Enklere regler og fjernet forbud om brug af maskiner skal få flere unge i fritidsjob
Regeringen og arbejdsmarkedets parter er enige om, at flere unge skal have et fritidsjob og ophæver blandt andet forbudslisten mod maskiner. I stedet skal arbejdsgiveren vurdere, hvilke maskiner de unge må arbejde med. Det åbner for, at unge kan udføre langt flere typer arbejdsopgaver, fx betjene en gulvvaskemaskine eller græsslåmaskine.
Kun omkring halvdelen af de 13-17-årige har i dag et fritidsjob, og fritidsjobbene er koncentreret på helt få brancher. Knap hver femte ung arbejder i supermarkeder, mens fx kun omkring tre procent arbejder i industrien.
For at få flere unge til at arbejde i industrien efter skole er regeringen og arbejdsmarkedets parter blevet enige om en gennemgribende forenkling af reglerne, som blandt andet indebærer, at forbudslisten mod maskiner ophæves. I stedet skal arbejdsgiveren lave en konkret risikovurdering af unges arbejde med maskiner. I praksis betyder det, at virksomheder fra 1. januar 2026 får mulighed for at sætte unge til fx at slå græs, feje eller vaske gulv med maskiner. Maskiner, de ikke måtte betjene tidligere på grund af forbudslisten.
For at sikre et sikkert arbejdsmiljø for de unge, skal virksomhederne inddrage ansatte eller arbejdsmiljøorganisationen, hvis virksomheden har mere end ti ansatte, i risikovurderingen af den unges arbejde. Derudover skal en person, som er fyldt 18 år og har den fornødne indsigt i arbejdet, føre effektivt tilsyn med den unges arbejde.
Den gennemgribende regelforenkling er det sidste element fra regeringens udspil om flere fritidsjob, der bliver udmøntet. Den reviderede bekendtgørelse om unges arbejde vil træde i kraft 1. januar 2026.
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek:
- Flere unge skal have et fritidsjob, fordi det at møde til tiden og få ansvar for nogle arbejdsopgaver, giver unge selvtillid og læring, så de bedre kan lykkes på uddannelsen, på arbejdet og i alt det, de ellers vil. Med aftalen sender vi et stærkt signal til virksomhederne om, at vi forenkler reglerne, men at vi også forventer, at de er deres ansvar bevidst og skaber gode og trygge fritidsjobs til de unge.
Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Morten Skov Christiansen:
- Et fritidsjob kan give de unge erfaringer, der rækker langt ud over det tekniske. De lærer at møde til tiden, tage ansvar, arbejde sammen og forstå, hvordan en arbejdsplads fungerer. At udvide mulighederne for fritidsjob kan også åbne de unges øjne for fx erhvervsuddannelser og for job, de måske ikke kender i dag.
Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Jacob Holbraad:
- Det er et meget positivt og vigtigt skridt, at vi nu får fjernet en række af barriererne for, at unge kan få fritidsjob. Et fritidsjob giver kompetencer, erfaringer og selvtillid, som de unge både kan bruge i skolen og i arbejdslivet senere hen. Det giver også en oplevelse af ansvar og at være en del af et arbejdsfællesskab, som kan være et vigtigt værktøj i kampen for, at alle unge trives og kommer i job eller uddannelse.
Kontakter
Beskæftigelsesministeriet
Pressevagt: 51232830
Følg pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet
Forsøg giver a-kasser større ansvar for at hjælpe dagpengemodtagere i job3.12.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
To nye forsøg skal vise, om nye dagpengemodtagere kan have større gavn af, at der enten gives et større ansvar til a-kasserne eller skabes et mere frit valg mellem a-kasserne, kommunerne eller en anden aktør.
Nye grænseværdier skal give færre kræftramte arbejdstagere i EU1.12.2025 14:40:43 CET | Pressemeddelelse
Med det danske EU-formandskab for bordenden er EU kommet et skridt tættere på at indføre lavere grænseværdier på en række kræftfremkaldende stoffer. Det står klart ovenpå dagens rådsmøde i Bruxelles.
120 mio. kroner skal styrke sagsbehandlernes faglighed26.11.2025 13:46:51 CET | Pressemeddelelse
Med beskæftigelsesreformen får kommuner og a-kasser fremover mere frie rammer til en håndholdt beskæftigelsesindsats. En ny pulje på 120 mio. kroner kan bruges på at opkvalificere ledere og medarbejdere, så de er klar til omstillingen.
EU-Domstolen annullerer dele af mindstelønsdirektivet11.11.2025 10:27:13 CET | Pressemeddelelse
EU-Domstolen har tirsdag afsagt dom i annullationssøgsmålet om EU’s mindstelønsdirektiv, som er anlagt af Danmark med støtte fra Sverige. Af dommen fremgår det, at dele af direktivet skal annulleres.
Uendeligt bureaukrati i beskæftigelsessystemet bliver nu fjernet5.11.2025 14:05:33 CET | Pressemeddelelse
For nogle borgere er samtaler i kommunen og a-kassen en vigtig støtte, for andre er det ikke. Og det bliver udgangspunktet for den nye og mere forenklede beskæftigelsesindsats, der gradvist træder i kraft i 2026.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum