Medierne besvarer spørgsmål, mens Googles eksperiment fortsætter
Google har udvalgt Danmark til et eksperiment, som skjuler danske nyheder og medieindhold hos én procent af brugerne. Mens eksperimentet er i gang på dansk jord, får Danske Medier og de danske pressepublikationers kollektive forvaltningsorganisation, DPCMO, løbende spørgsmål og henvendelser, som organisationerne nu besvarer samlet.
Danmark blev for et par uger siden udvalgt til at indgå i et Google-eksperiment, hvor én procent af de danske Google-brugere får skjult danske nyheder og medieindhold. Google igangsatte eksperimentet uden at inddrage de påvirkede medier og uden at informere de berørte borgere, som får fjernet deres adgang til dansk medieindhold. Beslutningen om eksperimentet har Google taget på egen hånd, hvilket er alvorligt, fordi Google sidder på 92-97 procent af markedet for søgemaskiner i Danmark.
Dicle Duran Nielsen, administrerende direktør i Danske Medier, udtaler i den forbindelse:
“Googles beslutning om at fjerne adgangen til troværdigt indhold – endda uden at informere brugerne – rejser alvorlige demokratiske og konkurrenceretlige bekymringer. Hvad forhindrer Google i at udvide eksperimentet til at omfatte 10 procent, 50 procent eller højere? Det er en uforholdsmæssig beslutning fra en techvirksomhed, der kontrollerer store dele af vores digitale adgangsveje. Derfor har vi opfordret Google til at stoppe testen i Danmark, ligesom de allerede har gjort i Frankrig.”
Googles test har affødt en lang række spørgsmål til Danske Medier og DPCMO (Danske Pressepublikationers Kollektive Forvaltningsorganisation) fra politikere, borgere og medierne selv. For at bidrage med størst mulig gennemsigtighed har organisationerne samlet og besvaret de spørgsmål, organisationerne typisk er mødt med, i nedenstående Q&A.
Q&A
Svarene baserer sig på de begrænsede informationer, Danske Medier og DPCMO har på nuværende tidspunkt. For yderligere spørgsmål om eksperimentets udførelse, varighed, begrundelse og lignende, henvises til Google, som gennemfører forsøget.
Hvad går Googles eksperiment ud på?
Googles beskrivelse af eksperimentet kan læses her.
Her kan man læse, at Danmark er ét ud af otte lande, hvor én procent af Googles brugere får fjernet medieindhold i Google Search, Google Discover og Google News i en tidsbegrænset, dog ubestemt, periode.
Hvornår blev Danske Medier og DPCMO orienteret om eksperimentet?
Organisationerne fik en kort orienteringsmail den 13. november 2024 fra Google med et link til Googles blogpost.
Hvorfor kalder I det ”et eksperiment”?
”An experiment” er Googles egen betegnelse. Google har anvendt betegnelsen under møder med organisationerne. Betegnelsen er også anvendt af Googles repræsentanter i kommentarspor på techplatformene.
Hvilke lande er omfattet?
Ifølge Googles blogpost drejer det sig om følgende lande:
- Danmark
- Belgien
- Kroatien
- Grækenland
- Italien
- Holland
- Polen
- Spanien.
Frankrig skulle oprindeligt indgå i eksperimentet, men her er forsøget suspenderet grundet en fransk retssag.
Hvorfor er eksperimentet suspenderet i Frankrig?
Frankrig skulle oprindeligt indgå i eksperimentet, men dette er nu stoppet. Vi kan se, at Google i 2022 kom med en række tilsagn til den franske konkurrencemyndighed, som den franske organisation SEPM brugte som begrundelse for at indbringe den aktuelle sag for handelsretten i Paris. Retten imødekom SEPM’s anmodning og beordrede en suspendering af Googles adfærd med en bøde på 900.000 euro (ca. 6,7 millioner kroner) pr. dag, hvis Google fortsætter eksperimentet i Frankrig.
Hvor mange brugere er en del af testen?
Ifølge Google drejer det sig om én procent af brugerne i otte europæiske lande.
Det er kun én procent, der er berørt, så hvad er problemet?
Én procent lyder som udgangspunkt ikke højt, men det er vigtigt at sammenholde det med Googles dominerende stilling på markedet (92-97 procent). Vi kan også se, at Googles adfærd er fundet retsstridig og nok til at suspendere, jf. den franske retssag.
Ved de berørte brugere, at nyheder og medieindhold er fjernet fra deres søgeresultater?
Nej, Google informerer ikke ”forsøgspersonerne”.
Hvad oplever de omfattede brugere, når de bruger Google?
Ved Google Search bliver brugerne ikke præsenteret for indhold fra de redigerede, ansvarlige medier, men derimod resultater fra andre hjemmesider. Selv søgninger med præcise termer relateret til eksempelvis en aktuel sag og interviews fra kendte danske aviser vil ikke frembringe links til de danske mediers indhold.
I denne artikel fra Information beskriver en journalist, hvordan han selv oplever at være udsat for Googles eksperiment, og hvad det betyder i praksis for søgeresultaterne.
Hvor lang tid vil eksperimentet vare?
Trods gentagne forespørgsler har Google ikke villet oplyse en slutdato. Google har oplyst, at eksperimentet vil fortsætte, indtil Google har relevant data.
Hvilken dominans har Google på søgemaskinemarkedet i Danmark?
Google dominerer markedet for søgemaskiner i Danmark med en andel på 92 procent på tværs af alle enheder og hele 97 procent, når det gælder søgninger foretaget på smartphones.
Google siger, at de danske medier selv har efterspurgt data om værdien af nyhedsindhold for Google. Er det korrekt?
Danske Medier har ikke efterspurgt data.
DPCMO har som kollektivt forvaltningsselskab anmodet Google om datatransparens for at kunne licensere korrekt og efter lovgivningen. DPCMO har igennem flere år efterspurgt en uafhængig analyse af fx Charles River Associates, hvilket Google har afvist.
Begge organisationer har på intet tidspunkt efterspurgt et eksperiment, der påvirker danskernes informationsstrømme – slet ikke i en tid, hvor bekymringen for misinformation er stor.
Hvis Google ikke må gennemføre et forsøg, hvor brugere midlertidigt ikke har adgang til nyheder, hvordan skal de så undersøge værdien af mediernes indhold?
Google har allerede massive datamængder om for eksempel brugeradfærd, trafik og klik. Det er ikke sædvanligt at foretage en indholdsblokade eller -fjernelse, når man værdiansætter i ophavsretlige sammenhænge. Især ikke som dominerende virksomhed.
Er Google ikke en privat virksomhed med ret til at eksperimentere?
Google er ikke bare en privat virksomhed. Google har en dominerende position og er derfor underlagt andre regler og har et ansvar, som Google er forpligtet til at overholde, herunder konkurrenceretten, Digital Services Act, Digital Markets Act og Media Freedom Act.
Er det ikke forkert, når Danske Medier skriver, at Google ”blokerer” for danske nyheder? De berørte brugere har jo stadig adgang til nyhedsindhold via andre kanaler
Googles argument om, at brugerne ”bare” kan søge direkte via apps, browsere og andre søgemaskiner og nyhedsaggregatorer ændrer faktuelt ikke ved, at Google blokerer for nyheder og medieindhold på deres platforme – det er det, som Google kontrollerer, ikke hele internettet. Derudover fremstår argumentet hult og som et forsøg på at negligere eksperimentets konsekvenser, når man sammenholder det med Googles dominans på det danske marked samt det faktum, at brugerne reelt ikke ved, at de er en del af et eksperiment og derfor ikke ”bare” søger videre via andre kanaler.
Google oplyser i blogpost, at de fortsat vil betale efter reglerne i ophavsretsdirektivet, så hvad er problemet?
Rettighedsbetalingen er ikke relevant i denne sammenhæng. Eksperimentet rejser alvorlige demokratiske og konkurrenceretlige bekymringer og understreger udfordringerne, når en monopolvirksomhed har kontrollen over vores informationsstrømme.
Har I forsøgt at løse det via dialog med Google?
Ja, vi har haft møder og udvekslet mailkorrespondance, men Google ønsker ikke at stoppe eksperimentet, indtil de har nok data. Vi har desuden foreslået Google en fælles anmodning om foretræde for Folketingets udvalg, så hver part kunne redegøre for sine synspunkter og sagen kunne belyses fra begge vinkler, men dette har Google ikke fundet behov for.
Kontakter
Mads ScheuerKommunikationschefDanske Medier
Tlf:31224806msc@danskemedier.dkBilleder
Om Danske Medier og DPCMO
Danske Medier arbejder for det frie ord, den uafhængige presse og sunde rammevilkår for en pluralistisk mediebranche. Vi er en brancheorganisation for private medievirksomheder med en medlemskreds, der tæller 250 danske lokale og regionale medier, niche- og fagmedier samt landsdækkende dagblade, aviser og netmedier.
Danske Pressepublikationers Kollektive Forvaltningsorganisation (DPCMO) er de danske mediers kollektive forvaltningsselskab. Organisationens medlemmer tæller blandt andet DR, Berlingske Media, JP/Politikens Hus, JFM og TV 2. DPCMO blev etableret i 2021, og selskabets direktør er Karen Rønde.
Følg pressemeddelelser fra Danske Medier
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danske Medier
Ukrainian Media Fund relocates to the Nordics and becomes Ukrainian Media Fund Nordic18.12.2024 11:00:34 CET | Pressemeddelelse
The Ukrainian Media Fund is transitioning from the German Marshall Fund to Nordic leadership. The fund will operate under the new name Ukrainian Media Fund Nordic, which has headquarters in Denmark.
Dansk Online Index udvider med 95 sites og introducerer Netværksliste2.12.2024 11:37:11 CET | Pressemeddelelse
Fra i dag indeholder Dansk Online Index 95 nye sites og en helt ny Topliste kaldet Netværkslisten, som skal tilbyde udbydere af digitale annoncesalgsnetværk at optræde aggregeret. STEP Network fra JFM er indtil videre det første digitale annoncesalgsnetværk på listen.
Otte principper for fremtidens mediestøtte21.11.2024 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Danske Mediers bestyrelse har netop vedtaget otte principper for fremtidens mediestøtte. Principperne er Danske Mediers bidrag til det igangværende arbejde i Kulturministeriets udvalg for fremtidens mediestøtte, som skal komme med anbefalinger til, hvordan det nuværende mediestøttesystem kan moderniseres.
Dagspressens Fond støtter ny specialepris og uddeler 325.000 kroner14.11.2024 11:30:33 CET | Pressemeddelelse
Dagspressens Fond har netop givet bevillinger til projekter på i alt 325.400 kroner. Blandt andet til en ny årlig pris for bedste speciale inden for journalistik.
Jobindex og Danske Medier anker dom i retssag mod Google25.9.2024 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Dommen, som frifandt Google for at krænke Jobindex' rettigheder, ankes af Danske Medier og Jobindex. Ankesagen skal rette op på en juridisk forkert vurdering.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum