Beskæftigelsesministeriet

Nye regler fra 1. januar 2025

Del

Nedrivning af asbest kræver fremover en autorisation, regler for unges arbejde lempes, og der indføres arbejdspligt for en gruppe borgere i kontanthjælpssystemet. Det er et lille udsnit af de nye regler på beskæftigelsesområdet, der træder i kraft 1. januar 2025.

Oversigt over, hvad der træder i kraft fra 1. januar 2025: 

Arbejdsmiljø og social dumping

  • Der indføres krav om, at nedrivning af asbestholdigt materiale kun må udføres af virksomheder, der er autoriseret hertil af Sikkerhedsstyrelsen. 

  • Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) får ved kontrolbesøg på virksomheder mulighed for at anmode personer, der vurderes at udføre arbejde i virksomheden, om at fremvise legitimation. Udenlandske tjenesteydere skal sørge for, at alle, der beskæftiges af virksomheden, kan fremvise gyldig legitimation til Arbejdstilsynet. 

  • Ældrechecken forhøjes permanent med op til 5.000 kr. årligt til folkepensionister med de laveste indtægter. Lovforslaget træder i kraft 1. januar 2025, og pengene bliver udbetalt i slutningen af januar 2025.

  • Ny bekendtgørelse for unges arbejde giver mulighed for, at unge kan varetage flere typer arbejdsopgaver. Bekendtgørelsen indeholder blandt andet:
    • Unge i alderen 13-15 år, som går i grundskole, må varetage flere arbejdsopgaver.
    • Unge i alderen 13-15 år, som går i grundskole, kan arbejde med ufarlige maskiner som fx softicemaskiner og små skruemaskiner.
    • Unge, der er fyldt 15 år, og som har afsluttet grundskolen, kan fremover arbejde på hospitaler, plejehjem, fabrikker og lagre i tidsrummet fra kl. 4.00-6.00 og indtil kl. 24.00. 
  • Tilladelses- og tilsynskompetencen med børn under 13 års arbejde med kulturelle aktiviteter o.l. overføres fra politiet til Arbejdstilsynet.

Beskæftigelsesindsats

  • Der indføres arbejdspligt for borgere, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, hvis de ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravene i kontanthjælpssystemet.

  • Der indføres nye sygepengeregler, som bl.a. betyder:
    • Mere lempelige krav til opfølgningen for sygemeldte fra beskæftigelse. Det er ikke længere et krav, at sygemeldte skal til mindst fire samtaler inden for det første halve år.
    • Afskaffelse af krav om, at sager om overgang til jobafklaringsforløb skal behandles i rehabiliteringsteamet inden for fire uger.
    • Fleksibel sammensætning af rehabiliteringsteamet, så kommunen selv kan beslutte, hvilke fagområder, der i den enkelte sag skal være repræsenteret i rehabiliteringsteamet.
  • Indkomstloftet for fritagelse for betaling af kontingent til en a-kasse for lærlinge og elever mv. forhøjes til 120,67 pct. af højeste dagpengesats. Med ændringen bliver indkomstloftet for kontingentfritagelse ens for alle studerende, lærlinge og elever.

Arbejdsret

  • Barselsloven ændres, så forældre, der får børn ved surrogataftaler, får ret til fravær og barselsdagpenge fra barnets fødsel. Ændringen skyldes de nye regler i børneloven om familiedannelse ved surrogataftaler, som også træder i kraft den 1. januar 2025.

  • Ny bekendtgørelse om barselsudligning på det private arbejdsmarked som følge af de nye regler i børneloven om familiedannelse ved surrogataftaler. Det betyder, at henvisninger til mor og far er ændret til forældre.

  • Reglerne om fritagelse for rådighed i forbindelse med barsel og sorgorlov udvides for personer, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, ressourceforløbsydelse under ressource- og jobafklaringsforløb og ledighedsydelse. Det betyder, at familiedannelse ved surrogataftaler og medfar som retlig forælder fritages for rådighedsforpligtelsen i det omfang, at der er ret til fravær efter barselsloven, og at der ville have kunnet udbetales barselsdagpenge.

Kontakter

Beskæftigelsesministeriet
Pressevagt: 51232830

Følg pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye