Gode nyheder: Størstedelen af børn og unge synes, det er nemt at sortere plastikaffald
10.12.2024 09:58:20 CET | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse
Resultater fra dette års Masseeksperiment viser, at kun 13 procent af de adspurgte børn og unge finder det svært at affaldssortere plastik.

I 2021 lavede Analyse Danmark en undersøgelse for Fagbladet 3F, som viste, at ”31 procent af danskerne synes, det er for besværligt at sortere affald”.
Men danskernes børn har tilsyneladende ikke så svært ved at finde ud af det. I hvert fald ikke når det gælder plastikaffald.
Resultater fra Masseeksperimentet 2024, hvor 7.310 børn og unge deltog i en kortlægning af plastsortering, viser nemlig, at kun 13 procent af de adspurgte har svært ved at sortere plast, mens 54 procent ligefrem synes, det er nemt.
Det er gode nyheder, mener Lykke Margot Ricard, lektor i bæredygtig innovation på Syddansk Universitet:
- Vaner ændrer sig ikke fra den ene dag til den anden, og vi ved, at når man indfører nye affaldsfraktioner, så kniber det også med at få sorteret korrekt. Det gælder ikke mindst for plastik, hvor tal viser, at Danmark klarer sig ret dårligt sammenlignet med andre europæiske lande. I 2021 var det kun 23 procent af plastikemballageaffald i Danmark, der blev genanvendt, mens det i Tyskland for eksempel var 49 procent, siger hun.
- Men hvis størstedelen af danske børn og unge synes, det er nemt at få plastikaffaldet sorteret rigtigt, er der i den grad håb for fremtiden og for den affaldssortering, som kommunerne har brugt mange ressourcer på for at udrulle ensartet overalt i landet.
Chipsposer volder problemer
Lykke Margot Ricard er en af forskerne bag projektet Change4Circularity, som nu skal omsætte resultaterne fra Masseeksperimentet til konkrete løsninger, der kan få danskerne til at genbruge mere, forbruge mindre og sortere bedre.
Et af de steder, man ifølge Lykke Margot Ricard med fordel kunne sætte ind, er brugen af kompositmaterialer, altså emballage, der er lavet af flere forskellige materialer.
Det kunne for eksempel være chipsposer, der både består af plastik og metalfolie. Dem har danskerne generelt svært ved at sortere, viser resultaterne fra Masseeksperimentet.
- Netop fordi blandingsprodukter forvirrer, vil det give mening at satse på enklere indpakninger og på en plastemballage, der kun må indeholde rene, let gennemskuelige plastprodukter, f.eks. fra den plast, vi opbevarer, kød, gulerødder og hindbær i. Det vil øge den mængde plast, vi får til rådighed til genanvendelse, siger Lykke Margot Ricard.
Oplysningskampagner virker
Et ofte stillet spørgsmål i debatten om affaldssortering er, hvordan man skal kunne sortere affald i de ti fraktioner, hvis man bor i lejlighed eller i en lille bolig.
Men resultaterne fra Masseeksperimentet viser, at boligtypen er mindre afgørende for, hvorvidt børn og unge finder det nemt eller svært at sortere.
- Det har en betydning, om man bor i hus, lejlighed eller andet, på om man finder det forholdsvist nemt at sortere plast i hjemmene. Men lejlighed kontra hus ser ud til at have en mindre betydning, end hvor stærk en faktor erfaringer og viden er, forklarer Lykke Margot Ricard.
At viden og vaner tilsyneladende er den dominerende omstændighed, i forhold til hvor nemt man synes det er at affaldssortere, betyder også, at oplysningskampagner og sorteringspiktogrammerne faktisk virker. Resultaterne viste ligeledes, at hvis forældrene sorterer, har børnene også nemmere ved det.
- Resultaterne viser meget tydeligt, at jo mere, man går op i at sortere, jo nemmere synes man, det er, siger Lykke Margot Ricard.
Kontakter
Lykke Margot Ricard
Lektor, Det Tekniske Fakultet
Syddansk Universitet
+45 28969208
Sebastian Wittrock
Journalist, Det Tekniske Fakultet
Syddansk Universitet
+45 20135212
Billeder

Vedhæftede filer
Links
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
De første trædesten til den kommende epx-uddannelse lægges24.9.2026 08:52:27 CEST | Pressemeddelelse
Syddansk Universitet, VIA University College og Københavns Professionshøjskole har i partnerskab fået opgaven med at udvikle det taksonomiske og didaktiske grundlag for den nye ungdomsuddannelse epx. Partnerne skal udvikle en ny taksonomisk model for faglig progression og faglig mestring samt konkrete didaktiske principper, der kan understøtte læreplansudvikling og undervisning i den nye ungdomsuddannelse.
Nyt center vil sikre, at milliardinvesteringer i naturen virker22.9.2026 11:46:08 CEST | Pressemeddelelse
Danmark er i fuld gang med en ambitiøs indsats for naturgenopretning. Nyt center får nu 50 mio. kr. fra Carlsbergfondet til at undersøge, hvad der virker, og hvordan naturen bedst kommer tilbage.
SFO’en er en vigtig arena for børns bevægelse22.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
77 pct. af de børn, der går i SFO, bevæger sig mindst tre dage om ugen i SFO-tiden. Men både andelen af børn, der går i SFO, og hvor ofte de bevæger sig der, varierer markant fra kommune til kommune. Samtidig oplever knap halvdelen af forældrene udfordringer med at støtte deres børn i at være fysisk aktive efter skoletid.
Klimatilpasning kræver mere end diger21.9.2026 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Stormfloden i 2023 viste, hvor sårbare kystsamfundene omkring Østersøen er. Halvandet år inde i det dansk-tyske ClimateBlue-projekt står det klart, at klimatilpasning ikke kun handler om at holde vandet ude. Det handler også om ansvar, økonomi, borgerinddragelse – og om nogle områder på længere sigt skal give mere plads til havet.
Danske universiteter lancerer uafhængig AI-platform til forskning og innovation: UCloud AI14.9.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
UCloud AI samler avancerede sprogmodeller, national supercomputerkraft og sikker digital infrastruktur på én platform. Den nye platform er udviklet som en offentlig service frem for et kommercielt AI-produkt og skal gøre kunstig intelligens mere tilgængelig for forskere i hele Danmark.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum