Psykiatrifonden

Udredningsret er blevet til tomme løfter

Del

Nye tal viser, at børn og unge i Danmark endnu engang ikke bliver udredt til tiden. Selvom der de seneste år endelig er kommet penge til en nødlidende psykiatri, har knap 7.000 børn og unge fået brudt deres patientrettigheder i 2024. Det tyder på, at 2024 bliver det værste år nogensinde. Det har enorme konsekvenser for børnene, de unge og deres familier. Vi ser et systemsvigt af dem, der har allermest brug for akut hjælp, mener Psykiatrifonden. 

Næsten 7.000 børn og unge er ikke blevet udredt til tiden i 2024.
Næsten 7.000 børn og unge er ikke blevet udredt til tiden i 2024. Foto: Psykiatrifonden

Udredningsret er blevet til tomme løfter, når den ikke overholdes i otte ud af ti tilfælde.  

Børn, unge og deres familier kan ikke længere regne med, at de kan blive udredt indenfor udredningsrettens garantier. Det er et kæmpe svigt af børn, unge og deres familier, der må vente i uvished.  

“At udredningsretten stadig ikke overholdes, er for mig helt uforståeligt og uacceptabelt. Siden 2020 har politiske aftaler haft til formål at nedbringe ventetiderne med det resultat, at børn og unge med psykisk sygdom nu venter længere på at få hjælp end de gjorde før 2020. Det hænger ikke sammen”, siger Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold.  

Mere end otte ud af ti børn og unge med brug for hjælp i psykiatrien blev ikke udredt inden for de lovbestemte 30 dage i årets tredje kvartal. Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Indtil oktober i år er knap 7.000 børn og unge med andre ord ikke blevet udredt til tiden. Et tal, der desværre må forventes at stige yderligere.  

Samtidigt udnyttes kapaciteten i det private sundhedsvæsen ikke til fulde. Det virker helt skævt, når vi har så mange børn og unge, der i dag venter på livsafgørende behandling. 

”I Psykiatrifonden har vi præsenteret en redningsplan for, hvordan man kan sikre rettidig behandling af børn og unge ved at udnytte den private kapacitet. Det vil koste ca. 150 millioner – under 10% af det beløb, som politikerne efter corona afsatte til at rette op på ventetiderne i somatikken. I lyset af den dårlige udvikling håber jeg, at politikerne vil tage ansvar for de tusinder af børn og unge, der i dag svigtes af systemet”, siger Marianne Skjold.  

Planen kan læses her: Redningsplan for børne- og ungdomspsykiatrien  

Og at der er brug for handling nu, viser de nye tal tydeligt: Når børn og unge i psykiatrien ikke bliver udredt til tiden, skyldes det i 90% af tilfældene manglende kapacitet.  På trods af, at politikerne endelig er begyndt at investere i en nødlidende psykiatri, har det endnu ikke afspejlet sig i et kapacitetsløft som hverken patienter, pårørende eller personale kan mærke. 

“Ni ud af ti læger siger, at de ikke har hænder nok til at sikre hurtig udredning og behandling samtidig med, at ventetiderne aldrig har været længere. Det står altså lysende klart, at de penge, der er gået til psykiatrien de seneste år ikke har haft den effekt, som de var tiltænkt - nemlig at sørge for, at patienterne får behandling i tide ”, siger Marianne Skjold.  

Det ventes, at der indkaldes til forhandlinger for en 10-års plan for psykiatrien i starten af det nye år, ligesom regeringen til februar har lagt op til forhandlinger om at styrke patientrettighederne i børne- og ungdomspsykiatrien. Psykiatrifonden følger forhandlingerne tæt, og vil holde politikerne ansvarlige for at levere forbedringer for børn, unge og deres familier. 

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Portræt af Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold
Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden
Louise Neupert Psykiatrifonden
Download

Links

Følg pressemeddelelser fra Psykiatrifonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Psykiatrifonden

Lykkes sammenlægningen af somatik og psykiatri, redder den liv15.11.2024 13:39:04 CET | Pressemeddelelse

En sammenlægning af somatik og psykiatri kan blive det afgørende opgør med årtiers ulighed og overdødelighed, mener Psykiatrifonden efter at sundhedsreformen i dag blev præsenteret. ”Den virkelige patient fejler ofte noget fysisk og psykisk på samme tid, og det skal fremtidens sundhedsvæsen indrettes efter. Integrationen skal være så gennemgribende, at somatikken og psykiatrien helt naturligt behandler de samme patienter - sammen”, siger Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye