Erhvervshus Nordjylland

Protox skruede ned for plast og op for vækst

Del

Med certificeringer, datadrevne løsninger og bæredygtig produktion har Protox skabt en stærkere forretning. Virksomheden står i dag med lavere omkostninger, højere effektivitet og tættere kunderelationer.

En medarbejder hos Protox i Kolding arbejder.
Protox i Kolding har sparet både penge og ressourcer i deres grønne omstilling.

Protox er en mindre virksomhed med ti medarbejdere, som er specialiseret i produkter til skadedyrsbekæmpelse og træbeskyttelse. Som flere andre virksomheder blev de mødt af stigende krav fra kunder og myndigheder, der ønsker dokumentation for bæredygtighed og CO2-reduktion.

Bæredygtighed har vist sig på bundlinjen

Siden Protox tog de første skridt på vej mod en mere bæredygtig forretningsmodel, har de opnået markante resultater. Forbruget af plastemballage er reduceret med 30 procent svarende til 4½ ton. Det er blandt andet sket ved at optimere emballagestørrelser, og en direkte effekt heraf er, at udgifterne til emballage er blevet halveret.  
 
Inden Protox gennemgik deres forbrug af materialer, fyldte de produkterne på 20- og 5-liters dunke ud fra devisen, at få store dunke er mere miljøvenlige end flere små. Men gennemgangen gjorde det tydeligt, at netop store dunke kræver forholdsvist mere plastik end fire styks af fem liter.

"De store 20-liters dunke kræver tykkere plastik for at kunne holde. Sådan en dunk med kapsel vejer over 900 gram. Gennemgangen af materialeforbruget viste, at vi kunne spare mere end 30 procent plastik. I dag bruger vi derfor 5-liters dunke, som hver vejer 155 gram plus kapsel. Oveni, at vi sparer miljøet for en masse plastik, har vi opnået en økonomisk besparelse på 50 procent på indkøb af plastikemballage,” uddyber Henrik Møller Jørgensen, der er teknisk chef i Protox

Fokus på data og begreber

Inden Protox tog hul på arbejdet med bæredygtighed, kontaktede de deres regionale Erhvervshus for at få hjælp.   
 
De fik tilskud til et kompetenceløft af deres tekniske chef, Henrik Møller Jørgensen, og det har givet virksomheden de nødvendige kompetencer og systemer til at håndtere kravene til bæredygtighed. Virksomheden har fået indsigt i bæredygtighedsbegreber som ESG, LCA og EPD, og de er blevet skarpe i forhold til at formidle deres bæredygtighedsindsats til kunder og samarbejdspartnere klart og i overensstemmelse med gældende regler.

”Vi havde brug for selv at få styrket vores kompetencer inden for bæredygtighed. Det er afgørende, at vi har metoder og værktøjer til at navigere i hele omstillingsprocessen. Den indsigt, vi har fået, har hjulpet os med at træffe strategiske beslutninger, som er nødvendige i forhold til, hvordan vi opfylder kravene fra vores kunder, og hvordan vi kommunikerer vores tiltag,” forklarer Henrik Møller Jørgensen

Efterfølgende valgte Protox at søge midler til at blive miljøcertificeret efter ISO-14001, som har gjort dem i stand til at kunne dokumentere deres klimaaftryk og effekten af implementerede tiltag.

Produktiviteten er øget

Virksomheden var indstillet på, at arbejdet med bæredygtighed var en langsigtet investering. Men efter ganske få år har det vist sig, at flere tiltag har tjent sig hjem. Både ved besparelser på plast og ved, at produktionsvolumen er steget med 20-25%.

"Vores processer er blevet mere strømlinede, hvilket har resulteret i en øget produktivitet. Så arbejdet med bæredygtighed har virkeligt styrket vores konkurrenceevne", forklarer Henrik Møller Jørgensen.

Kundekravene, der i første omgang satte skub i den grønne omstillingsproces, har betydet, at Protox har fået styr på data og dokumentation. Derudover har det medført en lang række værdifulde sideeffekter, som har gavnet virksomheden. Kunderne hos Protox bliver i dag mødt med større præcision og troværdighed, og virksomheden er en foretrukken samarbejdspartner for flere nøglekunder.

"At kunne levere på kundernes krav er afgørende. Vi ser bæredygtighed som en 'license to operate', og bæredygtighed har styrket vores samarbejde med nogle af vores største kunder. Jeg kan kun anbefale andre at komme i gang. Bæredygtighed er ikke bare en tendens, det er fremtiden, og for os handler det om både at skabe en grønnere verden og drive en sund forretning”, fastslår Henrik Møller Jørgensen.

Næste skridt for Protox bliver at arbejde med, hvordan de kan automatisere deres dataindsamling og skabe endnu mere effektive rapporteringssystemer.

Henrik Møller Jørgensens råd til andre virksomheder

  1. Start med at skabe overblik over krav og muligheder.
  2. Vælg små, konkrete mål som f.eks. certificeringer.
  3. Brug erhvervshusenes tilbud om sparring, og brug de programmer og værktøjer, der er tilgængelige.
  4. Tænk langsigtet, når I investerer i grøn omstilling. På sigt er det en investering, der betaler sig.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Tekniskchef hos Protox, Henrik Møller Jørgensen
Gennem SMV:Grønne Kompetencer fik tekniskchef, Henrik Møller Jørgensen, et kompetenceløft, som har givet Protox de nødvendige kompetencer til at håndtere krav til bæredygtighed.
Download
Protox bruger nu fem literes dunke i stedet for 20 liters dunke
Protox har skiftet 20 liters dunke ud med fem liters dunke, og det har reduceret plastforbruget med 30 procent.
Download

Links

Om Erhvervshus Nordjylland

Erhvervshus Nordjylland en en del af nordjyske erhvervsfremme og tilbyder gratis og uvildig vejledning til alle små- og mellemstore virksomheder i Nordjylland. Virksomhederne kan få kortlagt deres udviklingsmuligheder af uvildige forretningsudviklere med specialiseret viden inden for områder som: Digitalisering, Grøn omstilling, Internationalisering og Arbejdskraft.

Erhvervshus Nordjylland er knudepunkt i nordjysk erhvervsfremme, og kan åbne dørene for virksomheder til et stort netværk af øvrige offentlige og private aktører. Derudover er Erhvervshus Nordjylland operatør på programmer, der gør det muligt at igangsætte målrettede udviklingsforløb i samarbejde med private rådgivere.

Følg pressemeddelelser fra Erhvervshus Nordjylland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervshus Nordjylland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye