Energistyrelsen giver tilladelse til at etablere Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark
Energistyrelsen udsteder etableringstilladelse til Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark. Parken forventes at være i drift i 2029, hvorefter den vil kunne levere grøn strøm svarende til elforbruget i omkring 240.000 husstande.
Energistyrelsen har meddelt selskabet Jammerland Bay Nearshore A/S tilladelse til at etablere Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark i nærheden af Kalundborg med de tilhørende interne ledningsanlæg og ilandføringskabler.
Projektet omfatter opstilling af 16 havvindmøller, som placeres syd for Kalundborg mellem halvøerne Asnæs og Reersø. De enkelte møller vil have en højde på 256 meter, og projektet vil have en samlet kapacitet på 240 MW.
Krav af hensyn til flagermus og marsvin
I etableringstilladelsen stilles en række vilkår af hensyn til miljøet. Der stilles bl.a. vilkår til håndtering af flagermus og marsvin, som begge påvirkes af havvindmøller.
Der stilles krav om, at vindmøllerne skal stoppe eller rotere langsomt efter solnedgang, når det blæser under 6 m/s, i perioden 1. april til 31. oktober. Kravet om såkaldt ”cut-in-speed” er sat for at tage de nødvendige hensyn til flagermus.
Derudover stilles bl.a. krav om, at der ved nedramningen af monopæle skal benyttes dobbelte boblegardiner, der vil mindske anlægsstøjen betydeligt og dermed sikre mindre påvirkning af f.eks. marsvin i området.
Energistyrelsen stiller desuden vilkår om, at Bygherren igangsætter et overvågningsprogram for at tilvejebringe en større og generel viden om havvindmøllers påvirkning af det marine miljø.
Forundersøgelsesrapport godkendt marts 2024
Energistyrelsen har den 15. marts 2024 godkendt forundersøgelsesrapporten, bestående af en miljøkonsekvensrapport, for Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark. Med godkendelsen har Energistyrelsen vurderet, at forundersøgelsesrapporten opfylder miljøvurderingslovens krav til indhold,
og at det ikke på det foreliggende grundlag kan afvises at være relevant at
udnytte energien i området.
Jammerland Bay Nearshore A/S har den 15. marts 2024 ansøgt om etableringstilladelse. Energistyrelsen udsteder tilladelsen på baggrund af den gennemførte offentlige høring af miljøkonsekvensrapporten og de høringssvar,
Energistyrelsen har modtaget på baggrund af den offentlige høring.
Se etableringstilladelse og høringsnotater for Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark på Energistyrelsens hjemmeside.
Fakta om projektet
- Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark omfatter opstilling af 16 havvindmøller på monopæle og dækker et område på 31,1 kvadratkilometer syd for Kalundborg, som skal placeres øst for Storebæltsrenden mellem halvøerne Asnæs og Reersø – ca. 6 km ud for Reersø.
- landføringskablerne føres i land ved kysten ved Østrup, hvorefter de føres videre til en ny transformerstation ved Kalundborg Refinery. Tilslutningspunktet bliver Energinets eksisterende højspændingsstation ved Asnæsværket.
- De enkelte møller vil have en højde på 256 meter, og projektet vil have en samlet kapacitet på 240 MW.
- Bygherre er Jammerland Bay Nearshore A/S med European Energy A/S som moderselskab.
- Projektet blev ansøgt gennem Åben dør-ordningen i februar 2012.
Kontakter
Energistyrelsens pressetelefon (modtager ikke SMS'er)
Tlf:+45 33 95 08 00presse@ens.dkEnergistyrelsen
I Energistyrelsen gør vi en forskel hver dag. I Danmark og i lande verden over. Vores vision om at opnå et klimaneutralt samfund i vækst og balance er den største opgave, vi skal være med til at løse. Vi ved, at vi skal tænke ambitiøst, og vi ved, at vi skal tænke nyt. Vores mål er en klog, grøn omstilling, hvor Danmark går foran, og danske erfaringer anvendes globalt. Hvor grønne løsninger, sikker og effektiv forsyning og økonomi tænkes sammen.
Følg pressemeddelelser fra Energistyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energistyrelsen
Nye datoer: Energirenoveringspuljen og Varmepumpepuljen åbner i februar med enklere regler20.12.2024 11:01:14 CET | Pressemeddelelse
Energirenoveringspuljen åbner den 19. februar, og som noget nyt kan der også søges tilskud til energirenovering af huse med energimærke D. Varmepumpepuljen åbner den 25. februar, og for begge puljer er reglerne for at søge om udbetaling af tilskud forenklet.
EUDP indkalder: Søg om støtte til fremtidens grønne løsninger19.12.2024 11:34:35 CET | Pressemeddelelse
Der er over 300 millioner kroner at hente til nye innovative energiprojekter. Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) indkalder nemlig endnu engang ansøgere, der vil udvikle og demonstrere ny energiteknologi. Sidder I med en af fremtidens grønne løsninger, så søg senest den 3. marts 2025 kl. 12.00.
13 projekter får tilsagn om tilskud til at øge viden om energifællesskaber16.12.2024 13:06:06 CET | Pressemeddelelse
Den 16. oktober 2024 udløb fristen for at søge om tilskud fra puljen til lokale energifællesskaber og lokal forankring af klimaomstilling. 13 projekter har fået tilsagn om knap 5,9 mio. kr. i tilskud til at øge viden om lokale energifællesskaber og til at informere om vedvarende energiløsninger.
EUDP tømmer kassen: 403 millioner kroner til ny energiteknologi16.12.2024 11:23:13 CET | Pressemeddelelse
Der var ansøgninger for over en milliard kroner. Nu har Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) givet hele 40 nye energiprojekter tilsagn om tilskud på i alt 403 millioner kroner. Et beløb, der vidner om en høj kvalitet af de mange innovative projektansøgninger.
Ny pulje giver støtte til opsætning af solceller på etageejendomme12.12.2024 12:00:23 CET | Pressemeddelelse
En ny pulje skal gøre det nemmere at opsætte solceller på tage i byerne, så tagarealer bruges til grøn energiproduktion. Puljen ventes at åbne i 2025.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum