Dansk samarbejde skal udvikle ukrainsk universitet
I genopbygningen af Ukraine har Danmark påtaget sig et særligt ansvar for Mykolaiv ved Sortehavet, og nu etablerer Aalborg Universitet et samarbejde med Admiral Makarov National University of Shipbuilding (NUoS). Forskningsprojekter, udveksling af studerende og inspiration fra AAU’s arbejde med problembaseret læring skal være med til at udvikle universitetet.
Danmark påtog sig forrige år en del af opgaven med at genopbygge og udvikle den ukrainske by Mykolaiv, efter at præsident Zelenskyj foreslog det i sin tale til Folketinget den 29. marts 2022, og nu går Aalborg Universitet aktivt ind i opgaven. Mykolaiv ved den nordlige del af Sortehavet er med sin historie og placering blevet sammenlignet med Aalborg i 1980’erne, og håbet er, at den betydning, som AAU har haft for Aalborgs omstilling fra industriby til vidensby, kan danne skole for universitetet NUoS og hele Mykolaiv-regionen.
”Det er meget glædeligt, at Aalborg Universitet nu går ind i dette partnerskab med skibsbygningsuniversitetet i Mykolaiv, og at Orient’s Fond støtter initiativet. Det er et godt udtryk for, at Danmarks partnerskab med Mykolaiv ikke kun er et statsligt anliggende, men også bygger på andre danske aktørers engagement”, siger Danmarks ambassadør i Ukraine, Ole Egberg Mikkelsen.
Ifølge ambassadøren er der hos både præsident Zelenskyj, byens borgmester og regionens guvernør et stærkt ønske om at udvikle NUoS-universitetet, både fordi skibsbyggertraditionen er en del af byens DNA, og fordi universitetet er vigtigt for at kunne fastholde de unge i området.
”Det vil også understøtte byens og regionens maritime virksomheder, som vil være en vigtig del af byens og regionens fremtidige erhvervsstruktur. De kontakter, der knyttes gennem universitetssamarbejdet, kan også komme danske virksomheder til gode, så det er på alle måder en win-win-situation. Stor tak til Aalborg Universitet for at gå ind samarbejdet på trods af de urolige forhold i Ukraine. Det er den slags, der giver håb til ukrainerne i en vanskelig tid”, understreger ambassadøren.
Allerede i 2023 blev Mykolaiv og Aalborg venskabsbyer, og i september 2024 var en delegation fra The Admiral Makarov National University of Shipbuilding i Mykolaiv på besøg på AAU for at undersøge mulighederne for et samarbejde. Aftalen er nu faldet på plads, og AAU modtager otte millioner kroner fra Dampskibsselskabet Orient’s Fond til et pilotprojekt med NUoS i 2025 og 2026. Aftalen er, at der skal udveksles studerende og forskere, samarbejdes om konkret forskning og deles erfaringer om AAU’s internationalt anerkendte arbejde med problembaseret læring (PBL) for at hjælpe NUoS med at kunne genopbygge regionen.
Mykolaiv er en havneby med stor betydning for hele Ukraines transport, logistik og eksport, blandt andet landets store korneksport, der har Sortehavet som en vigtig rute. Som navnet antyder er The Admiral Makarov National University of Shipbuilding særligt kendt for forskning og ekspertise inden for skibsbygning og det maritime område generelt, men en ny masterplan for Mykolaiv lægger vægt på transformation af havnefronten og behovet for innovationscentre omkring NUoS og den private sektor. NUoS har et potentiale i forhold til at løfte det maritime område, hvor der skal fokuseres på grønne brændstoffer, skibsbygningskapacitet og den europæiske udbygning af havvind. Derfor er der gevinster for både NUoS og AAU i det nye samarbejde.
”Vi vil gerne yde vores til, at Ukraine og Mykolaiv kommer ind i en god udvikling, og det er en vigtig opgave, uanset hvordan man vender og drejer det. Der er er også faglige gevinster at hente for os herhjemme, for forskerne på NUoS har stor viden om blandt andet droner, energiteknologi og robotter, som vi kan få et interessant samarbejde ud af. Vi har haft deres rektorat på besøg tidligere i år, så vi ved, at der er et stærkt grundlag for et godt samarbejde”, siger Olav Geil, der er prodekan på AAU’s Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet.
Officielt træder samarbejdsaftalen først i kraft ved indgangen til 2025, men UNESCO Centre for Problem Based Learning and Sustainability på AAU er allerede gået i gang med at introducere NUoS-ledelsen til, hvordan man omstiller sig til PBL-undervisning med fokus på gruppebaseret, selvstyrende og projektorganiseret læring, som skal uddanne ingeniører til fremtidens bæredygtige samfund og være med til at facilitere innovation.
Fra projektansøgningen til Orient’s Fond:
- Skibsbygningsuniversitet NUos i Mykolaiv har lidt store skader under krigen, hvor ca. 70% af bygningerne er blevet beskadiget af missilangreb. Præsident Zelensky har fremhævet genopbygningen af NUoS meget vigtig for Mykolaiv-regionen, der er et videncentrum for maritim uddannelse og industri, og for Ukraine som helhed.
- Samarbejdet skal bidrage til en transformation af NUoS fra et klassisk og primært skibsbygningsfokuseret universitet til forskningsuniversitet og innovationsknudepunkt. Der vil desuden være introduktion til studentercentreret læring i form af Problembaseret Læring (PBL), hvor NUoS’ undervisere gennem samarbejdet med AAU bliver fortrolige med PBL i undervisningen.
- Aktiviteterne inkluderer bl.a. efteruddannelse i PBL for videnskabeligt personale ved NUoS, forsker- og studenterprojekter på tværs af de to universiteter, gensidige gæsteforelæsninger online, forskningsaktiviteter gennem fælles seminarer, gæstebesøg og fælles publikationer samt udvekslingsprogram for studerende og videnskabeligt personale ved NUoS, som besøger AAU.
- Det to år lange pilotprojekt skal bringe NUoS og AAU tættere sammen som forudsætning for et yderligere formaliseret samarbejde. På grund af situationen i Ukraine skal projektbeskrivelsen opfattes som en ramme, som løbende tilpasses.
Yderligere information:
- På AAU bliver samarbejdet med NUoS forankret på AAU Energy og Institut for Bæredygtighed og Planlægning. Midlerne fra Dampskibsselskabet Orient’s Fond er søgt hjem af professor Jesper Raakjær, der er tilknyttet både Institut for Bæredygtighed og Planlægning og Port of Aalborg, samt Olav Geil, der er prodekan på Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet.
- Læs mere om Danmarks støtte til Mykolaiv, Aalborg som venskabsby og ambassadør Ole Egberg Mikkelsens kronik fra 18. juli 2023, "Mens krigen raser arbejder ukrainerne hårdt på at skabe »et lille Danmark ved Sortehavet«"
- En delegation fra NUoS-universitetet besøgte i september AAU for at undersøge mulighederne for samarbejde. Læs mere på AAU Update.
Kontakter
Olav GeilProdekan for uddannelseDet Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet, AAU
Tlf:99 40 88 75Tlf:30 12 58 65prodekan-eng-udd@aau.dkvbn.aau.dk/da/persons/prodekan-eng-uddOle Egberg MikkelsenAmbassadørDen danske ambassade i Ukraine
Tlf:+38 044 200 1260Tlf:+38 067 441 71 01Tor BaggerJournalist, AAU Kommunikation og Public Affairs
Tlf:30173165toba@adm.aau.dkFølg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Sådan ultralydsscanner du dig til den perfekte flæskesteg18.12.2024 10:34:27 CET | Pressemeddelelse
Danske forskere har i et nyt videnskabeligt studie vist, at du med en håndholdt ultralydsscanner kan sikre, at du får den helt perfekte flæskesteg med hjem i indkøbskurven. Hvis du vel at mærke har råd!
Danmark er nummer 22 på verdensplan over de mest innovative lande på forsvarsområdet16.12.2024 15:40:37 CET | Pressemeddelelse
Målt på antallet af patentansøgninger på verdensplan hører danskerne til i den tunge ende inden for forsvarsteknologisk udvikling. Men hvis vi som samfund ikke snart går op i gear, sakker vi bagud, mener direktør for Nationalt Forsvarsteknologisk Center.
Livø-anbragtes stemmer vakt til live i projekt fra Aalborg Universitet6.12.2024 05:25:00 CET | Pressemeddelelse
Næsten 3.000 stykker historisk graffiti på Livø Anstaltens kornloft giver et unikt indblik i livet for de 743 mænd, som fra 1911 til 1961 var tvangsanbragt på øen. Specialestuderende fra Aalborg Universitet har kortlagt og tematiseret alle tegninger og tekststykker.
Smerteundervisning kan give knæpatienter nyt håb28.11.2024 11:40:53 CET | Pressemeddelelse
Tusindvis af danskere lever med kroniske smerter efter at have fået nyt knæ. Nu viser et forsøg fra Aalborg Universitet, at undervisning i smerteforståelse har en positiv effekt på patienternes smerter. Derfor bør smerteundervisning tænkes ind som et tilbud til de mange, der føler sig ladt i stikken.
Eksperternes råd om AI i gymnasiet25.11.2024 12:03:23 CET | Pressemeddelelse
Forud for Gymnasielærerdagen 2024 har tre eksperter fra Aalborg Universitet samlet en stribe gode råd til gymnasielærere og -elever, der skal navigere i en undervisning, hvor kunstig intelligens er et nyt fænomen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum