Region Midtjylland

Region Midtjylland støtter partnerskaber i kulturlivet med 6 mio. kroner

Del

14 forskellige kulturprojekter modtager i alt seks mio. kroner fra Region Midtjyllands kulturudviklingspulje. Fælles for dem alle er, at de skabes i samarbejde mellem kulturinstitutioner på tværs af kommunegrænser.

Grundet aftalen om en ny sundhedsreform er det muligvis sidste gang, at Region Midtjyllands kulturpulje kan hjælpe midtjyske kulturaktører med udviklingsprojekter på tværs af kommunegrænser.
Grundet aftalen om en ny sundhedsreform er det muligvis sidste gang, at Region Midtjyllands kulturpulje kan hjælpe midtjyske kulturaktører med udviklingsprojekter på tværs af kommunegrænser. Foto: Fenomenal Productions/SPOT

Mistrivsel, ungefællesskaber, bæredygtig udvikling og vilde problemer.

Det er nogle af de store temaer som 14 kulturprojekter vil bidrage til at løse. Til formålet har regionsrådet besluttet at støtte projekterne med i alt seks mio. kroner.

- De 13 projekter er med til at udvikle kulturbranchen på tværs af regionen med de store samfundsudfordringer for øje. Det er helt oplagt at inddrage kunstnere og kulturinstitutioner i samarbejdet om at finde løsninger, fordi kunst og kultur kan inspirere, få vores følelser i spil og påvirke vores handlinger, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Sundhedsreform lukker de regionale kulturindsatser

Det er muligvis sidste gang, at Region Midtjyllands kulturpulje kan hjælpe midtjyske kulturaktører med udviklingsprojekter på tværs af kommunegrænser.

Aftalen om en ny sundhedsreform indeholder nemlig en lukning af regionernes kulturindsatser. Det betyder, at de midler, som regionerne i dag bruger på tilskud til kulturelle aktiviteter, overføres til kommunerne via bloktilskuddet.

- Jeg vil kraftigt opfordre kommunerne til at sikre, at midlerne fortsat bruges på kulturområdet, og at man også i fremtiden vil prioritere indsatser for tværkommunalt samarbejde og udvikling i kulturlivet, så det når ud i hele regionen. Den regionale kulturindsats har været med til at skabe et helt særligt miljø for innovation og stærke partnerskaber i det midtjyske kulturliv – blandt andet Europæisk Kulturregion og Midtjysk Kulturakademi. Det er mit håb, at det kan leve videre ude hos kulturaktørerne og i kommunerne, siger Bent B. Graversen (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling.

Kultur som sundhedsfremme

De seneste mange år har Region Midtjylland arbejdet ambitiøst med at udvikle projekter med fokus på kultur som noget, der kan fremme vores sundhed.

Med den nye sundhedsreform er det lige nu uvist, hvordan denne indsats kan fortsætte i fremtiden. For Anders Kühnau er der dog ingen tvivl om, at man også fremover vil sikre, at der kan arbejdes med kultur i sundhedssystemet.

- Vi ved, at kulturtilbud kan gøre en mærkbar forskel for vores sundhed og trivsel, og vi har efterhånden rigtig mange gode erfaringer og resultater at stå på. Det er derfor helt indlysende, at kultur skal fylde mere i udviklingen af fremtidens sundhedssystem. Jeg forventer, at vi selvfølgelig skal fortsætte arbejdet på det felt i fremtiden, siger regionsrådsformanden.

Læs mere om Region Midtjyllands kulturudviklingspulje.

Fakta: De 14 projekter, der modtager midler fra kulturpuljen

  • Next Generation – Slagteriet S/I

I Next Generation igangsætter kulturinstitutioner, kreative ungemiljøer og kommuner en udviklingsproces med fokus på økosystemer, lokale miljøer og unge kulturentreprenørers faglige udvikling og trivsel. Ambitionen er at ovennævnte udviklingsproces vil skabe resultater, der kan danne grundlag for indsigt og forståelse af egen praksis både for unge kulturentreprenører og for etablerede institutioner, samt skabe modeldannelse indenfor området. Der vil særligt være fokus på entreprenørskab og de rammevilkår og lokale strukturer, der kan fremme de unges kreative skaberkraft.

Samlet projektsum: 2.470.000 kroner. Region Midtjylland støtter med 600.000 kroner.

  • Lydspor: Nye ungefællesskaber omkring klassisk musik – Ensemble MidtVest

Ensemble MidtVest vil med et 1-årigt pilotprojekt skabe grundlag for flere interessefællesskaber for unge omkring klassisk musik. I samarbejde med Holstebro Musikskole, Orkester MidtVest, MGK MidtVest, Den Jyske Sangskole, Herning Opera Festival og Urban Goods vil projektet undersøge, hvordan klassisk musik kan blive en integreret del af unges liv gennem øget eksponering, nye formater og udvikling af fællesskaber. Gennem eksperimenter, workshops og digitale løsninger vil vi finde metoder, der gør musikken relevant for unge. Målet er at dokumentere resultaterne og formidle dem nationalt.

Samlet projektsum: 598.000 kroner. Region Midtjylland støtter med 447.000 kroner.

  • Wicked Problems & Nye Fortællinger om Fremtiden – Teatret Svalegangen

Teatret Svalegangen sætter 20 kunstnere/kulturaktører fra Region Midtjylland sammen med 10 vidensfolk. Formålet er at udvikle kunstprodukter med løsningsforslag til vor tids største samfundsudfordringer – wicked problems (mangel på arbejdskraft, unges mistrivsel, folkesundheden, socialt udsatte, klimakrisen mv.). De 20 kunstnere/kulturaktører sætter deres kreative og innovative tænkning i spil til at skabe nye fortællinger, fremtidsscenarier og løsninger. De 10 vidensfolk er specialister i wicked problems.

Samlet projektsum: 528.000 kroner. Region Midtjylland støtter med 397.000 kroner.

  • Børn, kunstnere og kulturhistoriske museer skaber nye urbanhistoriske fortællinger – De Kulturhistoriske Museer i Holstebro

Projektet vil undersøge, hvordan et samarbejde mellem kulturhistoriske museer, boligsociale teams i belastede boligområder, samt lokale kunstnere kan inddrage børn i at udforske og udtrykke deres egen bydels kulturhistorie igennem ord, billeder, lyd, genstande, bevægelse.

Visionen er at styrke børnenes tilhørsforhold og identitet. Give dem en plads og stemme i byhistorien. Dertil at styrke museernes evner til at fortælle urbanhistorie fra børns synsvinkler samt undersøge kunstens potentiale som katalysator for nye former for kulturhistoriske fortællinger og møder mellem museer og børn.

Samlet projektsum: 183.200 kroner. Region Midtjylland støtter med 137.000 kroner.

  • Live Incubator 2.0 – SPOT Festival

Live Incubator skaber et stærkt europæisk netværk for unge musikbrancheaktører fra Midtjylland og udvikler nytænkende projekter, der tackler fælles udfordringer. Ved at samle talenter på tværs af grænser fremmer vi tværnationale initiativer og nye danske projekter. Vi sigter mod at demokratisere adgangen til ressourcer og støtte via workshops, mentorordninger og vejledning, så næste generation lettere kan søge EU-midler. Vores mål er at styrke unges muligheder og fremme diversitet i musikbranchen.

Samlet projektsum: 549.668 kroner. Region Midtjylland støtter med 411.000 kroner.

  • Stuerne – Bystuen

Projektets ene formål er at skabe en regional infrastruktur og et erfaringsnetværk og partnerskab mellem ”Stuerne”, som er nye meget lokalt forankrede og opererende kulturhuse.

Projektets andet formål er at opsamle viden og dele erfaringer på området, og udarbejde en 'hands-on-manual', som en praktisk guideline til andre kulturaktører, der ønsker at igangsætte nye kulturinitiativer i deres eget lokalsamfund.

Samlet projektsum: 165.000 kroner. Region Midtjylland støtter med 105.000 kroner.

  • Verdensmålsgavlene: Mødesteder for Mennesker, Kunst og Natur – Gadens Kunst

Pilotprojektet tager afsæt i Verdensmålsgavlene 17gavle.dk og de tre byer og tre kunstværker til FN’s Verdensmål, der relaterer sig til ’Naturen’: Nr. 13: KLIMAINDSATS, Timring (Herning), 14: LIVET I HAVET, Ringkøbing (Ringkøbing-Skjern) og 15: LIVET PÅ LAND, Engesvang (Ikast-Brande). Formålet er, at vi sammen udvikler kunstmøder, der går i en undersøgende dialog med Verdensmålsgavlen som kunstværk, værkets lokale forankring i byen og konkrete bæredygtighedstemaer på tværs af byer og kommuner. Ønsket er at udvikle en ny formidlings- og kunstpraksis, der kan skabe nærværende fællesskaber.

Samlet projektsum: 200.000 kroner. Region Midtjylland støtter med 140.000 kroner.

  • BilledKRAFT 2.0 – Silkeborg Kommune

En forlængelse af BilledKRAFT-netværket fra pilotperiode til længerevarende projektperiode muliggør samarbejde, fælles udvikling og kvalificering af det visuelle felt på tværs af billedskoler og kulturskoler i Region Midtjylland. Gennem videndeling, opbygning af tætte relationer, arbejdsspor under relevante temaer og fælles indsatser kommer projektet til at give børn og unge i regionen spændende og nye muligheder for at opleve, hvad det visuelle felt kan.

Samlet projektsum: 1.605.640 kroner. Region Midtjylland støtter med 946.000 kroner.

  • LIVLIG - Netværk for ligeværdige kulturoplevelser - Herregårdsmuseum S/I

Stadig flere børn og unge med udviklingshandikap og udviklingsforstyrrelser er underrepræsenterede i kulturlandskabet, hvilket kan skyldes en mangel på videndeling inden for formidling til netop denne målgruppe. Det vil Gammel Estrup, GAIA Museum og Syddjurs Egnsteater rette op på med det erfaringsbaserede og regionalt orienterede netværk LIVLIG – netværk for ligeværdige kulturoplevelser. LIVLIG skal sikre ligeværdige kulturoplevelser og social bæredygtighed ved at kompetencestyrke de midtjyske kulturinstitutioner i formidling til børn og unge med udviklingshandikap og udviklingsforstyrrelser.

Samlet projektsum: 625.000 kroner. Region Midtjylland støtter med 468.750 kroner.

  • COLLOSOUS – Den selvejende institution Underværket

Projektets formål er at fremme skabende kunst blandt unge i Region Midtjylland gennem en årlig musikcamp og fleksible workshops. Målgruppen er unge, musikskoler og kulturinstitutioner, der ønsker at udvikle kreative færdigheder og opbygge netværk. Den årlige musikcamp giver deltagerne mulighed for at arbejde på egne projekter og netværke, mens workshops tilpasses de unges ønsker og behov i de enkelte kommuner. Projektet sigter mod at styrke unges kreative udvikling og øge synligheden af originalmusik.

Samlet projektsum: 185.300 kroner. Region Midtjylland støtter med 126.000 kroner.

  • Proud Artist - find din egen stemme i musikbranchen – Proud Artist

Proud Artist Presents er rettet mod 16-30-årige musikere i Region Midtjylland og sigter mod at forbedre trivsel i musikbranchen ved at tilbyde rådgivning og vejledning tidligt i karrieren. Bands/solister får et forløb, hvor de møder professionelle fra branchen for at skabe et solidt fundament for deres karriere. Projektet fokuserer på at højne trivsel blandt unge musikere. Formålet er at skabe bedre trivsel for kommende generationer af musikere.

Samlet projektsum: 750.000 kroner. Region Midtjylland støtter med 500.000 kroner.

  • Bæredygtig handlekraft – fra fortid til fremtid – Industrimuseet

Projektet sigter mod at inspirere og påvirke gæsterne i en mere bæredygtig retning gennem målrettet formidling og aktiviteter. Den Gamle By og Industrimuseet vil udvikle formidling, der aktivt involverer gæsterne i bæredygtighed og udforske formatet ”minihøjskole”. Disse aktiviteter skaber forståelse for bæredygtige valg og deres integration i hverdagen. Projektet omfatter også metodeudvikling til at måle effekten af formidlingen samt vidensudveksling mellem museerne. Dette sikrer en innovativ og effektiv tilgang til bæredygtighedsformidling i kultursektoren.

Samlet projektsum: 914.000 kroner. Region Midtjylland støtter med 578.000 kroner.

  • Kickstart af (Unge)Musiklivet i Herning og Skive – Skive Kommune

Vores idé er en platform designet til at samle unge musikere, skabe nye bands og hjælpe dem med at tage det første eller næste skridt mod at skabe deres egen musik og optræde med det live. Vi vil identificere fire bands og soloartister, som gerne vil være en del af et band, og tilbyde dem et intensivt forløb, der strækker sig over fire måneder. Vores mål er klart: at sikre, at unge talenter får en chance for at komme ud med deres musik, optræde på en scene og danne sig et erfaringsgrundlag med hele processen – fra øvelokale til live performance.

Samlet projektsum: 250.690 kroner. Region Midtjylland støtter med 134.000 kroner.

  • Musikalske Alliancer – Lydenskab og Regionspsykiatrien Randers

Musikalske Alliancer er et nytænkende samarbejde mellem kunstnere, behandlere og patienter i Regionspsykiatrien i Randers. Projektets ambition er at udvikle et behandlingstilbud til psykiatrien baseret på kunstnerisk samskabelse. Musikalske Alliancer handler om at styrke patienternes livsmestring ved at skabe et tillidsfuldt og kunstnerisk skabende fællesskab. Her bruges musik og poesi som et relationelt mødested for identitetsarbejde gennem udveksling af følelser, erfaringer og nye narrativer. Det kunstneriske resultat vil være musikalske værker, udviklet til, af og om patienterne, der opføres ved en række koncerter og indspilles.

Behandlere fra psykiatrien indgår som deltagere i selve samskabelsen, hvor de fokuserer på at udforske kapaciteterne i patienternes liv og integrere den musikalske samskabelse som en del af behandlingen. Der er koblet et solidt forskningsdesign på projektet med stærke partnere på tværs af regionen og med et skærpet fokus på patienter diagnosticeret med skizofreni. Forskningen omfatter kvalitative og kvantitative metoder samt kontrolgrupper og følgeforskning for at evaluere projektets indflydelse på deltagerne. Et brugerpanel af tidligere deltagere bidrager løbende til at kvalificere projektet.

Samlet projektsum: 4.021.500 kroner. Region Midtjylland støtter med 1.200.000 kroner.

Fakta om kulturpuljen:

  • Region Midtjylland har modtaget 28 ansøgninger om tilskud på ca. 12 mio. kroner til anden ansøgningsrunde af regionens kulturudviklingspulje i 2024.
  • 14 forskellige projekter modtager i alt ca. 6 mio. kroner.
  • I 2024 var den regionale kulturudviklingspulje på i alt ca. 11 mio. kroner, som er blevet udmøntet over to ansøgningsrunder.
  • I forbindelse med den politiske aftale om sundhedsreformen er det besluttet, at regionernes opgaver på kulturområdet bortfalder, og at de midler, som regionerne i dag bruger på tilskud til kulturelle aktiviteter, overføres til kommunerne via bloktilskuddet. I øjeblikket arbejdes der på at afklare, hvad det kommer til at betyde for Region Midtjyllands aktiviteter på kulturområdet fra 2025.
  • De regionale kulturmidler går ud over puljerne bl.a. også til finansiering af samarbejdet med kommunerne i regionen i Europæisk Kulturregion, Midtjysk Kulturakademi og til indsatser med fokus på kultur som sundhedsfremme.
  • Læs mere om Region Midtjyllands kulturindsats på kultur.rm.dk.

Kontakter

Kontaktoplysninger på medlemmer af regionsrådet

Regionsrådets 41 medlemmer er valgt for 1. januar 2022 til 31. december 2025. Alle har egen side med oplysninger om politikeren.

link.rm.dk/Regionsr%C3%A5detsmedlemmer

Links

Om Region Midtjylland

Region Midtjylland er en politisk styret, administrativ enhed, der har tre hovedopgaver inden for velfærd og udvikling: Sundhed og hospitaler, specialiserede tilbud til socialt udsatte og handicappede.

Regional Udvikling søger gennem konkrete regionale opgaver, ekspertiser og partnerskaber at skabe gode, fremtidssikrede løsninger og sikre, at Region Midtjylland er en attraktiv og bæredygtig region for alle.

Følg pressemeddelelser fra Region Midtjylland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Region Midtjylland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye