgang til fjernvarme være relevante i forhold til valg af varmeløsning.
Kontakter
Energistyrelsens pressetelefon (modtager ikke SMS'er)
Tlf:+45 33 95 08 00presse@ens.dkEnergistyrelsen
I Energistyrelsen gør vi en forskel hver dag. I Danmark og i lande verden over. Vores vision om at opnå et klimaneutralt samfund i vækst og balance er den største opgave, vi skal være med til at løse. Vi ved, at vi skal tænke ambitiøst, og vi ved, at vi skal tænke nyt. Vores mål er en klog, grøn omstilling, hvor Danmark går foran, og danske erfaringer anvendes globalt. Hvor grønne løsninger, sikker og effektiv forsyning og økonomi tænkes sammen.
Følg pressemeddelelser fra Energistyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energistyrelsen
Erhvervspuljen åbner med millioner til grøn omstilling i virksomhederne5.2.2025 15:05:42 CET | Pressemeddelelse
Virksomheder kan igen søge tilskud fra Erhvervspuljen til energi- og CO2-besparende projekter. Der er i år 300 mio. kr. i puljen, som skal sætte skub i den grønne omstilling i virksomhederne.
Ny kortløsning viser potentialet for at sætte solceller op på tage29.1.2025 10:30:15 CET | Pressemeddelelse
På sologvindinfo.dk kan man nu nemt se, hvilke af landets tagflader, der har størst potentiale for solceller. Dermed er det blevet lettere for bygningsejere at tage det første skridt mod at producere grøn energi på taget.
Energistyrelsen giver tilladelse til arbejder ved Nord Stream 2-rørledningsanlægget i Østersøen28.1.2025 13:23:31 CET | Nyhed
Energistyrelsen har i dag meddelt tilladelse til at præservere den beskadigede Nord Stream 2-rørledning i Østersøen.
Miljøkonsekvensrapport for CO2-lagringsprojekt sendes i offentlig høring27.1.2025 12:10:58 CET | Nyhed
Energistyrelsen har i dag sendt miljøkonsekvensrapporten for CO2-lagringsprojektet Greensand Future i Nordsøen i høring. Høringsfristen er 24. marts 2025.
Energistyrelsen udgiver eksempelsamling om opstilling af solceller i det åbne land10.1.2025 11:51:16 CET | Nyhed
Solcelleanlæg på marker spiller en vigtig rolle for Danmarks grønne omstilling, og planlægningen skal ske i samspil med natur og landskab med videre. Ny eksempelsamling præsenterer syv solcelleprojekter, som kommunerne kan lade sig inspirere af i deres planlægning.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum