COP29: Enighed om ny aftale om klimafinansiering
24.11.2024 01:38:42 CET | Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet | Pressemeddelelse
På COP29 i Baku i Aserbajdsjan er verdens lande netop blevet enige om en aftale, der skal sikre mere klimafinansiering til verdens udviklingslande. Med målet skal der sikres mindst 300 mia. USD gennem offentlige indsatser i 2035. Derudover er der sat et mål om, at de samlede investeringer i udviklingslandes klimaindsats skal nå 1300 mia. USD i 2035 fra både offentlige og private kilder.
Baku, Aserbajdsjan: Verdens lande er i overtiden nået til enighed om en ny klimaaftale på COP29. Spørgsmålene om et nyt klimafinansieringsmål og opfølgning på COP28’s historiske aftale om transition væk fra fossile brændsler har været centralt i forhandlingerne.
Læs hele aftalen her på FNs hjemmeside
Det nye klimafinansieringsmål skal erstatte målet på USD 100 mia. til klimaindsatser i verdens fattigste og mest sårbare lande. Helt konkret hæves målet til 300 milliarder dollars i 2035 og skal rejses på tværs af offentlige og offentligt mobiliserede midler.
Derudover fastsættes et investeringsmål på 1300 mia. USD i 2035, der svarer til det investeringsbehov, der er for udviklingslandenes klimaindsats.
Danmark og EU har arbejdet for at flere lande, som har fået større økonomiske muskler, skal bidrage til indsatsen. Det gives der mulighed for med denne aftale.
”Jeg er tilfreds med, at vi i nat blev enige om en ny aftale om klimafinansiering, der er både ambitiøst og realistisk, som vi har arbejdet for. Der kommer nu flere penge til at hjælpe udviklingslande med deres klimaindsats og tilpasning. Jeg anerkender, at de udsatte lande havde håbet på mere. Ligesom der også har været en smertegrænse hos flere lande, der skal betale. Vi vil fra dansk side arbejde for at få flere midler i spil – herunder private midler, så vi skaber bedre sikkerhed om det høje finansieringsmål. Vi har også opnået det nybrud, at mere velstående udviklingslande nu også bidrager til klimafinansieringsmålet, og derved tager vi et skridt til at ændre den opdeling mellem rige og udviklingslande, som tiden er løbet fra ,” siger klima-, energi-, og forsyningsminister Lars Aagaard.
Skuffende resultat på reduktionsdagsordenen
På reduktionsdagsordenen lykkedes det ikke at nå til enighed om at bekræfte i en tekst om, hvordan man vil følge op på beslutningen fra Dubai sidste år om det globale stocktake, herunder tredobling af vedvarende energi, fordobling af energieffektiviteten og udfasning væk fra fossile brændsler alene.
”Det er meget utilfredsstilende, at vi ikke kunne nå til enighed om en aftaletekst om reduktioner. Der er brug for meget mere klimahandling, og det står i stærk kontrast til den træghed, der har præget forhandlingerne, fordi olielandene konsekvent har modarbejdet fremskridt. Der lå et meget tyndt resultat på bordet, og det var ikke godt nok for flere parter. Vi vil lægge os i selen for at forbedre resultatet i de videre forhandlinger næste år. For at skabe et grundlag for de reelle fremskridt, der er brug for på COP30 i Brasilien, hvor Danmark sammen med EU-Kommissionen skal lede EU,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
Allerede under de tekniske forhandlinger stod det klart, at det ville blive svært at lande en aftale. Danmark og EU har til det sidste lagt pres på for at sætte retning for kvaliteten og ambitionsniveauet. Både når det kommer til klimafinansiering og til reduktionsindsatsen.
Det sidste regelsæt under Parisaftalen er lukket
På COP29 tog Lars Aagaard det første skridt på vejen mod dansk EU formandskab, da han påtog sig rollen som forhandler for EU. Sammen med sin nederlandske ministerkollega Sofia Hermans sad han med ved bordet, da der skulle arbejdes for at lukke det sidste regelsæt under Parisaftalen, som omhandler handel med klimakreditter. Med en aftale om artikel 6 lykkedes det lørdag aften at fastlægge rammer, der i praksis sikrer robuste og transparente kreditter, der leverer reelle reduktioner.
Kontakt: Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriets pressetelefon: +45 41 72 38 05
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
I Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet arbejder vi for målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i Danmark i 2030 og for et visionært, grønt lederskab både i Danmark og ude i verden.
Følg pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet ansætter Caroline Breinholt som særlig rådgiver22.9.2026 10:09:25 CEST | Pressemeddelelse
Caroline Breinholt er tiltrådt som særlig rådgiver for klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa.
Landvindmølleloftet er fjernet18.9.2026 10:59:42 CEST | Pressemeddelelse
Velfungerende vindmøller skal ikke pilles ned. Derfor har klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa ophævet landvindmølleloftet.
Ungeklimarådet har fået syv nye medlemmer2.9.2026 10:17:44 CEST | Pressemeddelelse
Sammen med resten af Ungeklimarådet skal de syv nye medlemmer rådgive klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa og komme med anbefalinger til Danmarks klima- og energipolitik.
DMI og Klimadatastyrelsen sammenlægges til ny styrelse1.9.2026 16:22:22 CEST | Pressemeddelelse
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har besluttet, at DMI og Klimadatastyrelsen sammenlægges til én ny styrelse: DMI, Kort og Grunddata. Alvorlige klimaforandringer presser sig på, og grøn omstilling kræver store ændringer i indretningen af vores samfund samtidigt med, at data og teknologi er forretningsafgørende. Fremtidens opgaver løses bedst muligt ved at stå sammen.
Regeringen fremsætter akutplan for elnettet20.8.2026 10:10:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter en omfattende høring med 77 eksterne høringssvar er lovforslaget om akutplanen for elnettet justeret og klar til at blive fremsat. Høringen har blandt andet givet anledning til at præcisere forhold omkring netvenlighed og samfundskritiske funktioner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum