Overvældende interesse fra landmændene for ny ordning, der skal give mere plads til naturen
16.12.2024 14:01:24 CET | Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd | Pressemeddelelse
Ansøgningsrunden for den nye ordning Permanent ekstensivering er netop lukket, og interessen har været over alle forventninger. Lodsejere i hele Danmark har søgt ordningen, hvor arealer permanent tages ud af drift for at blive til ny natur. I alt er der søgt for knap 850 mio. kr. til 12.500 hektar – over dobbelt så meget landbrugsjord, som der oprindeligt var estimeret. Det viser velvilje i forbindelse med aftalen om Den Grønne Trepart.
Danske landmænd er med på at give mere plads til naturen. Det står klart efter, at ordningen Permanent ekstensivering er lukket for ansøgninger. I alt har 1.408 lodsejere søgt om støtte til at ekstensivere i alt 12.581 hektar landbrugsjord.
Minister for grøn trepart, Jeppe Bruus (S), siger:
”Jeg er meget glad for, at så mange lodsejere støtter op om behovet for at give naturen mere plads og frivilligt lader deres arealer ekstensivere for al fremtid. Jeg havde på ingen måde regnet med, at der ville blive søgt til over dobbelt så meget landbrugsjord, som vi oprindeligt estimerede. Det er endnu et godt eksempel på, at viljen til at omstille Danmark i en grønnere retning ikke kun eksisterer på Christiansborg."
Landmændene, der søger ordningen, får en engangsudbetaling for at tage landbrugsarealer ud af almindelig drift. Det vil føre til, at landbrugets klimaaftryk mindskes, biodiversiteten øges og der udledes mindre kvælstof til gavn for fjorde, søer og åer.
Alle landbrugsarealer kan som udgangspunkt udtages. Arealerne skal indgå i et lavbunds- eller vådområdeprojekt, hvis der kommer et projekt lokalt på et senere tidspunkt.
Ordningen finansieres af EU-midler fra Landdistriktsprogrammet, der ellers ville være sendt tilbage til EU. Dermed bidrager den store søgning med at hjemtage midler fra EU, som ellers ville være gået tabt.
På den måde slår ordningen to fluer med ét smæk. Den bidrager både til hjemtagning af EU-midler samt til ambitionen i Aftale om et Grønt Danmark om udtagning af 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorder.
Fakta
Permanent ekstensivering
I september åbnede Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø for første gang for ordningen Permanent ekstensivering, hvor lodsejere kompenseres for ikke længere at gøde, sprøjte og jordbehandle marker. Lodsejere kan i ordningen få en kompensation på 82.500 kr. pr. hektar for omdriftsarealer og 35.500 kr. pr. hektar for arealer med græs.
- Der er søgt permanent ekstensivering af i alt 12.581 hektar landbrugsjord, hvoraf ca. to tredjedele i dag er omdriftsarealer, mens en tredjedel er græsmarker.
- 1.408 lodsejere har søgt om i alt 846 mio. kr. i tilskud. Ordningen er finansieret af Landdistriktsprogrammet 2014-2022, og da der er ledige midler tilbage i programmet, er det muligt at imødekomme alle ansøgningerne.
- Landbrugerne forpligter sig til ikke længere at gøde, sprøjte og jordbehandle arealerne allerede fra 1. januar 2025. Tilskuddet udbetales i 4. kvartal af 2025.
- I den grønne trepartsaftale fra juni 2024 lægges der op til at videreføre Permanent ekstensivering.
Kontakter
Ministeriet for Grøn Treparts pressetelefon (Modtager ikke SMS)
Tlf:21 84 35 92Følg pressemeddelelser fra Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd
Stor interesse for at lave minivådområder8.9.2026 07:02:00 CEST | Pressemeddelelse
Interessen for at søge støtte til minivådområder er stor. Ansøgningsrunden for ordningen er afsluttet, og der er ansøgt for 300 millioner kroner.
Borgerpanel overrækker anbefalinger om fremtidens griseproduktion2.9.2026 10:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Et borgerpanel bestående af en række udvalgte danskere afleverer i dag sine anbefalinger til, hvordan dyrevelfærden kan løftes i fremtidens griseproduktion. Anbefalingerne skal nu indgå i det videre politiske arbejde i bl.a. den kommende grisefirepart.
Ny plan skal sikre Danmarks unikke strandenge mod stigende havvand1.9.2026 16:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd er klar med en samlet plan for, hvordan strandenge og andre kystnære naturtyper kan beskyttes og genoprettes mod stigende havniveau.
Grøntsagsproducenter undtages fra ny kvælstofregulering i 20271.9.2026 14:21:24 CEST | Pressemeddelelse
Partierne bag den grønne trepart er enige om en tillægsaftale, der undtager arealer med grøntsagsproduktion fra den nye kvælstofregulering i 2027. Det skal give grøntsagsproducenterne bedre mulighed for at omstille sig. Derudover indeholder tillægsaftalen en række yderligere præciseringer og tiltag.
60 millioner afsat til ny ansøgningsrunde til ulvesikring af hegn1.9.2026 10:43:54 CEST | Pressemeddelelse
Der er afsat yderligere 60 millioner kroner til ulvesikring af hegn. Det betyder, at der åbner en ny ansøgningsrunde til den eftertragtede ordning, hvor hushyrsholdere kan søge om tilskud til etablering af ulvesikrede hegn.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum