Ældreministeriet

Nyt ældretilsyn finder hjem i Hjørring, Silkeborg og Gentofte

Del

Slut med frygt for tilsyn og kontrol af dokumentation. Et nyt tværkommunalt og læringsorienteret ældretilsyn, som skal være med til at føre ældrereformens værdier ud i livet, får nu hjemsted i Hjørring, Silkeborg og Gentofte kommuner. 

Når landets plejehjem og hjemmeplejen fremover får besøg af ældretilsynet udgår tilsynet ikke længere fra staten eller fra ens egen kommune. Et helt nyt tværkommunalt tilsyn erstatter forsøgsordningen med det statslige ældretilsyn samt kommunernes eget årlige ældretilsyn. Det nye tilsyn får hjemsted i Hjørring, Silkeborg og Gentofte kommuner. Etableringen af ældretilsynet begynder den 1. januar 2025, og den 1. juli 2025 sættes tilsynet i drift. 

Også det nye tilsyns fokus holder flyttedag. Kvaliteten af plejen skal stadig kontrolleres, men i stedet for at holde blikket fast på kontrol af dokumentation stiller det nye ældretilsyn skarpt på at understøtte læring lokalt i en tryg samarbejdsrelation. Samtidigt får tilsynet et særligt øje på de steder, hvor der er risiko for udfordringer med kvalitet i helhedsplejen. Alle plejehjem og hjemmeplejen får et fysisk tilsynsbesøg minimum én gang hvert femte år. Derudover kan ældretilsynet også reagere med et tilsyn, hvis der opstår en konkret bekymring for kvaliteten i helhedsplejen for eksempel på baggrund af en henvendelse til en ny Ældrelinje. Ved siden af det nye ældretilsyn fører kommunerne fortsat et personrettet tilsyn med, at ældre får den hjælp, de har behov for.

Mette Kierkgaard, ældreminister siger:
”Det nye ældretilsyn er en helt afgørende brik i at føre ældrereformens intentioner ud i livet. Jeg er derfor meget glad for, at Hjørring, Silkeborg og Gentofte kommuner har sagt ja til at varetage det nye ældretilsyn. Det bliver en helt ny måde at gøre tingene på, hvor læring, rådgivning og sparring er tilsynets vej frem. Det er en vigtig forandring frem mod for alvor at forny ældreplejen til gavn for den enkelte ældre.”

Michael Fenger, borgmester i Gentofte siger:
”Det er meget positivt, at der med det nye Ældretilsyn kommer ekstra fokus på at udvikle og løfte kvaliteten på ældreområdet. Det er en opgave, vi i Gentofte gerne påtager os for fællesskabet. Jeg håber, det tværkommunale tilsyn kan være med til at sprede viden og erfaringerne på tværs af kommunerne, og at en styrket rådgivning, læring og dialog vil løfte hele dette vigtige område.”

Søren Smalbro, borgmester i Hjørring siger:
”Vi løser i forvejen opgaven indenfor socialtilsynet og har derfor et godt afsæt for det nye ansvar i ældretilsynet. Vi ser det som en tillidserklæring, og vi glæder os til at komme i gang med arbejdet for at sikre bedre rammer og tryghed for ældre og deres pårørende på tværs af kommunerne.”

Helle Gade, borgmester i Silkeborg siger:
”Jeg er glad for den tillid, ældreministeren har vist ved at række ud for at høre, om vi i Silkeborg vil løfte den nye tilsynsopgave på tværs af kommuner. Som en af Danmarks 10 største kommuner har vi kompetencerne og organisationen til at løfte opgaven. Vi har de seneste 10 år drevet den største socialtilsynsenhed i Danmark, som har løftet opgaven med socialtilsyn i Region Midtjylland og i store dele af Jylland i forhold til særlige tilbud. Når de nuværende tilsyn på ældreområdet samles og erstattes af et fælles tilsyn på tværs af kommunerne, håber vi, at de enkelte plejecentre vil opleve et mindre tilsynstryk, og det nye tilsyn vil have fokus på et risikobaseret tilsyn til gavn for borgerne og kvaliteten af ældreplejen”.

Ældrelinje skal understøtte åbenhed
I det nye tværkommunale ældretilsyn oprettes ”Ældrelinjen”, som beboere, medarbejdere, ledere og pårørende kan henvende sig til for at råbe vagt i gevær, hvis man er bekymret for forholdene i en plejeenhed. Der er mulighed for at henvendelsen kan være anonym. Ældrelinjen skal medvirke til at understøtte en kulturændring med åbenhed om udfordringer og give ældretilsynet mulighed for at sætte ind med rådgivning og sparring eller reagere med et tilsyn på bekymringerne i rette tid.

 

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Ældreministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Ældreministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye