Barnets Blå Hus i Vesthimmerland hjælper børn af alkoholmisbrugere med julebekymringer
18.12.2024 06:00:00 CET | Blå Kors Danmark | Pressemeddelelse
Julen står for døren, og for mange er det en tid, vi ser frem til, men for de 109.000 børn i Danmark, der vokser op i hjem med alkoholmisbrug, kan julen være forbundet med store bekymringer og uro, oplever de i Barnets Blå Hus i Vesthimmerland.

Mens de fleste børn glæder sig til at åbne julekalender, spise pebernødder og lave julepynt, går nogle børn julen i møde med bekymringer som: ”Bliver far fuld igen i år?” ”Har mor husket at købe en julegave til mig?” eller ”Kommer de til at skændes i år?”
Det fortæller Ole Smed, leder af Barnets Blå Hus Vesthimmerland, som drives af Blå Kors Danmark og er et gratis støtte- og behandlingssted for børn og familier fra hjem med misbrug:
”For mange børn er julen desværre ikke forbundet med hygge og glæde, men med angst og usikkerhed. De prøver på at navigere i en hverdag, hvor de aldrig ved, hvad de kan forvente. Det gælder især i juledagene, som lægger op til, at vi skal hygges os."
Højtider er forbundet med bekymringer
Når julens mange fridage samler familien, er det ekstra udfordrende i familier med alkohol- og stofmisbrug. De faste, daglige rammer forsvinder, og julens forventninger og krav kan lægge et enormt pres på både børn og voksne.
”I julen skal familierne være sammen om noget, de ikke er så øvede i, og som nogle gange går galt,” siger Ole Smed og uddyber:
"Julen kan forstærke de udfordringer, der allerede er i hjemmet. Mange børn føler sig ansvarlige for, at det skal blive en god jul og tager et ansvar, der slet ikke burde ligge på deres skuldre. Samtidig kan de føle skam og være bange for, at nogen opdager, hvordan det står til derhjemme."
Støtte til børnene i Barnets Blå Hus
I Barnets Blå Hus går børnene i gruppeterapi i et forløb, der typisk strækker sig over et halvt år. Op til jul bruger husets terapeuter gruppeterapien til at tale med børnene om deres bekymringer forud for juleferien, så de finder ud af, at de ikke er alene.
”Det har kæmpe betydning, når de nærmer sig de her højtider, at de sidder i grupper og finder ud af, at de ikke er alene. Så er jeg ikke så mærkelig. Så er det ikke bare mig. Der er faktisk andre, der har det, ligesom jeg har det,” forklarer Ole Smed.
Når børnene møder ind i Barnets Blå Hus efter juleferien, oplever stedets medarbejdere ofte, hvordan børnenes historier om julen kommer drypvist. De vender tilbage til et sted, hvor de føler sig trygge og kan tale om det svære, fortæller han.
”Vi mærker, at børnene har brug for at dele deres historier fra julen. I Barnets Blå Hus er de tilbage ’på sikker grund’ og kan dele deres tanker uden frygt for at blive dømt. Det er et vigtigt element i den hjælp og støtte, vi kan give børnene i Barnets Blå Hus,” slutter Ole Smed.
Ud over Vesthimmerland findes Barnets Blå Hus i Aalborg, Frederikshavn med en satellitafdeling i Skagen, Vejle, Svendborg, Slagelse og i Rønne på Bornholm.
Sidste år fik 334 børn hjælp i Barnets Blå Hus.
Kontakter
Ole SmedLeder af Barnets Blå Hus Vesthimmerland
Tlf:61 24 14 69ols@blaakors.dkThomas Røddik KorneliussenChef for kommunikation og CSR i Blå Kors Danmark
Tlf:26 20 20 46trk@blaakors.dkBilleder

Følg pressemeddelelser fra Blå Kors Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Blå Kors Danmark
Kun hver fjerde dansker kender til gratis alkoholbehandling21.9.2026 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
25 procent af danskerne ved, at man kan få gratis alkoholbehandling med en behandlingsgaranti på 14 dage, viser en ny Voxmeter-undersøgelse. Blå Kors Danmark efterlyser større viden om hjælpen, så flere kan få hjælp tidligere.
74-årige Conny kommer hver dag: ”Uden værestedet ville jeg ikke komme ud ad døren”14.9.2026 08:39:32 CEST | Pressemeddelelse
Den Blå Sociale Café har i mere end 30 år været et fast holdepunkt for mennesker i udsatte livssituationer i Hjørring. En af dem er 74-årige Conny, der har været med siden begyndelsen. Nu er værestedet i fare for at miste sin kommunale støtte og dermed lukningstruet.
Her åbner Blå Kors ny genbrugsbutik25.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Blå Kors Genbrug har nu fundet lokalerne til sin nye butik i Næstved. Den 1.200 kvadratmeter store genbrugsbutik forventes at slå dørene op i slutningen af oktober.
Ny undersøgelse: Tre ud af fire unge føler et pres for at drikke alkohol19.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Alkohol fylder meget i sociale sammenhænge, lyder det fra danskerne i en ny undersøgelse fra Voxmeter, og særligt de unge oplever et forventningspres. Det er bekymrende, mener Blå Kors Danmark.
Ny undersøgelse: Flere danskere vælger alkoholen fra28.7.2026 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Fire ud af ti danskere har inden for det seneste år bevidst valgt alkohol fra i en periode. Samtidig er andelen, der vælger en helt alkoholfri livsstil, steget markant. Det viser en ny undersøgelse fra Voxmeter for Blå Kors Danmark, der peger på, at alkoholkulturen er i forandring.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum