Ny leder af Den Blå Viol i Skive
3.12.2024 06:05:00 CET | Blå Kors Danmark | Pressemeddelelse
Lenette Schultz Nielsen skal stå i spidsen for Den Blå Viol i Skive, som er et værested for kommunens udsatte og ensomme borgere.

Brugerne af Den Blå Viol bliver fremover mødt af et nyt ansigt, når de træder ind ad døren på værestedet. Lenette Schultz Nielsen er fra den 2. december ny leder af Blå Kors’ værested i Skive, og hun tager over fra Torben Nord Hansen, der efter 10 år på pinden går på efterløn.
39-årige Lenette Schultz Nielsen har senest været afdelingsleder for Kirkens Korshærs dagvarmestuer i Aalborg og Nørresundby og har før det arbejdet i 10 år på Blå Kors Hjemmet Hobro. Det er en stor glæde for hende at vende tilbage til Blå Kors Danmark.
”Jeg har følelsen af at komme hjem. Det er et område og en organisation, jeg kender godt, og jeg glæder mig til at komme i gang. Det er et mindre sted, hvor der virkelig er mulighed for at lære både frivillige og brugerne godt at kende, og det glæder jeg mig til,” lyder det fra Lenette Schultz Nielsen, der er uddannet diakon og socialpædagog fra Diakonhøjskolen.
For Lenette Schultz Nielsen er Blå Kors Danmarks værdier – nærvær, faglighed og nye muligheder – betydningsfulde, og hun finder resonans i organisationens motto om, at alle skal have et håb.
”Det, der fylder i mig, er at arbejde med håbet. Der er håb for mennesker, der står i svære situationer, og her skal vi som værested hjælpe og støtte. De behøver ikke at gøre som altid, der er muligheder, og i morgen kan vi sammen prøve at gøre noget andet. Det kan være de helt små hverdagsting, men det kan også være større ændringer,” siger den nye værestedsleder i Skive.
Den Blå Viol i Skive er et mødested for mennesker, der fx kæmper med alkoholmisbrug, ensomhed eller andre udfordringer. Blå Kors har 11 væresteder rundt i landet, hvor mennesker, der står i udsatte situationer, kan finde et fristed og få støtte i hverdagen.
”Jeg brugte en dag sammen med Torben (red., Nord Hansen) på værestedet, inden han stoppede, og her fik jeg hilst på mange medarbejdere, frivillige og brugere. Mange brugere var mødt op den dag, så de ”kunne se hende den nye an”, som de sagde. Det var en god dag, og nu glæder jeg mig bare til at starte,” siger Lenette Schultz Nielsen.
Lenette Schultz Nielsen er i gang med en diplomuddannelse i ledelse, som hun færdiggør til januar. Til daglig bor hun i Hobro med sin mand, som har en dreng på 20 år fra et tidligere forhold, og sammen har de en søn på fire år.
Kontakter
Mette Ankerstjerne ChristiansenKommunikationsmedarbejder i Blå Kors Danmark
Tlf:28344319mae@blaakors.dkBilleder

Om Blå Kors Danmark
Blå Kors er en social og diakonal hjælpeorganisation, som hjælper socialt udsatte mennesker i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Blå Kors Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Blå Kors Danmark
Kun hver fjerde dansker kender til gratis alkoholbehandling21.9.2026 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
25 procent af danskerne ved, at man kan få gratis alkoholbehandling med en behandlingsgaranti på 14 dage, viser en ny Voxmeter-undersøgelse. Blå Kors Danmark efterlyser større viden om hjælpen, så flere kan få hjælp tidligere.
74-årige Conny kommer hver dag: ”Uden værestedet ville jeg ikke komme ud ad døren”14.9.2026 08:39:32 CEST | Pressemeddelelse
Den Blå Sociale Café har i mere end 30 år været et fast holdepunkt for mennesker i udsatte livssituationer i Hjørring. En af dem er 74-årige Conny, der har været med siden begyndelsen. Nu er værestedet i fare for at miste sin kommunale støtte og dermed lukningstruet.
Her åbner Blå Kors ny genbrugsbutik25.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Blå Kors Genbrug har nu fundet lokalerne til sin nye butik i Næstved. Den 1.200 kvadratmeter store genbrugsbutik forventes at slå dørene op i slutningen af oktober.
Ny undersøgelse: Tre ud af fire unge føler et pres for at drikke alkohol19.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Alkohol fylder meget i sociale sammenhænge, lyder det fra danskerne i en ny undersøgelse fra Voxmeter, og særligt de unge oplever et forventningspres. Det er bekymrende, mener Blå Kors Danmark.
Ny undersøgelse: Flere danskere vælger alkoholen fra28.7.2026 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Fire ud af ti danskere har inden for det seneste år bevidst valgt alkohol fra i en periode. Samtidig er andelen, der vælger en helt alkoholfri livsstil, steget markant. Det viser en ny undersøgelse fra Voxmeter for Blå Kors Danmark, der peger på, at alkoholkulturen er i forandring.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum