Krea-lørdag på Rønnebæksholm med Lærke Bagger, Stina Resting og Talentskolens forfatterlinje
Lørdag d. 18. januar kl. 12:00 - 17:00 byder Næstved Bibliotek og Kunsthal Rønnebæksholm på 'Hænder og ord' temadag i Herskabsstalden på Rønnebæksholm. Her deltager du i workshops med Danmarks ukronede strikkedronning Lærke Bagger og den anerkendte, lokale beklædnings- og kostumedesigner Stina Resting.

Rønnebæksholms årsprogram 2025 arbejder med konceptet taktil materialitet og fællesskab som materialitet. I den forbindelse er Lærke Bagger og Stina Resting inviteret til at dele deres tanker om genbrug, upcycling og at transformere tekstiler.
I løbet af dagen vil du også opleve Emma Elisabeth Nielsen og William Kudahl fra Talentskolens forfatterlinje læse op af deres tekster, der med vidt forskelligt afsæt tager udgangspunkt i emnet for dagen.
Lærke Bagger strikke- og hækleworkshop
Dagen starter med to timers strikke- og hækleworkshop, hvor strikdesigner Lærke Bagger kaster deltagerne ud i en hæsblæsende kreativ proces, samtidig med at de kommer helt ned i gear. Forvent hygge, sjov, samvær og at blive udfordret på, hvordan du tænker strik/hækling, farver og håndarbejde. Igennem dine strikkepinde/hæklenåle og forskellige benspænd skal du eksperimentere med din kreativitet. Undervejs er målet at lade dig undre, overraske, udfordre, irritere og glædes over egne evner, mens vi sammen finder ind til kernen af den kunstneriske håndarbejdsproces. Og måske lærer vi ovenikøbet noget om os selv undervejs?
Deltagere bedes medbringe mindst 5 sæt strikkepinde/hæklenåle (gerne flere størrelser) samt mindst 8 forskellige slags restegarner (og gerne flere).
Visible mending – med beklædningsdesigner Stina Resting
Visible mending er kunsten at brodere og reparere på samme tid. Teknikken er blevet et verdensomspændende fænomen med mange forskellige udtryk. Når du laver synlige, forskønnende reparationer via broderi, reparerer du måske et hul eller en plet med farvet sytråd, perler, lapper eller en kombination. På den måde træder det uønskede eller uheldige synligt frem, men det forvandles i processen.
Dermed udfordrer du både teknikken broderi som ren skønhed og reparationen som en usynlig handling. Broderi vinder i disse år mere og mere indpas i kølvandet på strik og hækling – og det giver god mening, for broderi er håndarbejde, som er let at komme i gang med. Alt, du behøver, er nål, tråd og saks. Og et tekstil-projekt, der kalder på dig.
Dette er baggrunden for dagens Visible mending workshop med beklædningsdesigner Stina Resting. Tag et eller flere projekter med, som du vil arbejde på – og deltag i en craft-cirkel i fællesskab med andre ligesindede, når vi sammen forskønner, reparerer og broderer vores tøj til et nyt liv.
Et fyldigt program
Temadagen er arrangeret af Rønnebæksholm, Næstved Bibliotek og Talentskolen i fællesskab. Tilmelding gælder for hele dagen og sker via Næstved Biblioteks hjemmeside. Billetprisen er 200 kr og 100 kr for unge under 30 år.
Medbring selv strikkepinde og garnrester. Vi stiller også garn til rådighed til Lærke Baggers workshop. Husk også et beklædningsprojekt, du gerne vil reparere eller brodere på til Stina Restings workshop.
På dagen vil der være en pop-up café med mulighed for at købe kaffe og kage.
Det samlede program for dagen er som følger:
12.00 – 14.00 Lærke Bagger remixer materialitet
14.00 – 14.15 Pause
14.15 – 14.45 Oplæsninger ved Talentskolens forfatterlinje
14.45 – 15.00 Pause
15.00 – 17.00 Stina Resting workshop
Om de medvirkende
Lærke Bagger
Lærke Bagger er uddannet tekstildesigner i 2015 fra The Royal Danish Academy of Fine Arts School of Design. Hun har specialiseret sig i håndstrik og arbejder fortrinsvis med upcyclet garn. Hun arbejder i krydsfeltet mellem håndarbejde, fashion og kunsthåndværk. Lærke Baggers bøger ’Strik’ og ’Strik 2’er oversat til otte sprog og udvalgte samarbejdspartnere tæller Gyldendal, Red Barnet, Soulland, DR, Røde Kors, Mads Nørgaard, TV2 mv.
Stina Resting
Stina Resting skaber tekstile værker og arbejder med samskabelse inden for design og tekstilkunst. Som beklædningsdesigner, kostumedesigner og underviser er hun optaget af tekstil manipulation, up-cycling og transformation. Hun skaber limited edition mode og kreerer skulpturelle, taktile kostumer til performancekunstnere, dansekompagnier og musikteater. Hun er uddannet MA Fashion Design fra Det Kgl. Akademi og underviser ved diverse forberedende og videregående kunst- og designskoler i ind- og udland.
Talentskolens Forfatterlinje
Talentskolens forfatterlinje er et ambitiøst, toårigt undervisningsforløb i skrivekunst for unge mellem 16-30 år. For nogle er det en forberedelse til at søge optagelse på fx Forfatterskolen, andre bruger det som en uddannelse i sin egen ret eller søger fordybelse og fokus på forfatterlinjen efter at have studeret, typisk i et år, på en af de nordiske forfatterskoler. På dagen vil Emma Elisabeth Nielsen og William Kudahl fra linjen læse egne tekster op.
Kontakter
Erik SølvsteenKulturformidler
Tlf:5588 4147erisol@naestved.dkMartin Rovang JensenKulturformidler
Tlf:55884138mrojen@naestved.dkBilleder



Næstved Bibliotek og Borgerservice
- består af Næstved Bibliotek, Fensmark Bibliotek, Fuglebjerg Bibliotek, Glumsø Bibliotek og Korskilde Bibliotek. Sammen driver vi et moderne biblioteks- og borgerservicetilbud for alle borgere i Næstved Kommune med det erklærede formål, at borgerne opnår indsigt og udsyn til at navigere i eget liv.
Følg pressemeddelelser fra Næstved Bibliotek og Borgerservice
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Næstved Bibliotek og Borgerservice
Inspirerende foredrag med Morten Kirckhoff på Næstved Bibliotek20.10.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
"Hvad er det bedste der kan ske?" spørger Morten Kirckhoff sig selv og de, der oplever hans foredrag på Næstved Bibliotek d. 5. november kl. 19:00 - 21:00. Denne aften tager den populære eventyrer afsæt i sin nye bog om modets natur, og hvordan man bliver klar til at handle mere modigt i sit eget liv.
Skumringstime17.10.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I november når året går på hæld, og efterårsmørket sænker sig, inviterer Foreningen Norden og Næstved Bibliotek - traditionen tro - indenfor til Skumringstime på Næstved Bibliotek. Det sker mandag den 10. november kl. 19.00-21.00.
Foredrag på biblioteket: gamingkulturen blandt børn og unge16.10.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Er du forælder til eller tæt på et barn eller en ung, der bruger mange timer på computerspil? Kunne du tænke dig at blive klogere på gaming-kulturens både positive og mere negative sider? Hvis ja, kan du opleve et spændende foredrag om netop dette på Næstved Bibliotek mandag d. 3. november kl. 19:00-20:30.
DR Romanprisen 202615.10.2025 11:43:01 CEST | Pressemeddelelse
Vær med til at vælge årets bedste danske roman, når Næstved Bibliotek inviterer til årets DR Romanklub. Vi mødes seks gange i perioden december til maj. Første møde er tirsdag den 9. december kl. 19.00-20.30.
“Får jeg nogensinde sex igen?” - forfatterforedrag med Sofie Hagen7.10.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Får jeg nogensinde sex igen? Sådan spørger Sofie Hagen i sin nyeste bog. Du kan høre om tankerne bag denne på Næstved Bibliotek torsdag d. 23. oktober kl. 19:00 - 21:00
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum