Langelands Museum

Flygtede til Danmark med livet som indsats...

Del

Vandcykler, kaprede fly, kajakker og meget andet blev brugt til at krydse Østersøen i al slags vejr under den kolde krig. Når østeuropæerne satte livet på spil ude på åbent hav, var det for at komme i sikkerhed i Vesten via Danmark, og det skete under hele den kolde krig. Disse spektakulære fortællinger fortælles nu i en ny bog med titlen ”Frihedens Hav – flugten over Østersøen”, der udkommer den 22. november.

Afslutningen på Anden Verdenskrig og den kolde krig skabte en af de største folkevandringer i nyere tid. I årene 1946-1982 forlod mere end otte millioner mennesker deres hjemlande i Østeuropa, og en del af disse flugtruter gik over Østersøen til Danmark. Af samme årsag har Koldkrigsmuseum Langelandsfort valgt at sætte fokus på den del af historien, som har været fraværende i andre flygtninge-fortællinger. Det sker både med en særudstilling og med den omtalte bog, og den udkommer på et tidspunkt, hvor det sikkerhedspolitiske verdensbillede er under forandring.

”Krige er igen blevet en del af den europæiske hverdag, selv om de havde været fraværende fra det europæiske område under den kolde krig. Krigen i Ukraine opleves for mange central- og østeuropæere som et deja-vu, hvor man igen står over for russiske imperiale ambitioner kombineret med et voldsomt diktatorisk regime,” udtaler en af bogens forfattere, museumsleder og historiker Peer Henrik Hansen. Sammen med politolog og Polen-ekspert Anna Werenberg har han skrevet bogen, og de har fået kyndig hjælp fra journalist Jesper Clemmensen, som i årevis har beskæftiget sig med flugthistorier fra DDR.

Ikke overraskende stod DDR for den største flygtningestrøm, hvor mere end tre millioner mennesker flygtede fra DDR. Størstedelen af de tre millioner nåede at flygte inden Berlinmurens opførelse i 1961. Bogen sætter fokus på DDR og i mindre grad Polen, hvorfra millioner af mennesker valgte at flygte, og hvor Danmark på den ene eller anden måde blev nogle af disse menneskers redning. Mange mistede livet i forsøget på at lægge diktaturerne bag sig og søge friheden.

Bogen udkommer den 22. november og kan bestilles hos den lokale boghandler eller købes på Langelands Museums hjemmeside.

Links

Langelands Museum

Langelands Museum har som statsanerkendt museum det kulturhistoriske ansvar for Langeland, Strynø og Siø. Museet har af Slots- og Kulturstyrelsen fået tildelt arkæologisk ansvar for Langeland Kommune og Ærø Kommune, samt det marinarkæologiske ansvar for farvandet omkring Fyn, og den jyske østkyst fra grænsen til Vejle fjord. Langelands Museum har til opgave at indsamle, registrere, bevare, forske i og formidle kulturarven og gøre den vedkommende for borgere og samfund. Museet blev etableret i 1900 af købmand og amatør arkæolog Jens Winther.

Langelands Museum omfatter fire museer: Langelands Museum i Rudkøbing, Koldkrigsmuseum Langelandsfort ved Bagenkop, Besøgscenter Langeland i Rudkøbing og Tobaksladen i Tranekær.

På Langelands Museum vises permanente udstillinger samt skiftende særudstillinger om den langelandske historie fra stenalder og til nutid.

Koldkrigsmuseum Langelandsfort ligger midt i den langelandske idyl som ét af den kolde krigs tavse vidner. På Langelands sydligste spids blev Langelandsfortet opført i starten af 1950’erne og udstyret med fire 150 mm kanoner, luftværnsstillinger og underjordiske bunkers. Herfra holdt danskerne øje med Warzsawa-pagtens fly- og flåde aktiviteter i den vestlige del af Østersøen. I dag fortælles her koldkrigshistorie, og det foregår både over og under jorden.

Besøgscenter Langeland rummer en lille udstilling, hvor Langelands historie fortælles, fra den tidligste fortid til i dag, med unikke genstande og med en kobling til den store danske fortælling.

Tobaksladen i Tranekær er den eneste i Danmark, der endnu står på sin oprindelige plads. Den blev bygget omkring slutningen af 2. verdenskrig af husmand Hans Hansen. I laden kan man i tekst og billeder følge tobakkens historie i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Langelands Museum

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Langelands Museum

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye