Milliontilskud til fremtidens miljøteknologi: Virksomheder får støtte til miljø-, natur- og klimatilpasningsprojekter

Del

38 projekter får i 2024 samlet 145 mio. kr. i tilskud fra Miljø- og Ligestillingsministeriets støtteprogram til fremtidens miljøteknologi inden for miljø, natur og klimatilpasning.

Er det muligt at destruere den asbest, der hober sig op på landets genbrugspladser, på en bæredygtig måde, så det ikke efterlades til de næste generationer? Og kan man udvikle en løsning, der kan monteres manuelt på eksisterende huse, så de kan modstå og tåle oversvømmelser fra stormflod?

Det er blandt spørgsmål, som virksomheder nu vil arbejde på at finde løsninger på.

For de to projekter får sammen med 36 andre projekter i år støtte fra Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP), der er Miljø- og Ligestillingsministeriets program, der støtter udvikling af fremtidens miljøteknologiske løsninger.

Og virksomhedernes arbejde er afgørende for at løse de udfordringer vores miljø og natur står overfor, mener miljøminister Magnus Heunicke.

”Vores samfund er truet af den nye klimavirkelighed og et konstant øget pres på vores miljø og natur. Derfor er det afgørende, at Danmarks virksomheder arbejder med på løsninger, der fx kan ruste vores samfund mod truslen fra det vildere vejr, stigende vandstande og vores enorme forbrug af plastik og kemi, der havner i naturen. Det vil de projekter, som vi støtter i år, medvirke til," siger miljøminister Magnus Heunicke.

Stor søgning fra virksomheder

I 2024 modtog MUDP 97 ansøgninger fra virksomheder, som ønsker at udvikle og investere i teknologi, der kan være med til at løse de miljøudfordringer, som vores samfund står over for. 

Efter bestyrelsens prioritering er der givet tilsagn til 38 projekter i 2024, som samlet får 145 mio. kroner i støtte.

”Bestyrelsen har i år haft mulighed for at vælge mellem rigtig mange spændende ansøgninger, der vidner om, at mange gode kræfter arbejder med teknologier, der kan bidrage til den grønne omstilling og hjælpe i arbejdet med eksempelvis klimatilpasning,” siger formanden for MUDP’s bestyrelse, Jeanett Vikkelsøe.

I 2025 er der afsat 143,7 mio. kr. til MUDP, og i lighed med 2024 er 10 mio. kr. øremærket klimatilpasning.

Se foreløbig liste over nye MUDP-støttede projekter her

Læs mere om MUDP her www.mudp.dk

Yderligere oplysninger:

Miljøstyrelsen, tlf. 72 54 40 00

MUDP’s hovedpostkasse, ecoinnovation@mst.dk

Følg pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye