650.000 danske juletræer har kurs mod de britiske julestuer
Hvert år eksporterer Danmark omkring 650.000 juletræer til Storbritannien. Men før et juletræ kan sendes afsted til Storbritannien, skal træet igennem en juletræskontrol. I år har briterne udvidet kontrolkravet, så der er ekstra travlt for Landbrugs- og Fiskeristyrelsen juletræskontrollører, der udfører plantesundhedskontrol og udsteder plantesundhedscertifikat til juletræerne, før de får lov til at komme til de britiske øer.

Der er bud efter danske juletræer i udlandet. Det mærker Landbrugs- og Fiskeristyrelsens juletræskontrollører, da de fleste træer, som eksporteres uden for EU, skal udstyres med et plantesundhedscertifikat der viser, at juletræet er uden plantesygdomme eller beboet af biller, der er på modtagerlandets karantæneliste. Derfor har vores juletræskontrollerer i øjeblikket travlt med at se på de mange fine grønne graner, som i øjeblikket gøres klar til at blive sendt til de udenlandske julestuer uden for EU.
Et af de lande, som modtager mange juletræer fra Danmark er Storbritannien. I år regner Landbrugs- og Fiskeristyrelsen med, at der skal udstedes plantesundhedscertifikater til omkring 650.000 juletræer. Da Storbritannien i 2021 forlod EU, indførte de egen importlovgivning, der medførte at pottegroede juletræer og juletræer på over 3 meter skulle have et plantesundhedscertifikat.
”I år har briterne som noget nyt indført, at også afskårne juletræer på under 3 meter, som er en betragtelig del af de eksporterede træer, skal udstyres med et plantesundhedscertifikat. Det giver ekstra travlhed for vores juletræskontrollørerne. Vi har dog været tidligt ude og forberedt juletræsproducenterne på, at der i år er behov for ekstra kontroller, så de har kunnet planlægge deres eksport efter det”, fortæller Landbrugs- og Fiskeristyrelsens enhedschef for Planter og Biosikker, Kristine Riskær.
Sunde træer på vej
Eksportsæsonen for juletræer foregår over en kort periode på ca. 5 uger og starter tidligt i november. Da Storbritannien er et stort eksportmarked, har deres udvidede kontrolkrav betydet, at Landbrugs- og Fiskeristyrelsen i alt forventer at udstede ca. 950 plantesundhedscertifikater mod ca. 110 plantesundhedscertifikater på juletræer i 2023, hvor der blev eksporteret et tilsvarende antal juletræer til lande udenfor EU. Af de 950 plantesundhedscertifikater, er de 850 udstedt til juletræer til Storbritannien. Et plantesundhedscertifikat gælder for en samlet forsendelse og kan derfor udstedes både til et enkelt træ eller flere tusinde.
"Juletræerne skal opfylde Storbritanniens krav til plantesundhed, hvilket bl.a. betyder frihed for jord, anden plantevækst og visse barkbiller, som ikke skal med på træernes rejse over Nordsøen. Danmark er en del af et internationalt plantesundhedssamarbejde, hvor lande der eksporterer planter, frø, træer, frugt og grønt, samt andre planteprodukter, aktivt arbejder for at forhindre spredningen af plantesygdomme og skadelige insekter, der er klassificerede som karantæneskadegørere”, fortæller Kristine Riskær.
Karantæneskadegørere er insekter og plantesygdomme, der kan forårsage alvorlige skader på planteproduktionen, samt natur- og kulturlandskabet. EU har en fælles karantæneskadegørerliste, men generelt har alle lande forskellige karantæneskadegørere, som bl.a. afhænger af hvilke planter, der er vigtige for landet. Plantesundhedscertifikatet benyttes over hele verden og er reguleret via en række internationale standarder. Certifikatet sikrer at varen opfylder importlandets krav til plantesundhed. Plantesundhedscertifikatet sikrer ikke krav til varens kvalitet, blot at den er sygdoms- og karantæneskadegørerfri. I Danmark er det Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, der står for at udstede plantecertifikater.
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen forventer, at de sidste eksportkontroller vil være afsluttet i løbet af uge 49 og uge 50, så alle juletræerne kan nå at komme frem til de britiske julestuer.
Om Landbrugs- og Fiskeristyrelsen
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen er en styrelse under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og omfatter en central del med afdelinger i både København og Sønderjylland samt en regional fiskerikontrol med lokalafdelinger flere steder i landet og tre fiskerikontrolskibe.
Følg pressemeddelelser fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen
Har du tjek på havens frø og blomster til Havens Dag den 14. september?12.9.2025 11:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Havesæsonen er langtfra forbi. Du kan både så og plante i løbet af efteråret – og lægge planer for den kommende sæson, fx i forbindelse med Havens Dag. Men det er ikke ligegyldigt, hvor du køber dine planter og frø. Hvis du vil være på den sikre side, skal du købe planter og frø i en fysisk butik, fx et havecenter, planteskole el.lign. eller på hjemmesider som garanterer, at deres frø og planter overholder EU-lovgivning og national lovgivning. Sådan lyder rådet fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.
35 mio. kr. til forskning i natur, miljø og fiskevelfærd skal fremme den grønne omstilling af fiskeri og akvakultur1.9.2025 09:10:37 CEST | Pressemeddelelse
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen åbner nu for ansøgninger til forskningsprogrammet Grønt Program for omstilling af fiskeri og akvakultur 2025. Her skal 35 mio. kr. bidrage til at skabe øget viden om effekterne af fiskeri og akvakultur på natur, miljø og fiskevelfærd - og styrke indsatsen for erhvervenes grønne og bæredygtige omstilling.
Kom med fiskerikontrolskibet Havternen på ’gyngende grund’ på Danmarks Maritime Folkemøde i Korsør lørdag den 23. august 202520.8.2025 14:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Når Danmarks Maritime Folkemøde i Korsør skydes i gang lørdag den 23. august, lægger Landbrugs- og Fiskeristyrelsens fiskerikontrolskib ’Havternen’ til kaj. Her kan du komme ombord på vores kontrolskib og blive klogere på den danske fiskerikontrols arbejde.
Kontrolskibe lægger til kaj i Esbjerg Havn – invitation til åbent skib11.8.2025 10:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Fredag den 15. august holder Landbrugs- og Fiskeristyrelsen og EFCA (den europæiske fiskerikontrolorgnisation), åbent skib på styrelsens kontrolskib ”Nordsøen” og EFCA’s skib ”Ocean Protector”. Det sker i anledning af besøg fra EFCA, der fejrer 20-års jubilæum og det danske EU-formandskab.
Presseinvitation: Besøg de to store fiskerikontrolskibe ’Ocean Protector’ og ”Nordsøen” i Esbjerg Havn fredag den 15. august 2025 kl. 16:30-18:30.31.7.2025 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Kom til åbent skib på det europæiske kontrolskib ”Ocean Protector” og den danske fiskerikontrolflådes største skib ”Nordsøen” i Esbjerg Havn den 15. august klokken 16:30.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum