Haderslev Kommune

Nordea-fonden støtter udvikling af Aarø med 8,6 millioner kroner

Del

Ny havnebygning på Aarø, natursti, formidling og fugletårn, samt parkering og formidling i Aarøsund. Det er nogle af de ting, der skal skabe sammenhæng og nye naturoplevelser på Aarø. Med en stor støtte fra Nordea-fonden på 8.619.988 kroner kan udviklingsplanen Aarø Naturø nu blive til virkelighed.

Formand for Vækst- og Udviklingsudvalget, Børge Koch, kunne i dag fortælle den gode nyhed på Aarø, at Nordea-fonden støtter projektet Aarø Naturø med mere end 8,6 millioner kr. Her mødtes han med repræsentanter fra Aarø Beboerforening, Aarø Digelaug, Fiskeriforeningen og Aarøsund Bynævn.
Formand for Vækst- og Udviklingsudvalget, Børge Koch, kunne i dag fortælle den gode nyhed på Aarø, at Nordea-fonden støtter projektet Aarø Naturø med mere end 8,6 millioner kr. Her mødtes han med repræsentanter fra Aarø Beboerforening, Aarø Digelaug, Fiskeriforeningen og Aarøsund Bynævn.

Aarø har fået en stor håndsrækning. Det er Haderslev Kommune, der har søgt om midler til at realisere udviklingsplanen Aarø Naturø. Planen skal fremtidssikre øen som levested og turistmål samtidig med at den unikke natur på øen får plads. Og nu kan planen realiseres, for Nordea-fonden har givet 8.619.988 kroner til planen og Haderslev Kommunalbestyrelse har afsat godt 9 millioner kroner til projektet på seneste budget.

”Jeg er utroligt glad for, at vi med Nordea-fondens støtte kan realisere projektet på Aarø. Aarø Naturø vil være med til at sikre det gode liv og fremme turismen på Aarø og dermed også andre steder i Haderslev Kommune, og samtidig giver planen plads til endnu mere af den i forvejen skønne natur på Aarø”, siger borgmester i Haderslev Kommune, Mads Skau.

Indsatserne i udviklingsplanen foregår både i Aarøsund og på Aarø. Tanken bag er nemlig at binde de to samfund endnu tættere sammen for at skabe en helstøbt oplevelse, og styrke samarbejdet på tværs af sundet.

”Turen til Aarø starter jo som bekendt i Aarøsund. Så allerede her vil vi gerne give en oplevelse af, man er på vej til Aarø Naturø, som også kan opleves fra landsiden. Her kommer der formidling og så skal vi have skabt bedre parkering, så vi motiverer besøgende til at lade bilen stå og bevæge sig på cykel eller til fods på øen”, siger Børge Koch, der er formand for Vækst- og Udviklingsudvalget i Haderslev Kommune.

Nordea-fonden ser frem til at samarbejde med Haderslev Kommune om at realisere udviklingsplanen

”Livet på småøerne i Danmark er noget ganske særligt. Det ved beboerne selvfølgelig og besøgstallene stiger også stødt. Derfor er vi meget glade for at bidrage til, at Aarø nu kan bygge en ankomstbygning og udvikle den rekreative infrastruktur på øen, så endnu flere kan opleve og nyde den unikke natur. Vi glæder os til at følge udviklingen og besøge en af Danmarks naturperler,” udtaler Nordea-fondens uddelingschef Christine Paludan-Müller.

To samfund med supplerende styrker

Aarøsund har et meget aktivt lokalsamfund og et badehotel, der er under restaurering, en dejlig strand, lystbådehavn og en havnepromenade med udsigt over Lillebælt.

Også på Aarø finder man et rigt foreningsliv, der har været med til at sikre øens fremgang som et levende og aktivt lokalsamfund de seneste 10 år. Udviklingsplanen skal være med til at sikre, at det fremover er en god og stor oplevelse at besøge øen som turist samtidig med, det er et godt sted at leve for de 144 beboere.

Naturen er øens helt store force, og det fine landskab spænder fra strandenge til skovområder. På strandengene på øens vest- og østside findes forskellige sjældne plantearter og insekter, ligesom Aarø er hjemsted for et 30 hektar stort fuglereservat, Aarø Kalv, hvor man kan opleve øens rige og spændende dyreliv.

Med realiseringen af udviklingsplanen bindes de to lokalsamfund stærkere sammen gennem bygninger, vejvisning og aktiviteter. Projektet er udsprunget af den strategisk-fysisk udviklingsplan for Aarø som er udviklet i samarbejde med de lokale aktører, Dansk Kyst- og Naturturisme og LAG Småøerne.

Fakta: Det finder man i udviklingsplanen

Udviklingsplanen for Aarø Naturø finder man på Haderslev Kommunes hjemmeside. Den indeholder en række tiltag, der skal realiseres i Aaøsund og på Aarø.

Haderslev Kommune starter projektet op i begyndelsen af 2025 og forventer at hele udviklingsplanen er realiseret med udgangen af 2027.

Punkter i udviklingsplanen Aarø Naturø:

  • Pejlemærke Aarøsund Havn: et samlings- og formidlingspunkt nær færgelejet, der formidler oplevelser og historier i området, samt introducerer oplevelserne som de besøgende har i vente på Aarø.
  • Etableringen af grøn naturnær langtidsparkering Aarøsund skal være med til at nudge besøgende til at lade bilen stå på fastlandet og dermed fredeliggøre Aarø og skabe en naturlig pause i Aarøsund som vil understøtte turismeerhverv her.
  • Ankomstbygning Aarø Havn er tænkt som et mødested for beboere og besøgende strategisk placeret, lige dér hvor man kommer i land fra færgen og tæt ved Aarø By. Bygningen skal have faciliteter for beboere, besøgende, lystsejlere og de ventende færgegæster og vil fremtræde langt mere indbydende end den nuværende bygning Her kan laves en grejbank og afholdes arrangementer og meget mere.
  • Boardwalk - Forbindelse mellem Aarø havn og by, tilbyder en trafiksikker ankomst til byen, og det første store natursyn over strandengsområdet Korsø. Boardwalken indeholder også formidling af den natur, der kan opleves i det omgivende vådområde, der rummer spændende flora og fauna.
  • Naturstier, der underbygger mobilitet og oplevelser, der strækker sig udenfor det overordnede vejnet. Skaber ruter som udelukkende er for de gående, hvor den uspolerede natur kan opleves, mens man føres omkring øens særkender og forbindes til øens knudepunkter.
  • Fugletårn, et mødested på øens østkyst, et pejlemærke at gå efter, som tilbyder ly og en tilgængelig oplevelse. Det er ikke kun et fugletårn, men også et udsigtstårn, hvorfra man bl a. kan se skibene i Lillebælt og Assens på den anden side af bæltet.
  • Vejvisning og formidling, udført som en vejrbestandig, slidstærk formidling, der ikke tager opmærksomheden væk fra det man ønsker at formidle (udsigter, natur, flora, fauna, kulturhistorie). Viser vej til knudepunkter, attraktioner og lokale virksomheder.

Projektets samlede budget er på 19.298.473,00 kr. hvoraf Nordea-fonden har doneret 8.619.988 kroner og Haderslev Kommune finansierer resten.

Haderslev Kommune har i budgetforliget 2024-27 afsat midler til udvikling på Aarø, der kan anvendes til at realisere projektet.

Kontakter

Billeder

Formand for Vækst- og Udviklingsudvalget, Børge Koch, kunne i dag fortælle den gode nyhed på Aarø, at Nordea-fonden støtter projektet Aarø Naturø med mere end 8,6 millioner kr. Her mødtes han med repræsentanter fra Aarø Beboerforening, Aarø Digelaug, Fiskeriforeningen og Aarøsund Bynævn.
Formand for Vækst- og Udviklingsudvalget, Børge Koch, kunne i dag fortælle den gode nyhed på Aarø, at Nordea-fonden støtter projektet Aarø Naturø med mere end 8,6 millioner kr. Her mødtes han med repræsentanter fra Aarø Beboerforening, Aarø Digelaug, Fiskeriforeningen og Aarøsund Bynævn.
Download

Følg pressemeddelelser fra Haderslev Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Haderslev Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye