Nordjysk streamers indsamling runder 1 million
30.12.2024 18:10:53 CET | Psykiatrifonden | Pressemeddelelse
Den 23-årige streamer Jaxstyle, der for tredje jul i træk samler ind til Psykiatrifonden, er nu oppe over 1 million kroner. Han streamer døgnet rundt og har gjort det siden 2. juledag. De mange penge er med til at redde liv, blandt andet gennem Psykiatrifondens rådgivning, der fortsat kan holde åbent i de vigtige nattetimer.

Nogle donerer en tier, nogle en halvtredser eller 100 kroner, andre 1000 kroner. Alt i alt er streameren Jaxstyle nu oppe på at have samlet mere end 1 million kroner ind til Psykiatrifondens arbejde. Følg indsamlingen her. Den magiske million betyder, at Jaxstyle fortsætter sin stream og dermed indsamlingen i 24 timer mere, det vil sige til midnat nytårsaften.
“Tusind, tusind tak til Jaxstyle og hans følgere for at gøre det okay at tale om psykisk sygdom og for at hjælpe så mange. Det er en kæmpe fornøjelse at følge streamen. Og Jaxstyle og hans følgere gør noget helt særligt sammen: De deler deres historier om at have det svært. Det er så vigtigt og kan være det første skridt til, at nogen rækker ud efter hjælp. De mange penge giver samtidig Psykiatrifonden en stærkere stemme og mere slagkraft til at skabe de nødvendige forandringer for de mange tusinde mennesker, børn, unge, voksne og deres familier, der lever med psykisk sygdom”, siger direktør i Psykiatrifonden Marianne Skjold.
De mange penge bliver samlet ind, imens Jaxstyles følgere ser hans livestream på streamingplatformen Twitch. Du kan se med her.
Stream symboliserer mulighed for at få det bedre
Følgerne kigger med, når Jaxstyle sover, når han laver DJ-show og når han tager på tur som forleden, hvor han kørte til København og var på besøg i rapgruppen Suspekts studie. Her mødte følgerne Suspekts producer Rune Rask til en flere timer lang snak.
Streaming er det, Jaxstyle lever af, men døgnene med indsamling til Psykiatrifonden er ikke bare arbejde, det er hjerteblod. Og det er det ikke mindst i år, hvor han selv efter mange år at have følt sig forkert har fået diagnosen adhd og har det langt bedre.
“Overordnet set har jeg det meget bedre nu, end jeg havde sidste år. Derfor symboliserer streamen i år, at det er muligt at få det bedre. Det vil jeg gerne minde følgerne om,” siger Jaxstyle.
“Og så er det bare helt vildt, at vi har samlet så mange penge ind. Samtidig har vi det virkelig sjovt, imens vi gør det. Man kan sige, at vi fejrer vores fællesskab og det, vi kan sammen. Det er så fedt, at chatten er med – hele vejen”, siger Jaxstyle.
Indsamlede midler med til at redde liv
De mange penge, som ikke alene kommer fra indsamlingen, men også fra hele Jacob Krulls overskud fra følgere, der betaler for at følge ham, og reklameindtægter, går til Psykiatrifondens arbejde. Midlerne fra Jaxstyles første indsamling gik blandt andet til at holde natåbent i Psykiatrifondens chatrådgivning. Og denne jul står det mere end klart, at de mange penge gør en meget konkret og afgørende forskel:
“To gange har vi her i julen i nattetimerne ringet 112 på vegne af en bruger på vores chatrådgivning, som stod på en station og ønskede at tage sit eget liv, men valgte at skrive til os i stedet. Med de indsamlede midler kan vi sikre, at vi fortsat kan have åbent om natten i 2025”, siger leder af Psykiatrifondens rådgivning Liza Johnson.
Stream forlænget med et døgn
Det er tredje jul i træk, 23-årige Jacob Krull dedikerer flere døgns uafbrudt stream med indsamling til Psykiatrifonden. I 2022 nåede han den foreløbige rekord på 1,2 million kroner, i 2023 knap 700.000 kroner, og i år altså indtil videre mere end 1 million kroner. Og streamen fortsætter.
Egentlig skulle streamen slutte den 30., men forleden satte Jaxstyle et nyt mål, som betyder, at hvis millionen blev nået senest ved midnat den 30. december, fortsætter han til nytårsaften ved midnat.
Nøgleord
Kontakter
Sarah BossPressechef
Tlf:23712688scb@psykiatrifonden.dkFølg pressemeddelelser fra Psykiatrifonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Psykiatrifonden
Fra Skagen til København: 500 kilometers løb for mennesker med psykisk sygdom29.7.2026 11:31:32 CEST | Pressemeddelelse
Fra den 31. juli til den 2. august gennemfører løbefællesskabet 5th Element et 500 kilometer langt speedrun fra Skagen til Rådhuspladsen i København. Undervejs samler de ind til Psykiatrifonden for at sætte fokus på psykisk sygdom og vise, at ingen skal stå alene.
Festival kan være vildt og voldsomt - sådan finder du ro29.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Musik, fest, alkohol, larm, for meget sol og for lidt søvn - festivalsommeren er i gang, og for nogle kan det være en vild og voldsom oplevelse. Psykiatrifondens rådgivning er talstærkt til stede på Roskilde Festival i år, og frivilligleder Liza Johnson giver et par gode råd, der kan være rare at have med i rygsækken - uanset hvilken af sommerens festivaler, du eller dine halvvoksne børn skal til.
Igen i år skaber Psykiatrifonden ro på Roskilde Festival23.6.2026 10:04:52 CEST | Pressemeddelelse
Fra søndag den 28. juni til lørdag den 4. juli 2026 er Psykiatrifondens rådgivere igen til stede på Roskilde Festival, hvor festivaldeltagere hver dag fra klokken 14.00 til 02.00 kan få gratis og anonym rådgivning.
Psykiatrifonden giver topkarakter til Ida Auken for akutplan19.6.2026 12:10:34 CEST | Pressemeddelelse
Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold er godt tilfreds med indholdet af økonomiaftalen og dermed den akutplan for børne- og ungdomspsykiatrien, der blev præsenteret i Økonomiministeriet i dag. Hun kalder akutplanen velvalgt og veltimet og roser den nye sundhedsminister Ida Auken, S, for at gå til opgaven i højt tempo og med store ambitioner.
Lørdag fylder løbefesten Øenx Aarhus Ø15.6.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
På lørdag indtager løbere og publikum Aarhus Ø. En løbefest med mad, drikke, boder – og en efterfest. Løbet Øenx på 50 km. varmer op til Søenx på 100 km. rundt om Lemvig Sø i juli måned. En sommer med løbeglæde og fokus på psykisk sygdom og psykisk sundhed er i gang. Alt overskud går til Psykiatrifonden.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum