Brian har været mekaniker i 40 år, nu laver han værkstedet om
Online booking, nyt logo og arbejdstøj samt flere tiltag der er lidt grønnere end alternativet. Det er den nye virkelighed for Åbyhøj Autoservice, der bliver AutoMester E+ for klimaets, sønnens og kundernes skyld

Han hedder Brian, er mekaniker, har mere end 40 års erfaring i branchen, og så fylder han 59 til februar. Det lyder ikke ligefrem som den klassiske “klimatosse” - men det er han. Han har et nytårsforsæt om at kunne servicere fremtidens bilpark til glæde og gavn for el- og hybridbilejerne og samtidig skåne klimaet. Og man må sige, at han er en mand af sit ord, for allerede 1. januar blev Åbyhøj Autoservice til AutoMester E+.
“Jeg vil gerne gøre en forskel. Vi planter et træ, hver gang vores kunder får lavet service på bilen. Og selvom det er godt med mere skov, så er det afgørende for mig, at vi tænker grønt i alle de led, vi kan, så alle oliefiltre og dæk ender de rigtige steder, og spildolie bliver genbrugt. Det er jo ren fornuft,” mener Brian Jensen, der har været partner i værkstedet siden 2002 og eneejer siden 2012. Han tilføjer: “Hvis vi vil have, at værkstedet skal klare sig i fremtiden, så skal vi følge med udviklingen - og det grønne er kommet for at blive.”
Er allerede klar til at servicere alle slags biler
Med over 40 år i branchen er Brian Jensen ikke typen, der hopper på en trend ud af det blå. Beslutningen om at blive en del af AutoMester E+ har krævet både overvejelser og investeringer - men det er det eneste rigtige at gøre, mener han:
”Vi har allerede sendt vores svend på to el- og hybridkurser, og min søn Anton, der er i lære her, får også det hele med fra skolen. Det er vigtigt for os hele tiden at være opdaterede. Det handler om at være klar til det, kunderne efterspørger, og jeg kan se, at flere og flere her i byen går over til el og hybrid.”
Det er vigtigt for mekanikeren fortsat at kunne være byens mekaniker - uanset farve, størrelse, mærke eller brændstof på bilen.
“Selvom man køber elbil, skal man stadig kunne komme hos den lokale mekaniker. For det er jo virkelig et tillidsspørgsmål, når man som bilejer ikke nødvendigvis selv ved, hvad der skal laves på ens bil. Jeg skiftede f.eks. vinterdæk på en kundes elbil for nyligt, hvor jeg sagde, at hans bremser så træls ud. Han svarede, at han så hellere måtte køre på mærkeværksted. Han blev glædeligt overrasket over, at jeg godt måtte lave dem. Der håber jeg selvfølgelig, at det hjælper med det grønne E+-mærke, for så ved man, at vi er godkendt til det.”
En lang og stolt arv at bygge videre på
Mens værkstedet får en ordentlig overhaling, så er der nogle ting, man ikke laver om på, deler Brian Jensen:
“Det var faren til ham, jeg stod i lære ved, som startede værkstedet i 1958. Jeg har stadig hans gamle næringsbrev, der er et officielt papir på, at han måtte drive værksted. Det er i glas og ramme, for det synes jeg er lidt sjovt at have.”
Brian Jensen startede i lære på værkstedet i 1983 og har været der lige siden.
“Det kan godt være, jeg trak frinummer, men så har jeg vist udtjent min værnepligt her efterhånden,” griner han.
Han har altid skruet i biler og fik sin første markracer, da han var ni år gammel. Den lavede han, når han kunne, og det havde han ingen fremmed efter. Faren var nemlig direktør hos autogrossisten FTZ, der kunne skaffe reservedele og værktøj.
“Og så var det min far, der var med til at starte AutoMester for at flere værksteder kunne gå sammen om at skabe noget. Så vi har været med fra starten her på værkstedet og har nummer 24 i kæden. Og man må vist sige, at det er gået meget godt, og er blevet efterlignet af mange sidenhen.”
AutoMester har netop vundet prisen som Årets Værkstedskæde for fjerde gang siden Auto Awards Danmark startede med at uddele prisen i 2018.
“Når kunderne kommer ind, siger de ‘Hvad er nu det? Har I nu vundet igen i år?’ Det betyder meget,” fortæller værkstedsejeren, der lader til selv at have vundet byens hjerter: “Mange af dem, der er kommet her altid, siger til deres børn, at de bare skal køre ned til Brian med bilen. Så bliver jeg da stolt.”
Det vidner anmeldelserne på Trustpilot også om, hvor flere brugere skriver, at de har brugt værkstedet altid, at servicen er upåklagelig, og at der burde være flere som dem. Én skriver endda, at det er en gammel kærlighed, der stadig holder.
Det bli’r i familien
Når snakken falder på fremtiden, er det tydeligt, at Brian Jensen tænker langt ud over sine egne år på værkstedet.
”Min søn, Anton, bliver udlært i 2026, og jeg håber, han vil overtage værkstedet en dag. Derfor gør vi det her nu. Jeg vil gerne sikre, at han ikke står med alle investeringerne alene – og at han er rustet til at klare sig i en branche, der hele tiden udvikler sig.”
Brian Jensen indrømmer, at det kan være en udfordring at følge med tidens digitale udvikling, men nu har virksomheden både Facebook og en hjemmeside med online booking:
”Jeg er af den gamle skole, hvor man ringer og får en snak om, hvad der skal laves ved bilen. Men jeg kan jo godt se, at det er let lige at sidde på nettet og se, om der er tid i morgen,” siger han med et smil.
Nøgleord
Kontakter
Lena Britt PedersenMarketing ManagerAutoMester ApS
Tlf:+ 45 63 41 89 88lena.pedersen@automester.dkBilleder

Om AutoMester
AutoMester er Danmarks største værkstedskæde med næsten 400 værksteder. Den prisvindende kæde investerer i grønnere tiltag og nye teknologier, mens de tilbyder service og reparation af alle slags biler - uanset mærke, model og årgang. Fordi det skal være enkelt at være bilejer.
Følg pressemeddelelser fra AutoMester Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra AutoMester Danmark
Ny AutoMester vil ændre synet på bilbranchen13.10.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mange danskere har fordomme om mekanikere - og Jonas Andersen giver dem ret. Han har selv set værksteder, hvor det handler mere om samlebånd og profit end kunderne. Netop derfor er filosofien i hans værksted helt anderledes. “Jeg forsøger altid at gøre noget ekstra”
Første AutoMester-hold gennemfører svendeprøven i Skjern9.10.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er rift om fremtidens mekanikere, der skal kunne håndtere hele bilparken og kundernes bekymringer. I tæt samarbejde med værkstedsindehaverne er et nyt hold klar, fortæller uddannelseschef
Pers Auto bliver en del af Autocentrum Rudkøbing8.10.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Jesper Ejlersen har overtaget værkstedet på Mjølbyvej. Det bliver markeret med åbent hus d. 10. oktober, hvor kunder inviteres forbi det nyistandsatte værksted, der er bygget på fællesskab
Uldum Auto lytter til byen: Sætter strøm til værkstedet30.9.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
39-årige Claus Lauritzen har altid været klar over, at han skulle lave biler som sin onkel. Men at bilerne skulle køre på el, havde han ikke forestillet sig, da drømmen først spirede. Nu bliver hans værksted en del af AutoMester E+ og dermed også bedre rustet til at håndtere kundernes el- og hybridbiler
Claus’ værksted brændte - nu er han tilbage30.6.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
KP Biler brændte ned for to år siden. Siden da har Claus Pedersen drevet forretningen videre hos en god kollega. Nu er han tilbage på hjemmebane i et nyt og miljørigtigt værksted. “Det kunne kun lade sig gøre, fordi alle kunder fulgte med”
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum