Region Sjælland: Vi ser frem til et mere lige og retfærdigt sundhedsvæsen
En retfærdig fordeling af læger og andet sundhedspersonale, flere sundhedstilbud tæt på eget hjem eller nærmeste sygehus og flere sundhedsopgaver til regionerne. Ambitionerne i sundhedsreformen er de rette, og nu vil vi kæmpe for, at de bliver til virkelighed, lyder det fra formandskabet i Region Sjælland.
Uligheden er størst. Hænderne er færrest. Afstandene er store, og befolkningen er både ældst og mest syg. Det er de udfordringer og vilkår for sundhedsvæsenet i det nuværende Region Sjælland, som den nye Sundhedsreform med et nyt Region Østdanmark skal løse. Og de første takter er lovende, selvom den nye region ikke stod på ønskelisten.
- Ambitionerne i sundhedsreformen med lighed i sundhed er de rette, og nu vil vi kæmpe for, at de bliver til virkelighed. Vi er dygtige i Region Sjælland, men vi er også for få. Derfor fastholder vi et skarpt fokus på, at de ambitioner bliver til virkelighed, så mulighederne og tilbuddene bliver mere ens på tværs af landet og på tværs af Sjælland. Den udvikling ser vi frem til for både borgerne og medarbejderne i det nuværende Region Sjælland, siger det politiske formandskab i Region Sjælland, Trine Birk Andersen, Anne Møller Ronex og Kirsten Devantier.
Paradokset på sundhedsområdet er velkendt. Der er færrest læger i den del af landet, hvor der er flest syge. Det burde være omvendt, som også statsministeren har udtalt flere gange.
- Det er en del af samfundskontrakten og hele intentionen med sundhedsreformen, at vi skal have en lægedækning, så lægerne er dér, hvor der er allermest brug for dem. Nu skal vi også på Sjælland sikre borgerne samme gode adgang til behandling og attraktive arbejdspladser i hele Region Østdanmark. Der er god grund til at borgerne af Danmark med rette kan forvente lighed i sundhedstilbuddene fremover. Det er et af reformens primære formål og det skal vi som politikere tage ansvar for at sikre, siger formandskabet.
Et sundhedsvæsen ens for alle
Selvom det oftest er læger, der nævnes, så handler en bedre fordeling ikke kun om læger, ifølge formandskabet. Det er også vigtigt at sikre en god fordeling af sygeplejersker, lægesekretærer, radiografer og andre faggrupper på sygehusene og i det nære sundhedsvæsen.
- Vi er glade for, at et bredt politisk flertal er enige om en aftale, som har et mål om at sikre ens sundhedstilbud i hele landet. Det kræver blandt andet flere læger og sygeplejersker i vores region, og derfor er målet om lighed og nærhed helt afgørende i denne reform. For os handler det om retfærdighed, og vi skal nu smøge ærmerne op og sikre, at vi får et sundhedsvæsen, hvor det er lige så let at være patient og pårørende i Vordingborg som i Søborg, Aalborg eller Nyborg, påpeger formandskabet.
Sammenlægning giver flere muskler
Med aftalen om en ny Sundhedsreform ligger det nu fast, at de to regioner øst for Storebælt samles i én Region Østdanmark. Den store nye region får nogle muskler, som det politiske formandskab i Region Sjælland ser frem til at bringe i spil.
- Vi skal spille hinanden gode og udvikle et stærkt Region Østdanmark. Hovedstadsområdet skal lære af os, og vi skal lære af dem, så vi tilsammen får det bedst mulige sundhedsvæsen i hele den nye region. Vi skal have intentionerne fra papirerne på Christiansborg ud på sengestuerne til patienterne. Vi ser frem til samarbejdet med vores kollegaer i Region Hovedstaden, lyder det fra formandskabet som også understreger, at det bliver forandringer, som vil kræve politisk tålmodighed og opmærksomhed.
- Forandringer er aldrig nemme, og vi skal politisk have respekt for, at det tager tid. Vi står foran Danmarkshistoriens største medarbejderfusion i et nyt Region Østdanmark samtidig med, at vi skal gennemføre alle de mange andre forandringer, som også er med i sundhedsreformen. Og parallelt med at vores sundhedsydelser til borgere og patienter skal fortsætte som hidtil. Det bliver en omfattende opgave, der kommer til at kræve rigtig mange kræfter og ressourcer fra vores medarbejdere. Vi skal både politisk og administrativt i en ny stor organisation være meget opmærksomme på vores medarbejdere i den forandring, som nu ligger foran os, lyder det fra formandskabet.
En anden del af aftalen om sundhedsreformen betyder også, at regionen ikke længere skal løse klimaopgaverne på det regionale udviklingsområde, hvilket ærgrer formandskabet.
- Det er åbenlyst, at vi står over for store udfordringer med klimaet. Det er ærgerligt for den grønne omstilling, at klimaopgaven bortfalder hos regionerne. Når det er sagt, er det positivt, at en ny Region Østdanmark fortsat vil kunne være med i samarbejder på tværs af landegrænser.
Sundhedsråd skal sikre lokale løsninger
Formandskabet kvitterer til Christiansborg for, at man har lyttet til bekymring om demokratisk underskud og har udvidet antallet af folkevalgte i det nye østdanske regionsråd.
Udover et nyt østdansk regionsråd indebærer sundhedsreformen, at der etableres 17 nye sundhedsråd rundt om i landet under regionerne med ansvar for det nære sundhedsvæsen. Sundhedsrådene bliver sammensat af medlemmer fra både kommuner og regioner og får fælles ansvar for at sikre en bedre sammenhæng i det nære sundhedstilbud. Seks af sundhedsrådene bliver placeret i den nye Region Østdanmark.
- Det er en helt ny måde at organisere det politiske arbejde på. Selvom det er nyt, er det afgørende at de nye råd bliver effektive og i stand til at træffe de nødvendige beslutninger, hvor der både kan tages højde for lokale forhold og tværgående regionale forhold. Det er vigtigt for at sikre, at vi ikke får skabt rum for ny ulighed imellem sundhedsrådene, lyder det fra formandskabet.
Kontakter
Trine Birk Andersen, regionsrådsformand, tlf. 93577726
Anne Møller Ronex, 1. næstformand, tlf. 21225610
Kirsten Devantier, 2. næstformand, tlf. 40627504
Pressevagten
Tlf:57 87 50 52presse@regionsjaelland.dkFølg pressemeddelelser fra Region Sjælland
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Sjælland
Region Sjælland planter et træ for hver nyfødt14.11.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Fra 2025 vil der blive plantet et træ for hvert nyfødt barn i Region Sjælland – en gave til både klima og fremtidige generationer. Som led i en større grøn investering har regionen bl.a. afsat 2 mio. kr. til projektet ’Børnenes Skove’, der skaber nye skovområder, reducerer CO2-udledningen og inviterer børn og familier til at tage aktiv del i træplantning og brug af de nye grønne arealer
Mere end seks ud af 10 over 65 år er nu vaccineret13.11.2024 09:30:00 CET | Pressemeddelelse
Mere end 6 ud af 10 borgerne over 65 år er nu vaccineret mod covid-19 og influenza i Region Sjælland. Borgere, som bor på plejehjem, har den højeste vaccinationstilslutning.
Jobtilbud til udenlandske læger og sygeplejersker12.11.2024 14:31:21 CET | Pressemeddelelse
Flere udenlandske læger og sygeplejersker skal nu hjælpes ind på sygehusene i Region Sjælland. I første omgang tilbydes job til fire læger i Holbæk og fire sygeplejersker i Slagelse i ansættelser, der skal bane vej for en dansk autorisation og faste stillinger.
Region Sjælland henter ny koncerndirektør fra Riget5.11.2024 18:58:02 CET | Pressemeddelelse
Martin Magelund Rasmussen bliver ny koncerndirektør og indtræder i direktionen for Region Sjælland 1. december 2024. Han kommer fra en stilling som vicedirektør på Rigshospitalet, hvor han de seneste seks år også har været centerdirektør for HovedOrtoCentret.
Nu kan kvinder teste sig selv for risiko for livmoderhalskræft10.10.2024 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Kvinder mellem 23 og 64 år bliver tilbudt screening for livmoderhalskræft, men en del kvinder tager ikke imod tilbuddet. Derfor er det nu muligt at teste sig selv derhjemme for de kvinder, som af forskellige årsager ikke takker ja til screeningen hos deres læge.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum