Louise er frivillig på julelejr for udsatte børn i sin juleferie
19.12.2024 06:00:00 CET | Blå Kors Danmark | Pressemeddelelse
For andet år i træk skal 21-årige Louise Millnitz være frivillig i sin juleferie på Blå Kors’ julelejr i Silkeborg for udsatte børn i alderen syv til 13 år. Det giver mening, fortæller hun.

Mellem jul og nytår afvikler Blå Kors endnu en gang julelejr i Ans ved Silkeborg for børn mellem syv og 13 år, der kommer fra familier med alkohol- og stofmisbrug, fattigdom, psykisk sygdom eller andre sociale problemer.
De 30 pladser på årets julelejr blev revet væk på få uger, og frivillige glæder sig til at tage imod børnene og give dem et tiltrængt pusterum fra hverdagen.
”Vi oplever en stor interesse for at deltage på vores julelejr, hvilket vidner om, at mange børn har det svært. Julelejren drives af frivillige, og det betyder meget for børnene, at de voksne er der frivilligt, fordi de vil dem - og ikke fordi det er deres arbejde,” siger Sandra Trampedach Junget, der er projektleder for Blå Kors Ferielejre.
Det handler om de små øjeblikke
En af de frivillige på julelejren er Louise Millnitz. Det er andet år i træk, hun skal være frivillig, og hun ser frem til at skabe små øjeblikke sammen med børnene:
”Jeg glæder mig til at skabe glæde og hygge for børnene. Det handler ikke om, at det skal være perfekt. For dem er det nok, at jeg er der. En sang om Søren Banjomus er nok til at skabe glæde, og det smitter, når jeg oplever børnenes begejstring og taknemmelighed.”
År efter år oplevede Louise Millnitz, at julen ofte blev en skuffelse og ikke det perfekte billede, hun havde forestillet sig. Derfor valgte hun sidste år at bruge sin juleferie som frivillig og gentager det i år, fortæller hun.
”Jeg vil hellere gøre børnenes jul til en god jul i stedet for at stræbe efter at gøre min egen jul perfekt,” siger den 21-årige frivillige, som til daglig arbejder som klassepædagog i en folkeskole.
Louise Millnitz er vant til at arbejde med børn, men på julelejren kommer der børn med en anden baggrund og nogle andre ting i bagagen.
”På julelejren møder jeg børn, som kan have en vis skepsis over for voksne. De er vant til voksenkontakt, men de kommer ofte med negative oplevelser og vil tænke: hvad vil du mig? De trænger til at møde voksne, der vil dem og er der af lyst,” fortæller hun.
Fire dage med aktiviteter og fællesskab
Ud over hyggestunder kan børnene på julelejren se frem til aktiviteter som brætspil, fodbold, krea-hygge og pakkeleg. Sidstnævnte er et fast element på julelejren og vækker stor begejstring blandt børnene.
”De synes, det er så fedt med pakkeleg. Bagefter bytter de gaver på kryds og tværs og taler om, hvad de vil give til deres søskende eller forældre, når de kommer hjem fra lejren,” siger Louise Millnitz, som i løbet af dagene oplever, hvordan børnene skaber relationer med hinanden og bliver bedste venner.
”Topmålet er at få børnene til at finde hinanden. Vores rolle som frivillige er at skabe nogle rammer, hvor det er muligt. Det er ret vildt at opleve, hvor hurtigt de finder tryghed i hinanden og skaber et rum, hvor det er okay at være den, man er,” slutter hun.
Ud over lejren i Ans har Blå Kors også en julelejr for unge mellem 13 og 20 år i Hillerød. Også den er fuldt booket.
Kontakter
Sandra Trampedach JungetProjektleder for Blå Kors Ferielejre
Tlf:61 24 14 60stj@blaakors.dkThomas Røddik KorneliussenChef for kommunikation og CSR i Blå Kors Danmark
Tlf:26 20 20 46trk@blaakors.dkBilleder

Følg pressemeddelelser fra Blå Kors Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Blå Kors Danmark
Unikt samarbejde giver udsatte borgere digital hjælp i Aabenraa21.4.2026 06:02:00 CEST | Pressemeddelelse
Gennem et samarbejde mellem Blå Kors Danmark og Aabenraa Kommune kan brugerne på værestedet Den Blå Oase nu få hjælp til MitID, e-boks og ansøgninger i trygge rammer, og mange har allerede mærket forskellen.
Genbrugsbutik fylder 20 år: “Vi bliver ved så længe, vi kan”15.4.2026 08:07:47 CEST | Pressemeddelelse
Lis Sørensen og Else Laursen har været frivillige i Blå Kors’ genbrugsbutik i Silkeborg gennem to årtier og har ikke tænkt sig at stoppe foreløbig.
10 år med Blå Kors Genbrug i Aalborg7.4.2026 12:34:50 CEST | Pressemeddelelse
I Aalborg kan Blå Kors Genbrug fejre 10-års jubilæum, og det samme kan en af butikkens frivillige. Det markeres med konkurrencer, modeshow og kaffebord den 14.-18. april.
Blå Kors åbner ny genbrugsbutik i Tilst7.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 8. maj slår Blå Kors Danmark dørene op til en 350 kvadratmeter stor genbrugsbutik i Tilst ved Aarhus og efterlyser frivillige, der vil være en del af et godt fællesskab.
Ingen skal kigge på et tomt påskebord: Lidl og Blå Kors glæder udsatte familier i påsken19.3.2026 05:30:00 CET | Pressemeddelelse
For niende år i træk går Lidl og Blå Kors sammen om at give en håndsrækning til dem, der har brug for ekstra hjælp i påsken.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum