Natur er kultur

Havørnens genkomst og genopretningen af den uregulerede Skjern Å demonstrerer med en vældig styrke, at alt kan tænkes i det yndige land, når selv det, ingen havde turde drømme om, allerede ER sket. Og der er kun tale om to af de velkendte eksempler.

Med lige så stor rimelighed kunne man vælge at fremhæve odderens fremgang i Jylland, tranens spektakulære comeback overalt og det utroligt rige fugle- og dyreliv, der er genopstået i Filsø nord for Varde, efter at den tørlagte sø kom i naturkyndige hænder i 2012. Eller de mere end 100 mindre og større genetableringer af tørlagte søer og våde områder, som myndigheder og private har bekostet siden 1984. Og i Øresund springer makrelfamiliens ukronede konge atter – tunfisken er vendt tilbage til danske farvande.

Som modvægt til den dominerende forarmelse og ødelæggelse, der desværre er hovedtendensen i sagaen om den overgødskede og gennemsprøjtede danske natur, kan der lykkeligvis peges på en række vellykkede projekter, hvor naturen er genskabt. Derfor er det vigtigt at fremhæve, understrege og forstå, at den natur, vi betragter og beskriver i dag, ikke er NATUREN.

Natur i dag er kultur, og kultur skabes af mennesket, på godt og på ondt. Deri ligger mulighederne – og nødvendigheden.

Professor Peder Agger, overvismanden fra Naturrådet, der nægtede at nedlægge sig selv under den store politiske massakre på råd og nævn i 2001, formulerede denne nødvendighed allerede i slutningen af forrige århundrede. I bogen Dyrenes Danmark fra 1989 skriver han:

»Men dybest set hænger natur og kultur for os uløseligt sammen. Kulturen og dens frembringelser kan betragtes som bearbejdet natur, hvad enten der er tale om tonerne fra en violin, eller fiskene der vender bugen i vejret i Kattegat. Når dette sidste sker, er det ikke bare naturen, men også os, altså samfundet, der er i krise. Det er et symptom på, at noget kører skævt, i den helhed vi er en del af.«

Det svundne er derfor ingen drøm, men skabelonen for en strålende fremtid. Under bygmarken danser brushønsene stadig, men uden menneskets hjælp kommer der aldrig fest på dansepladserne.

Glem aldrig, hvad der var engang, men se fremad
Den største fare er, at vi vænner os til, at naturen er det, vi netop ser i dag. At vi accepterer, at den natur, der er tilbage, forringes, uden at vi skulle kunne gøre noget ved det.

Eller kører trætte i de deprimerende meldinger om iltsvind, fedtemøg og politiske trepartsfiflerier, der vælter ud fra mediefabrikkerne. Er der ingen længere, der søger at holde fast i de svundne værdier, mister vi den nødvendige målestok for at vurdere skidt fra kanel. 

Den ødelagte natur bliver så at sige det normale. Denne risiko beskrives således af professor Kaj Sand-Jensen i bogen Den sidste naturhistoriker fra 2003:

»Er alle dyrene i et område allerede døde, er der jo ingen risiko for, at der kan ske noget alvorligt, som påkalder sig mediernes opmærksomhed. Når alle bunddyr er udryddet af iltsvind i farvandene omkring Fyn, vil alarmerne efterhånden stoppe, fordi vi dels vænner os til de årligt tilbagevendende iltsvindskatastrofer, og dels ikke oplever så mange døde dyr mere.«

Derfor er det overmåde vigtigt at fastholde erindringen om, hvad der var engang. Både i form af tørre tal og faktuel viden, men også i kunstnernes maleriske beskrivelser og fotografernes dokumentation.

På fundamentet af deres skitser og fotos og videnskabens tabeller bygger vi jo fremtidens natur – eller genopfinder den, om man vil.

Og indsatsen er nødvendig. Beretningen om Danmarks naturhistorie har tragediens triste moltone, og på de store linjer gennemspilles det samme motiv om og om igen: Urfuglen gik tabt, eghjorten forsvandt, storken uddøde, orkideerne blev kvalt, og snart er der også bud efter brushønen, sortternen og svalen, engblommen, klokkeblomsten og guldsmeden – ja, selv haren er så hårdt ramt af “udviklingen”, at den har fået plads på den officielle liste over sårbare dyrearter.

Fedtemøg og solcelleparker breder sig i naturen
I den sidste tid er det blevet åbenbart for alle, hvad marinbiologerne forgæves havde advaret om i årtier – fjordene og havet omkring Danmark er døende. Bunddyrene er borte, og flere og flere fiskearter flygter, mens fedtemøgets stinkende, sortbrune algebunker skyller op langs mange danske kyster. 

Årsagen er det stadig mere udbredte iltsvind, og skurken kender vi alle: Landbruget.

Og på land hærger en næsten lige så tragisk afvikling af den natur, der trods alt har overlevet indtil nu. På grund af det skandaløse fravær af en fornuftig landsplanlægning smadres egn efter egn af de vanvittigt pladskrævende solcelleparker.

I stedet for at beordre disse klimaanlæg lagt op på tagene af produktionsbygninger i landbrug og industri – sådan som de fornuftige tyskere ude i Friesland og andre egne af Schleswig-Holstein har gjort det i årtier – så allokeres nogle af landets bedste dyrkningsjorde – og naturområder – til disse tekniske anlæg. 

Som i et anfald af panisk angst for klimaforandringer, der uigenkaldeligt allerede er en realitet, og som Danmark bidrager uendeligt lidt til, skal altså også de sidste vådområder ofres. Til byggegrunde for vindmøller og solceller. Samtidig med at vi genskaber nogle spektakulære naturmonumenter, bliver der stadig mindre almindelig natur.

(...)

Læs hele dette essay her.